Tid er en relativ og elastisk størrelse. Min far blev født i Esbjerg i september 1939. I samme måned bombede englænderne hans hjemstavn, mens Hitler og siden Stalin efter hemmelig overenskomst rykkede ind i Polen. Som dreng forbandt jeg Anden Verdenskrig med gamle, sort-hvide filmklip fra tyske Wochenschau, og for mig var det nok de levende billeder, der tydeligst adskilte denne periode fra middelalderen. Det var alt sammen meget gamle dage. Når man bliver ældre, er det, som om historien rykker nærmere. Man mærker det i dagligdagen, men måske i særlig grad på ferier, hvis man opsøger lokaliteter, hvor der er en smule civilisation. Historiens åsteder.

Vores bilferier er de sidste mange år gået hen ad Østersøkysten i Nordtyskland, og denne sommer nåede vi Polen. Fra Vorpommern til Westpommern. Grænsen mellem de to regioner er i dag en landegrænse, der også deler øen Usedom, og her havde vi først fem dage i Swinemünde, før turen gik videre til Stettin. At de tyske byer i dag er polske under navnene Swinoujscie og Szczecin, beror alene på Stalins krav og ubøjelige vilje efter Anden Verdenskrig.

Et klemt land 

Men tilbage til krigens begyndelse. Reaktionerne på angrebene mod Polen i 1939 var meget forskellige. Jeg har aldrig læst en hel roman af Martin Andersen Nexø, men jeg har læst hans rejsebeskrivelser fra Sovjetunionen og anden fiktion fra hans hånd ;-) Han endte efter krigen sine dage i en æresbolig i DDR, og som overbevist kommunist udtalte han sig begejstret om den sovjetiske indmarch i Polen: Hvad Sovjetunionens fredelige udrensning omkring Østersøen betyder i fremtidig sikkerhed for Danmark, kan selv en blind se.

Stalins udrensninger gjorde dog intet godt for Danmarks sikkerhed. Tværtimod, for blot syv måneder senere blev vi sammen med Norge besat af Tyskland, der netop i kraft af aftalerne med Sovjetunionen havde sikret sin østflanke. Hvad fredeligheden angår, må det tilføjes, at Stalin nåede at dræbe flere polakker end tyskerne på de mindre end to år, som hans aftale med Hitler holdt. Og det endda uden regulære krigshandlinger, for efter de første ugers nederlag til Wehrmacht i vest havde polakkerne ikke kræfter til også at bekæmpe den specialoperation, som Stalin indledte fra øst. Hele samfundslag blev likvideret af NKVD, og massegravene ved Katyn er bare de kendteste levn efter den tids massakrer. 

Værre end døden ved nakkeskud blev måske den skæbne, der ramte de andre cirka 1,5 millioner polakker, som Stalin fik smidt ud af deres hjem og deporteret. Op imod halvdelen af disse mennesker døde også. Mange af kulde og elendighed i åbne kreaturvogne under transporten til Sibirien. Det skulle blot blive en lille forsmag på, hvad der ventede af deportationer efter krigen. Allerede i 1937 var sovjetborgere med polskklingende navne blevet arresteret, og langt over 100.000 af disse mennesker blev henrettet, så for Stalin var myrderierne i Polen 1939-1941 en naturlig forlængelse af Den Store Terror derhjemme. 

Baltikum og Finland er hele kapitler for sig. Det, der i Nexøs optik var en fredelig, stalinistisk udrensning, fik her lignende konsekvenser. Ti år tidligere havde indbyggerne i sovjetrepublikken Ukraine fået samme tur. Gange ti. Nu blev mange ukrainere indsat som kanonføde i Stalins vinterkrig mod Finland.

Udrensning over udrensning 

Det hører med til historien, at Hitlers planer for Polen – kun delvis realiseret – var endnu blodigere end Stalins, men skal man afgøre den samlede bøddelkonkurrence mellem de to statsledere, må der målfoto til. I hele perioden 1939-1945 var Polen et helvede på jord, men befrielsen fra det nationalsocialistiske tyranni gav kun en kortvarig lykkefølelse i det ødelagte land, for krigen mod civilbefolkningen fortsatte. Stalin tømte storbyer og hele regioner for mennesker på en måde, som vel kun Pol Pot siden har forsøgt at gøre ham efter. Samtlige polakker blev udrenset fra den del af Polen, som Hitler havde foræret Sovjetunionen, for denne del insisterede Stalin på at beholde, og samtidig krævede han, at Polens vestgrænse skulle følge floderne Oder og Neiβe. Trods voldsomme protester fra De Allierede blev Polen således flyttet cirka 150 km ind i Tyskland – og 200 km væk fra Sovjetunionen. Tyskerne i Østpreussen fik valget mellem flugt eller udsultning. Man døde ofte i begge tilfælde. 

