Akronymet NIMBY står for Not In My Back Yard. Fænomenet er tæt forbundet med dem, tyskerne kalder for Gutmenschen, altså dem, der uden omtanke for konsekvenserne (for andre) prædiker moral (for andre) om, hvordan det ”gode” menneske bør agere udi køn, klima og (multi-)kultur.
De to sidste søjler har de (selv-)gode svært ved at praktisere. De har høje idealer, bevares, og progressive visioner for vindmøller, biogasanlæg, fængsler langt fra Kosovo og asyl- og udrejsecentre, hvor overholdelsen af menneskerettighederne har deres helt særlige bevågenhed, multietniske skoler og ditto gymnasier.
I realiteten ligger disse anlæg og institutioner langt væk fra hr. og fru social værdikrigers egen matrikel på eksempelvis Frederiksberg, Østerbro, ved Søerne, i det mondæne København K, på Sundvejene i Hellerup, hvor deres egne børn kun alt for sjældent nyder godt af mangfoldigheden i folkeskolen. eller på ungdomsuddannelserne, men i stedet for frekventerer en af de mange uddannelsesinstitutioner, der scorer højt i PISA-undersøgelser og i karaktergennemsnit og tilsvarende lavt i multietnicitet og inklusion. Altså de private, fri- og lilleskoler, de har været skrevet op til fra fødslen.
Danske Gutmenschen forfægter med næb og klør det synspunkt, at Danmark lukker alt for få flygtninge og migranter fra især Mellemøsten og Nordafrika ind i Danmark. De mange forfulgte kristne i verden – 360 millioner ifølge organisationen Open Doors – er de sært nok ikke så optaget af. Vi kan og bør hjælpe mange flere, lyder mantraet.
For med John Donnes ord er intet menneske en ø, og de er ét med den hele menneskehed. Nimbyisterne har nemlig internationalt udsyn fra baghaven i deres eksklusive og homogene boligområder. De af dem, der har adgang til udenlandske medier, fortæller gerne frit fra leveren om, hvor meget de skammer sig over dansk udlændingepolitik i kølvandet på, at de har instrueret eller spillet med i skatteborgerbetalte danske filmproduktioner og efterfølgende høstet international succes derfor.
Fra elfenbenstårnet på de nordsjællandske ejendomme, i Risskov og ved Skåde Bakker i Smilets by, fra 2900 Happiness, 2100 Spelt og det mondæne Amaliegade-kvarter med Marmorkirken og Amalienborg Slot som nabo, lyder det samme budskab: Kritikerne – herunder dem, der rent faktisk lever med konsekvenserne – af multikultur er inhumane, fremmedfjendske, umenneskelige, ja sågar det rigtigt grimme: racister. Fordi de ikke tror på og måske endda tillader sig at ytre sig kritisk over for Danmarks udvikling i retning af et multietnisk samfund.
Men har Gutmenschen da ikke også ytringsfrihed? Jo, bestemt. Og det skal jeg da lige love for, at de benytter sig af. Det, man kan spørge sig selv om, er, om de overvejer, at det er ganske gratis at være tolerant, rummelig og invitere gæster, når de ikke selv betaler regningen for den tolerance, der er så let at udvise. Når den ikke koster noget. For en selv eller ens børn. At det er largesse på andres vegne?
Jeg tvivler.
Tidligere udlændinge- og integrationsminister og nuværende justitsminister Mattias Tesfaye, selv bosiddende i Albertslund, har tilladt sig at sige det åbenlyse, nemlig:
“Hvis der går hul på Europa igen, og asyltallene begynder at stige, ved jeg godt, hvem der kommer til at betale prisen. Det bliver de mennesker, der bor i de områder, der i forvejen har sociale problemer og for meget kriminalitet, og de børn, der går på skoler, der i forvejen har integrationsproblemer. Det er folk med kortere uddannelser og lavere indtægter, der betaler den højeste pris, når vi ikke har styr på udlændingeområdet.”
Hvis man interesserer sig for emnet, kunne man læse ministerens bog, Velkommen Mustafa, hvori
Tesfaye har turdet dokumentere, hvem det er, der rent faktisk ender med problemerne i baghaven.
