Debat

03.01.22

Det skulle have været årets ord i 2021

Helle Birk: Ordet ‘uacceptabelt’ er værd at nærstudere. Magthavernes brug af ordet fortæller både historier om afmagt, om patos og om nypuritanisme, og det burde i grunden være kåret til årets ord i 2021.

Årets ord 2021 blev kåret kort før årsskiftet, og det var coronapas, der løb af med sejren. Jeg har imidlertid et mere interessant og flerfacetteret bud, nemlig ordet uacceptabelt. Det ord blev nemlig brugt af mange forskellige mennesker, på mange forskellige måder og steder i 2021. 

Uacceptabelt nævnes tit sammen med fraser som tryghedsskabende foranstaltninger, tryghedskameraer, hegn og visitationszoner, samt højere straffe og bliver i den forbindelse ofte et synonym for magtesløs over for de alvorlige samfundsproblemer, som ville kræve, at der blev taget langt mere drastiske midler i brug.

”Det er en fuldstændig og aldeles uacceptabel situation, som regeringen tager meget alvorligt. Der er oprettet visitationszoner i de berørte områder, og justitsministeren har nu indkaldt Folketingets parter for at drøfte situationen.”

Sådan indledte Mette Frederiksen tirsdag den 7. december spørgetimen i Folketinget. Det, statsministeren refererer til, er juleskyderierne i Storkøbenhavn, der trækker tråde til Sverige og blandt andet somaliske Dødspatruljen, der også opførte sig fuldstændig og aldeles uacceptabelt tilbage i 2019. 

I EU’s indre marked er der fri bevægelighed, og meget tyder på, at den ret nu bliver brugt af bandemedlemmer bosiddende i Sverige til i pendulfart at pendle mellem Malmø og København og brobygge og skabe svenske tilstande i Danmark. I den forbindelse er uacceptabelt en del af ordensmagtens lingo i tæt samarbejde med devisen om, at borgerne kan føle sig (helt) trygge. Den uacceptable kugleregn i det offentlige rum kan ikke ramme jer almindelige borgere, er vist budskabet.

Efter at en ung mand var blevet skudt og dræbt i Brøndby, udtalte Kim Christiansen, politidirektør på Vestegnen, sig på vanlig vis:

”At skyde sådan i et beboelsesområde er fuldstændig uacceptabelt, og vi har sat massivt ind for at stoppe gerningsmændene og strafforfølge dem.”

Og det er ikke bare i hovedstaden, det uacceptable har slået rod. Også i det midtjyske er der grobund for såkaldt uacceptabel adfærd.

”Det er selvfølgelig totalt uacceptabelt, at nogle af beboerne begår kriminalitet. Vi har styrket hegnet omkring centeret for at have bedre styr på, hvem der går ind og ud af centeret.”

Ordene er udlændingeministerens. Mattias Tesfaye refererer i et skriftligt svar til udrejsecenter Kærshovedgård. Her sidder mennesker, der ikke har lovligt ophold i landet og mennesker, der er på tålt ophold. De første er i udrejseposition, som det hedder. Og den nye hjemrejsestyrelse skal påse, at udrejsen effektueres. I realiteten er der ikke så mange, der rykker teltpælene op og udrejser.

Det bliver også kaldt for totalt, fuldstændigt og aldeles uacceptabelt (kært barn har mange navne), når fyrværkeri rettes mod mennesker til nytår, når gymnasieelever og chauffører bliver angrebet i studentervogne, når fængselsbetjente bliver truet og overfaldet af indsatte, og når lærere bliver truet, hvis de underviser i visse emner og skulle vove at vise visse tegninger.

Samtidig har anmeldelser af vold og trusler om vold været støt stigende i Danmark i de senere år. Sådan er det. Uanset hvor uacceptabelt politikerne siger, det er. 

En acceptabel politik
Hvordan man skal undgå uacceptabel adfærd, er blevet en hjertesag for Radikale Venstre, hvis man ser på partiets nye samværspolitik. Og hvad er det så for en politik? Vil de radikale ændre loven til gavn og glæde for skilsmissefædre? Nej, da. Det handler om dem selv, ikke om at lave den politik og lovgivning, de er sat i verden for. På den måde er partiet en politisk pendant til TV 2.  