De sidste tyskere lavede kødretten Königsberger Klopse af menneskekød. De millioner af polakker, som russerne satte på gaden, fik besked på at finde sig et tysk hus et sted i de ’nyerhvervede områder’, hvor tyskerne blev fordrevet. Det kunne være et landbrug, eller det kunne være et hus i storbyer som Danzig ved Østersøen i nord eller Breslau i Schlesien mod sydvest.

Det tyske hus og nye polske hjem kunne også stå i Swinemünde eller i en anden havneby som Stettin, der var vores næste mål. Som Swinemünde ligger Stettins gamle bykerne vest for Oder, og begge byer burde derfor forblive tyske, men de første år efter krigen var områdets status alligevel uafklaret. På kortet tegnede Stalin til sidst en streg fra Oders nedre løb og hen over landjorden mod venstre, så den nordvestlige vinkel ved Østersøen med Swinemünde og Stettin også blev polsk. Indbyggerne måtte væk. Med et spark i enden og en bylt på nakken blev også disse hundredtusindvis af mennesker fordrevet mod vest. Eller rigtig langt østover, hvis der var noget som helst vrøvl.

I mellemtiden havde Stalin gjort det nye Polen til en sovjetisk vasalstat. Som vasal skal man stille tropper for herren, og den vigtigste af Polens opgaver i Warszawapagten blev den at indtage og befæste de danske bælter og dermed adgangsvejene for den sovjetiske flåde ud af Østersøen og op i Nordatlanten. Man lagde planer for indsættelsen af adskillige atomvåben på dansk jord. Store dele af den polske flåde var og er stadig hjemmehørende i Swinemünde, der tidligere også var en af de vigtigste flådehavne for Hitlers Kriegsmarine. På en havnerundfart passerede vi tæt forbi ORP Lublin, som er et sent eksempel på den type fartøjer, der skulle landsætte polske tropper i Danmark. De fire søsterskibe lå i samme havn, og alle blev leveret lige omkring Jerntæppets fald. Ordren på yderligere syv skibe blev annulleret.

Nye tider for Polen 

I dag er Polens militære beredskab formentlig højere end på noget tidspunkt under Den Kolde Krig. I polsk selvforståelse har man siden selvstændigheden i 1918 været Europas bolværk mod barbariet. Først var det Trotskijs røde horder, der blev stoppet ved Warszawa i 1920. I 1939 kom barbarerne fra begge sider, og overmagten blev for stor. I dag er landet den vigtigste NATO-skanse mod Putins Rusland, og det råder nok over alliancens stærkeste, europæiske landstridskræfter. 

Moralen blandt tropperne er utvivlsomt bedre end dengang, hvor de agerede landsknægte for russerne, og det bør både tyskerne og vi som danskere være meget taknemmelige for. De kampklare enheder i den danske hær udgøres i realiteten af de rundt regnet 1.000 mand, der nu står i Baltikum. Der er ingen hjemme. I Tyskland har man formelt set afsat store summer til genopbygning af Bundeswehr, men ingen gider være soldat. Faktisk råder Tyskland over masser af våbentrænede mænd, men mange af dem har fået deres grunduddannelse et sted i nu hedengangne konstruktioner som DDR og Islamisk Stat, så dem må man af forskellige årsager se bort fra.

I Stettin besøgte vi på én dag tre kulturhistoriske museer – min datter på ni fik en fortjenstmedalje af sin far. Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle vente mig. Jeg blev meget overrasket – ja, slået af forbavselse og beundring – da jeg engang besøgte det store militærmuseum i Istanbul og fandt en stor hal, der alene var viet det armenske folkemord. Frygtløst. Chapeau! Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, da det gik op for mig, at den permanente udstilling handlede om det folkemord, som armenierne angiveligt havde begået mod tyrkerne… I Polen har man haft tilsvarende problemer med at acceptere historien om polakkers andel i jødeudryddelsen.

