Når politikerne finder en markedsfejl, i dette tilfælde klimaændringer, reagerer de fleste – ikke bare Danmark men over hele verden - med usvigelig sikkerhed ved at optræde ”handlingskraftigt” og dermed skabe politikfejl, der som oftest er mange gange mere skadelige end det problem, de gerne vil løse.
Et stjerneeksempel på en grov politikfejl, er forslaget om en ensidig national CO2 afgift på dansk landbrug.
Hvis den gennemføres, vil den med sikkerhed skade både klimaet og den danske og globale økonomi.
Inden jeg udreder dette nærmere, skal jeg slå et par uomtvistelige kendsgerninger om klimaændringer på plads:
Klimaændringer udgør ifølge IPCC ikke en krise (nødretstilstand) eller et dommedags-/katastrofeproblem. Klimaændringerne vil blot gøre os en lille smule mindre rige, end vi ellers ville være om hundrede år, hvor vi vil være cirka fem gange rigere end nu. Lig med at en dansk kassedame – hvis en sådan findes til den tid – reelt vil tjene cirka 105.000 kr. om måneden i 2124.
Op til cirka 3,5 graders temperaturændring vil alt det, vi gør for at modvirke klimaændringerne, være mere skadeligt for verden end selve klimaændringerne. Se den klimaøkonomiske nobelpristager, Nordhaus. Bemærk her, at alle dem, der hævder, at vi skal ”følge klimavidenskaben” meget sjældent refererer til den klimaøkonomiske videnskab.
En ensartet global afgift er urealistisk
Det er korrekt, selvom det er komplet urealistisk, at den bliver gennemført, at en ensartet global CO2-afgift på niveau med de forventede – begrænsede og overskuelige - nettonegative virkninger af klimaændringerne vil være den optimale løsning på problemet.
Men det er helt ved siden af at påstå, at nationale eller regionale afgifter vil gøre godt for noget som helst.
Svarer-udvalget, der udkom med deres rapport forleden, har nu vist krystalklart, at lige meget hvilket niveau, man lægger CO2-afgiften på, vil det koste produktion, beskæftigelse og menneskeskæbner i dansk landbrug.
Og det er jo direkte modbydeligt at ofre mennesker i landbruget i dag, for at imødegå aldeles fortænkte konsekvenser af klimaændringer om hundrede år.
Produktionen flytter- forbruget falder ikke
Det vil indlysende være skidt for både landbrugets og dansk økonomi. Men det vil også være skidt for klimaet, da det vil flytte produktionen af mad til andre lande med en lavere klimaeffektivitet og dermed øge den globale klimabelastning.
Og det er helt ved siden af at påstå, at den globale eller for så vidt den danske befolkning vil spise mindre kød blot, fordi dansk kød bliver dyrere. Du kigger ned i køledisken og ser oksekød fra Tyskland koste 20 procent mindre, og…
Bemærk, at en CO2-afgift på landbruget ikke opfylder regeringsgrundlaget, som siger, at der skal indføres en CO2-afgift, som ikke koster produktion og beskæftigelse i Danmark. Hvilket formanden for CO2-udvalget Michael Svarer selv erkender har været en umulig opgave.
Som CEPOS’ fremragende klimaøkonom, Otto Brøns-Petersen, har illustreret: Hvis det lagen du skal bruge for at dække sengen, er for småt, så kan du godt få det til at dække det ene hjørne, men så bliver det andet hjørne blotlagt.
Det er naturligvis korrekt, at hvis man absolut vil opfylde de planøkonomiske danske reduktionsmål for CO2-udledning, er en ensidig dansk CO2-afgift på landbruget den billigste løsning.
Planøkonomi er en alt for dyr måde at løse problemet på
Men husk, at de miljøøkonomiske vismænd med Lars Gaarn Hansen i spidsen – sammen med samtlige andre seriøse klimaøkonomer - har udtalt, at den planøkonomiske tilgang med faste reduktionsmål og faste tidsfrister er en alt for dyr måde at tilgå problemet på.
Derfor bør politikerne øjeblikkeligt droppe de nationale reduktionsmål og dermed også ideen om ensidige danske CO2-afgifter.
Argumentet om, at landbruget bør have de samme afgifter som andre brancher er ligeledes falsk. Da de andre brancher aldrig burde have været udsat for en ensidig dansk afgift, som blot har svækket deres konkurrenceevne og flyttet klimabelastende produktion til Kina.
OK, den samme afgift for landbruget, som for de andre brancher = Net-Zero, er da fint nok.
Hvad skal vi så gøre? Vi skal tage det helt roligt og lade den teknologiske udvikling løse udfordringerne i ro og orden over de næste par hundreder år. Og under ingen omstændigheder skal vi påføre det danske samfund udgifter, der er (meget) højere end udgifterne ved klimaændringer.
I Danmark har man fastsat omkostningerne ved klimaændringer til 750 DKK pr ton udledt CO2, men det er et tal, som er meget usikkert. Reelt ved man ikke ret meget om omkostningerne, selvom der er skrevet store rapporter om det.
Hvad så med klimaet? Det er som Inger Støjberg rigtigt siger: Hvis det tager noget længere tid at reducere CO2-udledningen i Danmark eller i det hele taget, går verden med sikkerhed ikke under af den grund.
Men hvad med landbruget? Jo, i det omfang det kan betale sig både driftsøkonomisk og samfundsøkonomisk skal dansk landbrug nok helt frivilligt og uden nogen som helst form for regulering, som næsten altid skader mere end den gavner, reducere sit klimaaftryk alene af den grund, at spild koster penge. Og så må det tage den tid det tager. Imens vil vi alle bliver rigere og leve bedre og længere, helt uanfægtet af, at det bliver lidt varmere.
