For to års tid siden faldt jeg i snak med en liberal føderalist over en kirsebærøl. Spørg mig ikke, hvordan de to ting hænger sammen. Altså ikke kirsebær og øl, for det gik egentlig overraskende godt, men liberalisme og føderalisme. For mig at se er det umuligt både at gå ind for frihed og selvbestemmelse, mens man samtidig støtter unødvendig centralisering af magt i Bruxelles. Nå, men den liberale føderalist begyndte at rose EU’s forslag om øremærket barsel. Det havde jeg ikke frygteligt meget pænt at sige om, hvortil jeg fik følgende svar: “Når nu Danmark ikke kunne tage sig sammen, var det godt, at EU gjorde noget ved problemet”.
Min samtale over en kirsebærøl er naturligvis fuldkommen ubetydelig og gør mig ikke til nogen ekspert på hverken EU, Brexit eller noget som helst andet. Alligevel vil jeg driste mig til at påstå, at lige netop den logik, der her blev luftet, er afgørende for at forstå den bølge af EU-skepsis, som vi har set i mange lande, og som kulminerede med Storbritanniens udmeldelse af EU.
”Når nu Danmark ikke kunne tage sig sammen…”. Argumentet rummer et fravær af forståelse for, hvad EU i det hele taget er til for. Det er jo så åbenlyst, at man nærmest er pinligt berørt over at gøre andre voksne mennesker opmærksomme på det, men meningen med EU må være at løse de opgaver, som de europæiske lande ikke kan klare enkeltvist. EU er bygget på et samarbejde mellem frie og civiliserede demokratier. Landene har forskellige kulturer, religioner og historier. Derfor har landene også forskellige lovgivninger på forskellige områder, da lovgivninger typisk er udslag af den fremherskende moral i landet. Nogle emner er imidlertid grænseoverskridende og løses bedst i fællesskab. Det er i denne erkendelse, vi har lavet en europæisk union. Der er nogle områder, hvor det giver mening at stå samlet som én enhed frem for 28 mere eller mindre små nationer på den globale scene.
For de grænseoverskridende områder findes, og der bliver endda flere af dem. Det er selvfølgelig frihandel og øvrig fri bevægelighed. Det er klimaudfordringer; uanset om man så måtte holde med vindmølle- eller atomkraftholdet. Og hvis man kunne tage sig sammen til rent faktisk at få lavet en velfungerende ydre grænse, er der da ingen tvivl om, at det ville virke bedre end de par grænsebomme, det er lykkedes Danmark at få sat op.
Ingen klare grænser for EU-reguleringer
Problemet er bare, at EU’s indflydelse ikke stopper her. Der er en konstant bevægelse imod at regulere store og små områder, der ikke har det fjerneste med kerneopgaverne at gøre. Man finder altid en eller anden tvivlsom hjemmel i en traktat, der kan retfærdiggøre lidt dybere integration på visse punkter, som vi for tiden ser det i sagen om europæiske mindstelønninger. I Traktatens art. 153, der benyttes som hjemmel, står der i stk. 5, at [b]estemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.
Hvis man kan forstå det som en hjemmel til at indføre mindstelønninger, kan alt lade sig gøre. Desværre sidder man med indtrykket af, at der ikke er nogen klare grænser for, hvad der skal reguleres af EU. Og i bestræbelserne på hele tiden at udvide de kompetencer og presse ens egen politiske agenda igennem, støder man helt naturligt en masse mennesker og af og til hele lande fra sig. Heri ligger i virkeligheden en væsentlig del af forklaringen på Brexit og på de øvrige voldsomme rystelser, som EU har oplevet.
Øremærket barsel til mænd, som snakken faldt på den aften for to år siden, er jo bare en lillebitte dråbe i havet, men lad os da bare begynde med det. I Danmark havde man jo allerede, ligesom i mange andre lande, haft debatten om, hvorvidt øremærket barsel var en god idé eller ej. Forslaget blev nedstemt i Folketinget, inden det pludselig alligevel blev gennemført på EU-niveau. Pludselig blev det hele Europas ”problem”, hvor meget barsel hr. og fru Jensen skal holde, efter vi i Danmark ellers lige var blevet enige om, at det var hr. og fru Jensens egen beslutning, men pludselig var der tale om noget så afgørende, som de enkelte lande umuligt kunne beslutte selv.
Kløft mellem Syd og Nord og Vest og Øst
På det økonomiske område har man gennemført en fælles valuta for vidt forskellige økonomier, og da projektet ganske forudsigeligt skabte problemer i både Syd og Nord, hed det sig, at problemerne skyldtes manglende integration. Tak for kaffe.
På flygtninge- og migrantområdet var den helt store løsning at tvinge lande til at tage imod de mange flygtninge og migranter, der krydsede EU’s grænse. Det var selvfølgelig åbenlyst, at løsningen – foruden at være et kæmpe indgreb i landes ret til at bestemme egen udlændingepolitik – var dømt til at gå galt på forhånd. De østeuropæiske medlemmer ville naturligvis aldrig efterkomme et påbud om at nedlægge deres egen udlændingepolitik.
Oven på den forfejlede økonomiske integration kom der en kløft mellem Nord og Syd, og med flygtningekrisen sørgede man for at danne en kløft mellem Vest og Øst. Under alle de sædvanlige ord som fællesskab, samarbejde og solidaritet har man i virkeligheden formået at splitte mere, end man har samlet.
Mit ærinde er sådan set ikke at påstå, at der kun kommer dårligdom ud af EU-samarbejdet, for der er helt naturligt mange store fordele ved at have et tæt samarbejde blandt landene på vores lille kontinent. Ej heller er det mit ærinde at gøre mig til spå om, hvorvidt Brexit bliver en succes eller ej. Den slags spådomme giver jeg ikke meget for. Jeg vil i al beskedenhed blot påpege, at EU med sine føderale ambitioner selv har været medskaber af Brexit. En hel del europæere er trætte af unødvendig overregulering, af negligeringen af nærhedsprincippet, af stadig større føderale ambitioner. Heri ligger en stor del af forklaringen på Brexit. Det er de føderale ambitioner, der har gjort, at slogans som ”Take back control” fik så stor gennemslagskraft. For efterhånden har nationalstaterne mistet kontrollen med, hvad der kan bestemmes i regi af EU. EU har været sin egen værste fjende.