På det, der på engelsk kaldes Dialogue Center Upheavals, ramte vi åbningsdagen for en mindre særudstilling om European Gulag, der lå i forlængelse af den faste udstilling om diverse opstande i Polen. Her var udgangspunktet opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa 1943 og Hjemmehærens opstand i samme by 1944. Via andre skæbneår nåede man frem til historien om Solidarnosc, Lech Walesas verdensberømte fagforbund. For mange polakker blev det et klart udtryk for systemets endegyldige fallit, da styret i 1980’erne indsatte de polske elitestyrker, som var øremærket til invasionen af Danmark, mod Polens egen befolkning.

Særudstillingen om alle de østeuropæiske filialer af GULAG, de sovjetiske koncentrationslejre, afrundede historien om kommunismens undertrykkelse i et bredere perspektiv. Alt sammen fremragende formidlet.

Hvordan man formidler polakkernes andel i holocaust, blev jeg ikke meget klogere på – de store museer ligger i hovedstaden – men jeg vidste på forhånd lidt om de polske jøders stilling under kommunismen. 

Hård modtagelse fra DKP

Polen skulle være en folkerepublik, men jøderne skulle ikke være en del af republikkens folk, så de få overlevende blev igen forfulgt og diskrimineret. De første forlod landet kort efter krigen, og i 1949 mellemlandede en gruppe polakker i Danmark på vejen til Sverige. I det kommunistiske dagblad Land og Folk leverede tegneren Herluf Bidstrup i den anledning en kommentar til strømmen af flygtninge fra det kommnunistiske paradis. En stærk fortolkning af det klassiske motiv med pengejøden på flugt. Forskellen på nationalsocialisme og socialistisk nationalisme kunne være vanskelig at få øje på.

Nogle af de sidste jøder blev fordrevet fra Polen ved de pogromer, der fandt sted omkring 1968-1969, hvor det kommunistiske regime så en fordel i at gøre de allersidste jøder til syndebuk for alle Polens problemer. I Danmark modtog vi op imod 3.000 af disse flygtninge, men holdningen på Land og Folk var uforandret den, at jøderne havde fortjent deres skæbne.

Tegneren Hans Bendix arbejdede i samme branche som kommunisten Bidstrup. Kort før Anden Verdenskrig havde en anden dansk kommunist, forfatteren Hans Scherfig, i et udfald mod Bendix skrevet at: De, Hr. Bendix, har f.eks. næret Uvilje mod Nazismen, ikke fordi den er udtryk for kapitalistisk Undertrykkelse i den brutaleste Form, men fordi den nazistiske Antisemitisme berørte Dem personligt.

I Scherfigs optik var Hans Bendix altså kun frastødt af Hitlers ideer, fordi Bendix selv var jøde. Hvad ingen tidligere havde hæftet sig ved – endsige brugt imod ham. På den yderste venstrefløj er det i den dag i dag et udbredt synspunkt, at jødedom og zionisme i virkeligheden er en slags nationalsocialisme, fradestilleret hadet til jøder. Det blev også kommunistpartiets holdning i Polen.

Historien i arkitekturen

Ude på gaden i Stettin blev jeg igen slået af de mange, forholdsvis vellykkede eksempler på nybyggeri fra tiden under kommunismen. De modernistiske og ret bastante boligblokke afviger selvfølgelig tydeligt fra de smukke, tyske ejendomme, der overlevede både krig og kommunisme, men jeg synes ikke, de er grimme. Gennemrenoverede, som de i dag fremstår. De er i hvert fald ikke værre end meget af det, der i samme periode blev banket op i Vesten, og de er generelt noget pænere end det, der blev bygget i DDR. Frem for alt har man ikke forbygget sig i højden. Først efter kommunismens fald har Stettin fået et par af den slags glastårne, der nu siges helt at dominere det nye Warszawa. 

De tyske huse fik i årtier lov at forfalde. Indtil Willy Brandts anerkendelse i form af Ostverträge frygtede man som polak, at der en dag kunne komme nogen for at kræve huset tilbage. Måske slægtninge til en tysk eller tysk-jødisk familie. Faldt der et par tagsten til jorden, fik de ofte lov at ligge. Særligt i det polske kerneland havde mange overtaget et hus, der var frarøvet nogle af de 3,5 mio. jøder, som engang indgik i den polske befolkning. Nu står meget igen funklende flot, og de gamle tyske byer er igen blevet dynamiske vækstcentre.