Det er han ikke blevet mere populær af. Ikke blandt NIMBY-segmentet i hvert fald.
Globalt udsyn og altruisme
Nu er det jo langtfra kun et dansk fænomen, at de, der prædiker moral om ikke-vestlig indvandring, selv bor i mere end behørig afstand af den.
Fra Storbritannien kan nævnes sangerinden Lily Allen, der først ville huse illegale flygtninge fra Calais, men siden erklærede, at hun ikke havde plads i sin luksuslejlighed.
Fra Sverige har tidligere statsminister Stefan Löfven proklameret, at han gerne vil bo i Rinkeby. Det var i forbindelse med indvielsen af en ny supersikret politistation i den kriminalitetshærgede by. Det ville i givet fald blive med banderne i baghaven. Mig bekendt har han endnu ikke rykket teltpælene op.
I det mondæne Östermalm i Stockholm bor Jan Guillou ifølge eget udsagn i det mest indvandrertætte område i Sverige. Der bor mange diplomater, så måske er det dem, den berømte forfatter og selverklærede socialist, refererer til.
Tidligere statsminister Fredrik åbna era hjertar Reinfeldt, der om nogen har bidraget til, at Sverige ser ud, som det gør i dag, er selv flyttet til Östermalm.
I USA er den selverklærede militante marxist og en af grundlæggerne af Black Lives Matter, Patrisse Khan-Cullors kommet i søgelyset, efter hun har købt fast ejendom i eksklusive kvarterer, hvor der bor meget få sorte.
NIMBY på nordjysk
I fjor erklærede Hjørrings daværende socialdemokratiske borgmester under megen mediebevågenhed sig villig til at huse udviste kriminelle asylansøgere. Han ville hente maksimalt 25 til Hjørring kommune. For med eksborgmesterens egne ord: Det er svært at spise en elefant, men hvis man deler den op, kan det være, at man kan æde den.
De skal sendes ud, bedyrede sossen, der skam bakker op om partilinjen. Men med lidt værdighed, betonede han. Det skulle angiveligt ske ved, at farlige forbrydere skulle gøres til farmere og dyrke – økologiske, sågar – grøntsager til kommunens institutioner. Og det lød jo godt på papiret med mindelser om Jeppe Aakjær og den almue, der opdyrkede den danske muld og ved hårdt arbejde lagde grundstenen til velfærdsstaten.
Nu banker virkeligheden så på døren, og det ser unægteligt ud til, at der rent faktisk skal huses udviste kriminelle i det nordjyske, nærmere bestemt i Vrå, en stationsby i Hjørring Kommune. Selvom Vrå betyder afsidesliggende område, er det åbenbart ikke langt nok ude til, at de lokale køber Jeppe Aakjær-fortællingen. Især ikke de nærmeste naboer til bostedet.
Den nordjyske – nu tidligere – borgmester havde ikke overraskende gjort regning uden vært. Han glemte så at sige at adressere elefanten i rummet. Og den er, at uanset hvad folk siger, så er der naturligvis ingen, hverken Gutmenschen eller godtfolk, der ønsker problemer i baghaven, lige meget hvor mange gange den nyvalgte (Venstre-)borgmester i Hjørring direkte adspurgt understreger, og det endda med patos i stemmen, at det er mennesker, vi har med at gøre.
Stemningen i Vrå er for tiden, nøjagtig ligesom den var i Vejle, da Sandvad-borgerne skulle byde velkommen til ”særligt udsatte” udvisningsdømte udlændinge. I Vejles baghave har roen sænket sig. Nu hvor alle problemerne og dialogmøderne med politikerne er rykket nordenfjords.
Men NIMBY kan rent faktisk blive til YIMBY. (Yes, in my back yard).
Det sker ikke så tit. Men det skete, da de ukrainske flygtninge kom til landet. Dem ville mange gerne huse.
Jeg vil overlade det til læseren selv at drage sine egne konklusioner om, hvorfor det mon forholder sig sådan.
