I Goethes Faust er titelpersonen i dyb eksistentiel og religiøs krise. Det får ham til at indgå en djævlepagt og vandre gennem Tyskland med Mefistofeles. Han forelsker sig i den gudfrygtige Gretchen, som ikke forstår, hvordan hendes elskede kan være gottlos. For en frafalden kristen er det noget af det værste, man kan være i Aftenlandet i almindelighed og i Gretchens Tyskland i særdeleshed i begyndelsen af 1800-tallet. 

Wie hast du’s mit der Religion, spørger hun sit hjertes udkårne, doktor Faust, selvom hun udmærket kender svaret. På moderne tysk er die Gretchenfrage et ubehageligt spørgsmål, man helst er fri for at besvare. 

Det er det også i Danmark anno 2023, når det handler om en bestemt religion – nemlig islam.

Danmark er et kristent land, stod der i VLAK’s regeringsgrundlag. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte sig dengang sådan her i et interview om kristne værdier: “

“Jamen, islam efterlevet som lovreligion er inkompatibel med det danske samfund … Derfor bliver dem, som måtte stå på det synspunkt, nødt til at trække sig … Man kan ikke insistere på at få lov til at kunne udleve den lovreligion i det danske samfund.” 

Regeringen Frederiksen forholdt sig ikke direkte til tro i sit forståelsespapir, men statsministeren har dog i et interview udtalt det nu så berømte, for nu ikke at sige fortærskede, mantra, at Gud har vigepligt, med et citat fra nuværende undervisningsminister Mattias Tesfaye. For religion står ikke over Folketinget og Grundloven, og uanset religiøs baggrund kan man ikke påkalde sig særlige privilegier.

“Danmark er et kristent land, og den danske evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare,” står der i SVM-regeringsgrundlaget. Uagtet at noget af det første, den foretog sig, var at afskaffe en kristen helligdag.

Men hvilken religion har reelt særstatus i Danmark? Og hvad betyder det for danskernes hverdag?

På grund af PET’s risikovurderinger og konkrete trusler om vold og lærere (ja, lærere!!) som potentielle terrormål har Folketinget talt og talt om at få vedtaget en lovgivning om, hvordan der kan undervises i Muhammedkrisen på landets skoler. Uden at der er sket noget som helst. Så kontroversielt er det blevet.

Nu er det så blasfemiparagraffen, der de facto genindføres, undskyld, undergår en korrektion. Det behøver ikke blive en glidebane, bedyrede statsministeren. Og drog en falsk analogi til, at man heller ikke må billige landsforræderi i Danmark, og at det også ville være forkert at brænde Bibelen. Men det her handler hverken om kristendommen eller loyalitet mod fædrelandet, det handler om islam.

Hvad bliver det næste? 

Selvom Kommissionen for den (nu for længst!) glemte kvindekamp i begyndelsen af året som punkt 7 anbefalede et forbud mod brug af hovedtørklæder i grundskolen, er et forbud om netop dette på Den franske skole nu truet. Skolen har bortvist en elev, der har gået på skolen fra børnehavealderen, og som nu 11-årig kom i skole iført et tørklæde.

I visse dele af verden er en pige giftemoden, når hun har fået menstruation. I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år.

Interessant bliver det at følge, om man skal kunne udleve en lovreligion i Danmark – sådan at en skoles reglement i givet fald kommer til at vige for den religiøse særrettighed? 

Bønnekald kunne også være en mulighed. 

I Tyskland klagede et ægtepar over bønnekald fra den lokale DITIB-moské, der har stærke bånd til Tyrkiet, under påberåbelse af deres negative religionsfrihed, altså retten til ikke at tro og ikke underkaste sig en bestemt religion – og fik medhold i første instans, men ikke i appelretten.

Så parret skal – ligesom det er tilfældet mange andre steder i Goethes hjemland – høre muezzinen kalde til fredagsbøn med et: Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Gud (Allah), og at Muhammed er hans sendebud.

Og hvad med satiren, hvor magthaverne, også prædikanter og profeter, underkastes kritik, ja sågar forhånelse, og dermed er et af det fri, demokratiske samfunds adelsmærker? Ja, den kan også hurtigt blive en by i Rusland. 

For den rene er alting rent

Der er allerede sket visse religiøse ”korrektioner” af danskernes levevis. 

I Det Nye Testamente er ingen mad uren for kristne. Men i Danmark er det normen, at kyllinger er halalslagtede. Det er vanskeligt og dyrt at få en, der ikke er det. Kyllingeproducenter har nemlig for længst tilpasset sig de forbrugere, for hvem non-halal er haram. Om produkterne er kosher, nævnes aldrig. 

På menuen i visse offentlige institutioner, som børnehaver og fængsler, er der kun lidt – om overhovedet – gris på gaflen. Det forekommer måske at være den – umiddelbart – nemmeste løsning. 

Flere vestlige virksomheder har også ændret i deres produkter. 

I Fausts hjemland er slikproducenten Katjes’ produkter for længst blevet vegetariske, og firmaet har brugt en hijabklædt kvinde i pink til at reklamere for sig.

Man kan godt relativere religionsstriden om maden med, at kristne jo frit kan spise hvad som helst. Men der er et aber dabei.

Ikke vigepligt for enhver gud 

Her i 2023 blev det for alvor tydeligt, at der er langt, langt mere på spil.  

Der er kun én verdensreligion, der med sine 1,5 milliard følgere snart er den største, der hele tiden diskuteres vidt og bredt i Folketinget.

For at alles gud, ikke har – ubetinget – vigepligt i Danmark, illustrerer kontroverser om mad, håndtryk, tørklæder, bederum og burka, og jeg kunne blive ved.  

I Danmark, hvor kristendommen ifølge grundloven – og SVM-regeringsgrundlaget – burde være den eneste religion med særstatus, må det snart være tydeligt for gud og hver mand, at islam gradvist dikterer mere og mere, og at ytringsfriheden nu skal gradbøjes – igen.

Først var koranafbrænding slet ikke en ytring, måtte vi forstå. Senere hed det sig – ligeledes fra de socialdemokratiske rækker – at der ikke var tale om ytringer af værdi, når andre brugte deres fuldt lovsikrede ret til at brænde deres egne bøger af.

De politikere, der udtaler sig så bombastisk imod afbrænding af Koranen, kunne med al rimelighed forventes at have læst den fra ende til anden, sura for sura, ikke sandt? Forventes at vide, nøjagtigt hvad de kæmper for. Beklageligvis er der intet, der tyder på, at den har figureret på politikernes sommerlæseliste. 

Uanset dette er det altså blevet ikke bare fordømt og værdisat at afbrænde koraner, men nu også i et nyt lovforslag, der så sikkert som amen i kirken bliver vedtaget, dømt strafferetligt ”utilbørligt”, såfremt det skønnes – med den yderst vidtrækkende formulering – at have ”væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”.

De facto har nogle ganske bestemte trossamfund lige vundet yderligere momentum – eller dawa, om man vil. 

Hvordan løste Goethes gode doktor egentlig sin i verdenslitteraturen så berømte religionsfejde med Gretchen, kunne man passende spørge her? 

Efter at Gretchen havde præsenteret Faust for sit for ham så ubekvemme spørgsmål: Wie hast du’s mit der Religion? Og gjort sin egen stilling klar med et: Man muss an Gott glauben. Ja, så valgte Faust at sno sig udenom med et: Muss man? 

Vor tids mest penible Gretchenfrage handler også om religion – om man kan lide det eller ej. 

Det kan stilles sådan her: Hvordan har du det med – andres – (lov-)religion?

Svaret vil jeg overlade til læseren selv.