Debat

02.11.21

Atomkraft er vejen ud af energikrisen

Europa står i en energipolitisk skillevej, hvor vi dårligt har råd til at undvære atomkraften. Det er en grøn energikilde, der kan støtte en robust klimapolitik og hjælpe med at holde Vesten uafhængig af politisk problematiske aktører som Rusland, skriver Rasmus Toft-Petersen.

Ulykker kommer sjældent alene. Den største sundhedskrise i nyere tid lakker mod enden, og bedst som hjulene kommer i sving, løber vi ind i en ny krise, nemlig en akut mangel på energi. Flere faktorer har bidraget til den nuværende knaphed. I vores region har det ikke blæst så meget, som det plejer i Nordeuropa, og regionens grønne buffer, Norge, har ikke haft den sædvanlige vandkraft til rådighed. Det har resulteret i et akut behov for naturgas, en energikilde, som EU er endt som storimportør af. Da den økonomiske aktivitet generelt er stigende i covids kølvand, har prisstigningerne forplantet sig og forårsaget en generel energimangel. 

Prisen er stigende på råolie, benzin og selv kul, energisektorens sorteper, bliver hamstret. Energimanglen er næppe permanent, men afslører alligevel, at den nuværende grønne omstilling har bivirkninger, nemlig en skrøbelighed over for variationer i vejret og forsyningssikkerhedsmæssige problemer, der overraskende hurtigt kan blive akutte. 

Energimangel har mere vidtrækkende konsekvenser end blot større elregninger. Gødning produceres af naturgas. Energiintensive materialer som nikkel, kobber, stål, silicium og aluminium bliver dyrere. Når både energi og centrale råmaterialer bliver dyrere, følger mange andre varer i kølvandet. Energiforsyningen er industriens grundsten, og de, der oplevede den sidste energikrise i 70’erne, oplever i dag et deja-vu – vi har igen tilladt en geopolitisk modstander at have kontrol over vores energiforsyning, og retrosnakken går endda om, hvorvidt vinteren nu bliver kold i år. 

Energikrisen er et resultat af flere uheldige sammentræf, men den er også i en vis grad selvforskyldt. Som region har EU ikke i tilstrækkelig grad prioriteret forsyningssikkerheden i bestræbelserne på at omlægge energisektoren. EU’s hjemlige gasproduktion er næsten halveret de sidste 10 år, og det dyk fortsætter fremover. Holland har besluttet at nedlægge Europas største gasfelt i 2022, og Danmark har besluttet at udfase olieudvinding i Nordsøen inden år 2050. On-shore fracking er forbudt i UK og begrænset i Tyskland. 

Tyskland har tilmed, i en panikreaktion på Fukushima, besluttet at udfase den CO2-fri atomkraft i 2022 og har halveret elproduktionen fra atomkraft siden 2011. Den overordnede logik synes at være, at begrænser man udbuddet af de nødvendigheder, man ikke kan lide, indfinder alternativerne sig helt naturligt. Det er ganske givet et fint udgangspunkt, hvis man vil justere forbruget af sukker, men en faretruende naiv antagelse, hvis man vil ombygge samfundets teknologiske fundament. Det ser vi i dag med al uønskelig tydelighed.

Der er gode teknologiske grunde til gasafhængigheden i EU. Vi har haft travlt med udbygningen af sol- og vindkraft, og det er ingen hemmelighed, at de energikilder kun leverer, når vejret tillader det. Det har Danmark håndteret ved dels at bruge importerede træpiller som backup, dels ved at forlade sig på import af elektricitet fra de storproducerende nordeuropæiske naboer. Når vinden blæser kraftigt, er strømmen så rigelig, at man til tider betaler producenterne for at stoppe vindmøllerne. I det tilfælde stopper nordmændene elproduktionen på deres mange vandkraftværker og importerer billig elektricitet fra Danmark i stedet. 

Når det så er vindstille, skal vores gamle, men nødvendige infrastruktur i gang med at producere, og prisen på strøm stiger, da der nu ikke længere er overproduktion af elektricitet. Det får så nordmændene til at åbne for hanerne og sælge elektriciteten dyrt på det nordeuropæiske marked. Det er et energipolitisk spil ståtrold, hvor vejret er fangeren, og Norge altid er fri. Næsten altid. 

I fraværet af økonomisk energilagring vil en satsning på vind og sol uundgåeligt føre til et behov for to infrastrukturer. Én til når vejret arter sig, og én til når det ikke gør. Det er derfor en vigtig opgave at gøre sin backup så billig som mulig, og det er her, naturgassen kommer ind i billedet. Gaskraftværker er nemlig billige, hovedomkostningen ligger i prisen for selve gassen, og det er derfor ikke så slemt, at kraftværkerne ikke kører, når vinden blæser. 