Samværspolitikken er en slags Ti Bud (eller nærmere 24 forbud). Og listen er slet ikke udtømmende, men blot eksempler på ”uacceptabel adfærd”. Hvad man skal og især ikke skal foretage sig for at være et skattet medlem af Radikale Venstre – og for at undgå at blive dømt uværdig. Der er hverken højt til loftet eller særlig langt til døren i det radikale safe space.

Af præamblen fremgår, at formålet med samværspolitikken er, at folk kan trives og føle sig trygge. Spørgsmålet er, om det her virkelig er det, politikere ville kalde for tryghedsfremmende foranstaltninger? Døm selv. Her kommer et lille udvalg af de radikale regler:

Man(d) skal undgå uønskede tilnærmelser både fysisk og på skrift og i tale og uønsket (!) porno. Uvedkommende forespørgsler om seksuelle emner er også verboten. Det er desuden uacceptabelt at opfordre til at bære bestemte former for tøj eller færre eller flere tøjdele. Og det harmonerer måske meget godt med, at de radikale stemte imod burkaloven. 

Det er alles ansvar at skabe en fælles kultur (endnu et ord, de radikale så godt kan lide). Alle skal udvise respekt for hinandens lige værd og forskellighed. Alle er altså lige. Ingen er mere lige end andre, som det også hedder på orwellsk. Indtagelse af alkohol (eller stoffer) er aldrig en undskyldning for at have udvist en uacceptabel adfærd, står der om de ”festlige lejligheder” (sic!). 

Det er måske ikke lårklaskende morsomt, men ufrivilligt morsomt er det.

Samværspolitikken er et sæt etiketteregler som Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard i sexismedøgnet slog et slag for også skulle udbredes til andre grene af samfundet. Personligt håber jeg ikke, det bliver tilfældet. For mon ikke de fleste mennesker udmærket selv er i stand til at afgøre, hvad der er acceptabel og hvad der er uacceptabel opførsel uden den slags sociale kontrolforanstaltninger. 

(Det findes der i øvrigt også et ord for. Det hedder dannelse.)

Ord uden forudgående handling
Uacceptabelt
bruges i vid udstrækning kontrafaktisk. Når noget i samfundet, der har fået lov til at vokse sig større og større, er blevet stiltiende accepteret eller i bedste fald bare ikke gjort noget ved, og politikere konfronteres med det faktum, at her er der altså et reelt problem. 

Det er ord uden forudgående handling, når for eksempel beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard i forbindelse med, at det er kommet frem, at jobcentrene i Københavns Kommune ingen (læs: nul) gange har henvist ledige til job, proklamerer, at det er fuldstændig uacceptabelt, og at hun beklager dybt, og at tallene er nye for hende, og nu pludselig konkluderer, at jobcenterdirektøren ikke længere skal sidde med området. Det skal en anden, der kan sikre, at københavnerne ikke er til grin for deres egne skattekroner.

Således kunne uacceptabelt snildt være kåret til årets ord. Fordi dette pendulord har fået så mange forskellige betydninger. Ordet kan bruges til at udstikke radikale og nypuritanske adfærdsregler og ytre moralsk forargelse. Eller når der er brug for at udtale sig kontrafaktisk og for at skabe falsk tryghed i samfundet. Og i særdeleshed når politisk afmagt skal pakkes pænt ind i patos og afstandtagen til de mange samfundsproblemer, der vitterlig burde være uacceptable, men som er gået hen og blevet en del af danskernes hverdag.

Men uacceptabelt er sådan et ubehageligt ord, når man ser på, hvad det egentlig betyder på nydansk. Ud fra den betragtning er coronapas selvfølgelig det mere acceptable valg. For coronapas rimer langt bedre på ægte samfundssind, sand tryghedsskabende foranstaltning og rigtig bekæmpelse af et samfundstruende problem.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter