"Det giver slet ikke mening, at en kvinde skal gå ud. Hjemmet er for kvinden, udenfor er for manden," belærer Amir Khah kvinden Faezeh.
Scenen udspiller sig i den iranske forfatterinde Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd, der foregår i 1959 i Teheran – 20 år før Iran blev et teokrati – og som på bedste vis illustrerer, hvad det vil sige at være underlagt negativ social kontrol. Parsipur, hvis bøger er forbudt i Iran, bor i Californien. Det er ikke risikofrit at skrive den slags.
Det ved Ayaan Hirsi Ali om nogen. I den somaliskfødte og muslimsk opdragede forsker og forfatters seneste bog om at være Frit bytte i Europa qua masseindvandringen fra ikke-vestlige lande er tesen, at kvinders frihed er blevet indskrænket, fordi overfald på – uledsagede – kvinder er blevet et stigende problem. Og at det i sagens natur især er kvinder fra de udsatte områder, der får deres frihed indskrænket. Efter mørkets frembrud. På løbeturen i parken. Til musikfestival og i svømmehallen.
De løsagtige og "billige" versus de dydige og ærbare
Indtil 1972 var det forbudt i bl.a. staten Connecticut at servere for unescorted ladies. Nogle barer havde sågar male only-skilte. En bar blev anset for et upassende sted for en kvinde. Bargæsterne kunne jo tro, at hun var prostitueret. Deri lå implicit en forestilling om, hvordan ”pæne piger” opførte sig og især ikke opførte sig.
I gældende dansk ret er der stadigvæk et levn af den måde at tænke på – i retsplejelovens § 185, stk. 2 om ofre for seksualforbrydelsers "tidligere seksuelle adfærd", stipuleres, at den form for bevisførelse ikke er tilladt, med mindre den kan antages at være "af væsentlig betydning for sagen". Men hvordan kan den være det? I et moderne samfund? Af forarbejderne fremgår, at § 185, stk. 2 skal bruges restriktivt. Bestemmelsen blev indsat i 1981. I det oprindelige lovforslag var der et generelt forbud mod bevisførelse om ofres seksuelle adfærd. Så da voldtægten i den såkaldte "Gurli-sag" blev genoptaget efter en afgørelse i 1984 af den Særlige Klageret, lagde man vægt på ofrets adfærd på baggrund af to, som det senere viste sig, usande påstande om såkaldt "løsagtighed". Kort tid senere begik den derpå frifundne to drab og forsøg på et tredje på Femøren. Dem – og flere voldtægter – blev han senere dømt for. "Gurli" begik selvmord.
Verden er en anden i dag, trods alt. Men kvinder bliver stadigvæk slutshamet og kaldt for billige tøser, mens få beskylder mænd for at være billige knøse. Det er en mildere form for social kontrol i et samfund, hvor kvinder for længst har opnået formel ligestilling med mænd.
Men nu er der angiveligt opstået en ny, langt alvorligere form. Det, Hirsi Ali kalder for "et importeret ærbarhedsdogme". I visse kulturer opholder en ærbar kvinde sig kun ude under opsyn af det, man i gamle dage kaldte for en anstandsdame eller chaperone. Og helst kønsopdelt. De for kvinder så gammeldags og regressive normer er ifølge Hirsi Ali ved at vinde indpas i Europa igen.
Fri bevægelighed?
Ayaan Hirsi Alis bog er baseret på omfattende research, interviews og det statistiske materiale, der er tilgængeligt. Hun forfægter uforfærdet det synspunkt, at chikane af kvinder i det offentlige rum er forværret af indvandring fra muslimske lande, selvom hun – ulogisk – beskyldes af sine kritikere for fremmedhad og såkaldt islamofobi.
Det er ikke mindst forholdene i Sverige, hun har interesseret sig for. Dem kan man også læse om i den årlige tryghedsundersøgelse, som Brå – Sveriges svar på Det Kriminalpræventive Råd – publicerer. Den taler sit tydelige sprog om, hvordan udsatheden for personfarlig kriminalitet er steget markant. I 2014 var det 2 pct. af svenskerne, der angav at have været udsat for en seksualforbrydelse. I 2019 var tallet 5,6 pct. Den markante stigning gør det svært at påstå, at der er tale om ubegrundet frygt, når også 45 pct. af de 20-24-årige kvinder angiver at være bange for at gå ud om aftenen. Efter en særligt brutal gruppevoldtægt advarede Malmøs politi kvinder mod at gå ud alene efter mørkets frembrud. Det viste sig at være så kontroversielt i det politisk korrekte Sverige, at de senere gik ud og sagde det modsatte: At kvinderne da bare skulle færdes ude.
Som Ayaan Hirsi Ali beskriver det, så har man ikke mindst i Tyskland og Sverige indført kønsopdelt svømning og musikfestivaller og såkaldte "gramseværn", fordi svømmerhaller og spasteder har modtaget så mange klager fra forulempede kvinder.
Hvad er så løsningen? Ayaan Hirsi Ali efterlyser bl.a. en større vilje fra feminister til at konfrontere ikke-vestlig kultur og diskutere den åbent. Men det er lettere sagt end gjort, erkender hun. Der er angsten for at blive beskyldt for at være racist og såkaldt islamofob. Og så er fokus et andet sted.
Her i Danmark har vi lige fået den samtykkelov, som især venstrefløjen sætter så stor lid til. Ikke mindst Enhedslistens Rosa Lund kunne ikke få armene ned efter vedtagelsen, og erklærede:
"Det her er en fantastisk dag, for nu får vi en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, der yder retfærdighed over for de alt for mange ofre for voldtægt. Endelig sker det. Nu slår vi det fuldstændig entydigt fast. Alle bestemmer over deres egen krop. Kun ja betyder ja."
Udover samtykkeloven er såkaldt hverdagssexisme det helt store samtaleemne herhjemme sammen med mandlige "tv-kanoners" påståede langt større lønninger. En påstand, der er ude af proportioner, som en ny undersøgelse af de faktiske forhold i DR og TV2 har påvist. Men den – for nogen – så ubekvemme sandhed er blevet mødt med tavshed i de fleste medier, ligesom kvinders tilsyneladende støt stigende frygt for at gå ud alene. I Tyskland kan kvinder nu købe safe shorts til at beskytte sig mod overgreb. Ligesom der i de senere år er blevet udviklet diverse transportable overfaldsalarmer – også her i Danmark.
Kan det mon være i erkendelse af, at der i større og større grad er nogen, der ikke helt forstår, at "alle bestemmer over deres egen krop"?