Det er lige omvendt med atomkraftværker, hvor omkostninger lægges i konstruktionen af selve værket, og hvor uran kun udgør 5 % af omkostningerne. Bygger man et atomkraftværk, har man allerede betalt for fuld produktion i værkets levetid, og man sparer ikke meget ved at skrue ned for produktionen. Den fossile gas er derfor den vedvarende energis naturlige følgesvend, ikke den CO2-fri atomkraft. 

Derfor har Tyskland erstattet sine atomkraftværker med fossile gaskraftværker. De gaskraftværker er ikke så ofte i brug, men når solen ikke skinner, og når vinden ikke blæser, er de uundværlige. Nogle vil mene, at det ikke er den bedste klimapolitik, men beslutningen har sin egen logik, hvis præmissen for grøn omstilling er udbygning af vind- og solenergi. Tyskland er ikke som Danmark en energimæssig miniput blandt giganter og kan ikke på samme måde bruge sine naboer som batteri. Det har efterladt Tyskland med historisk lav forsyningssikkerhed og afhængighed af gasimport fra Rusland. Det gør ikke situationen bedre, at Tyskland udfaser 4 GW atomkraft ved udløbet af 2021 – en kapacitet, der er stor nok til at drive Danmark. Timingen kunne have været bedre, og det at Tyskland har erstattet atomenergien med fossil gas, alt imens man har udbygget vedvarende energi for et trecifret milliardbeløb i euro, har efterladt landet uden større reduktioner af CO2-udledninger de sidste 15 år, men med støt voksende elpriser. 

Den tyske fejlsatsning, og energikrisen i almindelighed, er en god anledning til at genoverveje prioriteringerne i den grønne omstilling. Her er Frankrigs energipolitiske kovending i midten af 70’erne oplagt at studere: I kølvandet på oliekrisen i 1973 erkendte man værdien af forsyningssikkerhed i landet, og satsede storstilet på atomkraften. Atomkraft er nemlig langt mindre sårbar over for både prisstigninger på brændsel og oligarker, da prisstigninger på uran ikke har den store effekt på de samlede elpriser. Dengang var CO2 mindre vigtig end geopolitisk uafhængighed, men satsningen var ikke desto mindre uhyre effektiv. 

På 15 år, fra 1980 til 1995, gik atomkraft fra at dække 20 % af elektricitetsproduktionen til at dække 75 %. Rekorden for den historisk hurtigste udvidelse af CO2-fri energi i et større i-land holdes stadig af Frankrig, som ikke dengang førte klimapolitik. Landets udledninger pr. capita er mindre end Danmarks og langt mindre end Tysklands. Få taler om det, men atomkraften har i EU været den dominerende CO2-fri energikilde og leverer 24 % af unionens samlede elproduktion. Værkerne bliver dog ældre, og atomkraften er ikke en god sidekick til vindkraften. 

Vi står derfor ved en energipolitisk skillevej i EU. Ignorerer vi atomkraften og udfaser 60 % af kontinentets CO2-fri elproduktion, bliver det efter den tyske model, hvor det tabte i stor grad erstattes af importeret fossil gas og importeret biomasse. Det vil ikke blot være et massivt klimapolitisk tilbageslag, hvor Europas skatteydere, som i Tyskland, skal betale kassen for at opretholde udledningsmæssigt status quo. Det vil højst sandsynligt også styrke Ruslands magtposition som EU’s hovedleverandør af naturgas og indehaver af 20 % af verdens skove.

Alternativet er at acceptere atomkraften som en grøn energikilde og styrke industrien i en sådan grad, at den ikke blot kan opretholde sit nuværende bidrag til elforsyningen fremover, men også gøre det muligt at bedrive robust klimapolitik uden at blive afhængige af geopolitiske modstandere. Skillevejen er mere konkret end nogensinde, da man i skrivende stund kæmper om atomkraftens plads i den grønne taksonomi. Inkluderes atomkraften, stilles den støttemæssigt på lige fod med den vedvarende energi. Ekskluderes den, er en udfasning sandsynlig. De centrale grønne magter, Tyskland, Danmark, Sverige og Italien, kæmper for at ekskludere atomkraften, mens en alliance mellem Frankrig og flere østeuropæiske lande kæmper for inklusion. Udfaldet bliver på langt sigt udslagsgivende, ikke blot for EU’s plads som klimapolitisk førerhund, men også for at bibeholde, hvad der er tilbage af regionens forsyningssikkerhed.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter