Abortdiskussionnen er pludselig igen blevet aktuel. Ingen ved rigtigt hvorfor. Men loven skal ændres. Og det kan kun gå én vej. Så her skal gennemgås – og gennemhulles – tilhængernes centrale argumenter ét for ét.
Argument 1: “Min krop, mit valg!”
Når fri abort og en udvidelse af abortgrænsen gøres til et spørgsmål om "kvinders ret til at bestemme over egen krop”, er der tale om et falsk og subjektivt argument.
Fri abort er objektivt set kvindens ret til at bestemme over en andens krop, nemlig et lille forsvarsløst fosters krop – et foster, som først på helt uforklarlig vis opnår rettigheder, der beskytter det mod at blive "fjernet", når det når en vis mere eller mindre tilfældigt fastsat alder. Lige nu er det 12 uger herhjemme, men 24 uger i Storbritannien. Og snart måske 18 uger i Danmark.
Hvordan hænger det sammen med den observerbare virkelighed? Det gør det ikke: Et foster er fra omkring uge to et selvstændigt individ med sit eget unikke DNA, sit eget køn og alle de anlæg, der skal til for at blive et fuldt og helt menneske. Det eneste der skal til, er tilførsel af ilt og næring og den beskyttelse, som livmoderen tilbyder fosteret: Resten går helt af sig selv.
Mærkeligt nok følges “Min krop, mit valg”-argumentet ikke af et ønske, endsige et tilsagn om også selv at betale for at udøve denne ret. Nej, det skal tværtimod ske på skatteborgernes regning og ved hjælp af højtuddannet sundhedspersonale i et i forvejen overbelastet sundhedsvæsen. “Min krop, mit valg – dine penge!” med andre ord. Måske er feministerne alligevel ikke så frie og selvstændige, når det kommer til stykket?
Helt ærligt: Det er ikke en sygdom at være gravid, og i langt de fleste tilfælde er en graviditet resultatet af et helt frivilligt samleje. Er det ikke først og fremmest her, kvinden – og manden – selv kan og bør bestemme over egen krop? Vil jeg dyrke sex uden beskyttelse? Vil jeg dyrke sex, vel vidende at jeg kan blive gravid, også selvom jeg/vi bruger beskyttelse? Vil jeg dyrke sex med risiko for senere at lade et ufødt barn betale med livet for den chance, jeg helt bevidst tog? “Min krop, mit valg” starter ikke med aborten, men med beslutningen om at dyrke (ubeskyttet) sex uden det fjerneste ønske om at få børn.
Argument 2: “Det er jo bare en klump celler”
Intet kunne være mere forkert: Allerede i løbet af uge 4 begynder hjertet at slå og fosterets eget blod at cirkulere. I uge 10 har kroppen og alle organerne taget form. I uge 12 ligner fosteret på alle måder et menneske, både udenpå og indeni.
Se denne video om fosterets udvikling mellem uge 10 og 14, hvis du skulle være i tvivl. Og den grænse skal nu flyttes yderligere – alene for kvindens skyld og på initiativ af et lille mindretal i den danske befolkning.
Tre måneder er ikke nok tid til at beslutte sig, og fosteret får efter forslaget pludselig og helt uforklarligt først visse rettigheder hele 3 eller 6 uger senere end i dag – med hvilke argumenter?
Det hænger overhovedet ikke sammen, hverken videnskabeligt, logisk eller etisk. Og som sådan passer det jo desværre uendeligt godt til vores tid, hvor vi rask væk går på kompromis med det, der var etablerede sandheder så sent som sidste år.
Argument 3. “Fosteret er jo ikke levedygtigt efter 18 uger”
Hvorfor er det relevant, om et foster kan leve uden for livmoderen? Det lever fint, der hvor det ligger, helt naturligt, trygt og varmt i livmoderen, hvor et foster hører hjemme. Og fire, fem, seks måneder senere bliver det født som et nyt lille barn, helt efter naturens orden.
Vi siger ikke til en polarforsker på indlandsisen: “Du er ikke et menneske, for du ville ikke kunne overleve en nat uden din sovepose og dit telt.” En respiratorpatient kan heller ikke overleve uden respiratoren. En patient, der har mistet en masse blod, kan ikke overleve uden blodtransfusioner. Vi er forhåbentlig enige om, at de stadig er mennesker.
Levedygtighedskriteriet er altså et falsk kriterium i abortspørgsmålet, især fordi det navnlig er lungernes udvikling, som begrænser muligheden for fosterets overlevelse før uge 22. Tænk lige over det: Logisk nok er lungerne underudviklede, idet fosteret jo netop ikke har brug for sine lunger på noget tidspunkt af graviditeten! Først når barnet bliver født, er lungerne vigtige – og alligevel gøres de altså til kriterium for en abortgrænse. Det svarer til at gøre et barns højde i 9-års-alderen til kriterium for optagelse i Livgarden ni år senere.
Argument 4. “Loven er 50 år gammel og dermed utidssvarende”
Om noget er det et helt utidssvarende argument, især når det bruges af de samme mennesker, som anvender levedygtighed som kriterium, idet grænsen for, hvornår et for tidligt født foster kan overleve uden for livmoderen, kun går én vej, nemlig nedad: 21 uger og én dag er rekorden – og der er ingen tvivl om, at den grænse vil rykke sig yderligere i takt med den teknologiske udvikling.
Med forslaget om en grænse på 18 uger er vi således rædselsvækkende tæt på en situation, hvor lægerne i en ikke så fjern fremtid kæmper af alle kræfter for at redde et for tidligt født 18 uger gammelt fosters liv i den ene hospitalsstue, mens lægerne i stuen ved siden af helt bevidst slår et sundt foster på samme alder ihjel. Bortset fra det rædselsscenarie, så er argumentet om lovens alder naturligvis i sig selv meningsløst:
Ingen lov bør ændres alene på grund af alder – og bruger man det argument, så afslører man en desperat mangel på saglige argumenter. Højrevigepligten er fra den første danske færdselslov i 1927. Skal den ændres, fordi den er næsten 100 år gammel, eller har den netop overlevet i så mange år, fordi den virker og opfattes som rimelig og fornuftig af et bredt flertal?
Argument 5. “Tænk på, hvor hårdt livet er for et uønsket barn!”
Er det ikke umenneskeligt, at en gravid skal gennemføre en graviditet og dernæst opfostre et barn, hun ikke har ønsket, og som derfor aldrig vil føle sig elsket? Også her er der tale om et falsk argument.
Først og fremmest fordi alternativet er helt oplagt: Hvert 10. danske par er ufrivilligt barnløse, og de ville elske at træde til som forældre for det barn, som er “uønsket” for den gravide kvinde. Ja, det er simpelthen deres største ønske – og samtidig den største sorg i deres barnløse liv, at det er så svært at finde adoptivbørn.
Ja, det betyder at den gravide kvinde skal gennemføre sin graviditet og føde barnet som normalt – men det må være klart det mindste af to onder, da alternativet er fosterets død og de barnløses fortsatte sorg. Titusinder af danske børn og voksne er adopteret. Hvor mange af dem mon ville foretrække aldrig at være født?
Hvor presset kommer fra
Sidst, men ikke mindst: Hvem er det i grunden, der nu pludselig kræver abortgrænsen ændret? Ja, det er i hvert fald ikke den danske befolkning – og slet ikke de danske kvinder: For cirka et år siden undersøgte Altinget spørgsmålet om abort: 67 procent af alle de adspurgte og hele 76 procent af kvinderne var tilfredse med de eksisterende grænser.
Der er intet folkeligt krav om at ændre den nuværende abortgrænse. Tværtimod. Er der mon så et stort, uafdækket behov for at flytte abortgrænsen til uge 18 som foreslået af et flertal i Etisk Råd og i Folketinget?
Tallene siger det stik modsatte: I 2021 var der i alt 90 anmodninger om senabort i graviditetsuge 18. Abortrådet gav tilladelse i 87 tilfælde og afslag i tre. Skal vi virkelig ændre loven, med alt hvad det indebærer, ikke mindst risikoen for at splitte befolkningen, for så lillebitte et mindretal – tre ud af de ca 15.000 aborter, som foretages i Danmark om året?
Det forekommer helt proportionsløst, foruden at det på ingen måde støttes af et flertal i befolkningen. Men et lille og meget højtråbende mindretal af især venstreorienterede storbykvinder, anført af Enhedslisten og desværre sekunderet af toneangivende “blå” kvinder som ligestillingsminister Marie Bjerre og sundhedsminister Sophie Løhde i Venstre, har sat sig for at få loven ændret, stik imod danskernes udtrykte ønske og helt uden at kunne påvise et egentligt behov!
Who cares? Det er nemlig en af de populære storby-feministiske dagsordener, ligesom kvindekvoter til topposter i erhvervslivet, samtykkeloven og tvungen barsel til mænd. Det er fjerdebølgefeminismens indtog i dansk lovgivning, og den tager ingen fanger.
I parentes bemærket er det interessant, at Etisk Råd, som består af ni kvinder og otte mænd, således på ingen måde er repræsentativt for den danske befolkning: I så fald blev abortgrænsen på de 12 uger fastholdt med et massivt flertal.
Når nu det omvendte er tilfældet, og Etisk Råd altså anbefaler at hæve abortgrænsen til 15 eller helst 18 uger, er det relevant at stille spørgsmålet: Kan noget i Danmark være etisk, som ikke er rodfæstet i befolkningen og i landets traditioner, herunder den kristne tro og de hævdvundne menneskerettigheder, sådan som de opfattes af helt almindelige mennesker? Når kun to af Etisk Råds ni kvindelige medlemmer går ind for at fastholde den nuværende grænse, mens
de syv andre ønsker grænsen hævet, er rådet så repræsentativt? Skulle man måske overveje et par medlemmer, som ikke er højtudannede storbymennesker, eller er konklusionen den, at tre fjerdedele af Danmarks kvinder og to tredjedele af Danmarks mænd ingen forstand har på abort og etik?
Samlet set dumper forslaget om at øge abortgrænsen til 18 – eller for den sags skyld 15 – uger med et brag: Argumenterne holder simpelthen ikke. Og opbakningen fra befolkningen mangler totalt. Når forslaget alligevel snart vedtages, så bør det være et wakeup call til den danske befolkning. Som Henrik Dahl så udmærket formulerer det: “En beslutsom elite sagtens kan gennemtrumfe sin vilje over for et splittet folk. Den gør det igen og igen – indtil nogen siger nej med eftertryk.”
Og på den måde er det jo alligevel op til befolkningen at bestemme. Det er op til os, om abortgrænsen skal hæves. Om en lille, højtuddannet og top-privilegeret storbyelite, der lever i en familiefjendsk karriereboble, igen og igen skal kunne trække store ændringer ned over hovedet på det brede flertal uden saglige argumenter? Vi skal bare beslutte os for at tage magten fra mindretallet, sådan helt demokratisk ved næste valg.