Polen som moderne land

En kultur skal ofte aflæses og vurderes på de små ting, og jeg har aldrig oplevet et land, hvor bilister i den grad respekterer et fodgængerfelt og bremser blidt ned, så snart man bare nærmer sig. Det dikterer færdselsreglerne nok i hele Europa, men uden for Polen er praksis ofte en ganske anden. Det er efter min erfaring kun tyske turister i Danmark, der generelt kører lige så hensynsfuldt, som polakker gør derhjemme.

Jeg gjorde mit bedste for at leve op til de høje, polske standarder, når jeg selv tog bilen rundt i byen. På en af de meget varme dage i Stettin var min datter lige ved at smelte, så jeg kørte hende og hendes mor ud til et stort friluftsbad i den nordlige ende af byen, mens jeg selv klarede nogle ærinder. Det ville jeg aldrig gøre i Tyskland og slet ikke i Berlin, hvor friluftsbadene i samme uge lukkede på stribe. Det sker jævnligt også i byer som eksempelvis Mannheim, Wuppertal og Saarbrücken. 

Problemet er, at store grupper af børn og unge mænd sætter sig hårdt på alle faciliteter, mens de demonstrativt blæser på samtlige ordensregler, og de reagerer jævnligt med afsindig vrede, slag og spyt, hvis nogen forsøger at vise dem til rette. Det rammer også personalet, som derfor sygemelder sig, indtil badene i kortere eller længere perioder må lukke helt ned. Blandt de voldelige gæster findes ifølge tyske medier en del tyrkere, men ellers handler det om rigtig mange arabere isprængt et element af tjetjenere. Opfattes man som bøsse eller jøde, eller kommer man til at sprøjte vand på den forkerte, kan man pludselig være omgivet af en kvart klan med ondt i sinde. Pigerne er stort set forsvundet, for de får sjældent lov at være i fred. Badene fyldes med toksisk maskulinitet.

Klanerne slås også indbyrdes, og sammen med sommerens voldsorgier i de franske storbyer bekræfter denne udvikling endnu engang billedet af, at integrationen af disse befolkningsgrupper overalt i Vesteuropa går ad samme vej – men i modsat retning – som den unge Erik af Pommern kom til Norden. 

I Polen virker dagligdagen harmonisk. I et supermarked passerede jeg en dag to polske mænd fordybet i venskabelig samtale, den ene med skæg, sminke og kjole på. Der ses også muslimske tørklæder i gadebilledet, men de er ganske få, og deres mænd har derfor kun begrænset mulighed for at diktere andre – og hinanden – deres dogmer.

Polske paradokser 

Faktisk har Polen altid været en multikulturel størrelse. Foruden jøder og tyskere har gennem tiden både ukrainere, litauere, hviderussere og flere andre folkeslag gjort sig stærkt gældende i dele af de polske områder, og de, der er tilbage, er i dag fuldt integreret som ligeværdige borgere. Dertil kommer den halvanden million flygtninge, som Polen giver husly på grund af krigene i Ukraine. Anslået ti millioner ukrainere har fået transit eller haft midlertidigt ophold. 

Alligevel fremstilles Polen ofte som fremmedfjendsk i vestlige medier, og det skyldes vist primært, at Polen og andre østeuropæiske lande ikke tager imod ’deres andel’ af den kaotiske strøm af migrerende mænd, der kommer til Europa over Middelhavet. For i det store EU-regnskab tæller ukrainerne i Polen ikke rigtig med – alle ved jo, at der ikke er nogen ballade med dem. 

Den simple forklaring på den polske modstand mod kvotepolitikken i EU er nok den, at man ikke ser noget som helst forbilledligt ved udviklingen i lande som Frankrig, Belgien, Storbritannien, Sverige og ja, Tyskland. Det gør mange i de nævnte lande heller ikke selv, og det er vel netop årsagen til, at man nu vil dele ud af kulturberigelsen fra Stormellemøsten. Og at EU vil udskrive klækkelige bøder til de lande, der formaster sig til at sige pænt nej tak. 

Langt de fleste polakker støtter medlemskabet af EU, som landet har haft god gavn af, men man vægrer sig ved at lade sig tryne af en europæisk union, når denne union agerer på en måde, der – med rette eller urette – vækker mindelser om den gamle Sovjetunion, der også rykkede rundt på hele folkeslag. Alt i alt kan man mene, at det i dag er en lykke for byerne Swinemünde og Stettin, at de efter krigen havnede på den polske side, skønt de oprindelige indbyggere ikke fik nogen som helst glæde af det. Historien er en tæve.