Der var i de seneste mange år to virkelig respektindgydende ting at sige om Lise Nørgaard, som nu er afgået ved døden. Den ene var hendes høje alder, født som hun var i 1917, året for den russiske revolution, det tredje Ypres-slag under 1. verdenskrig og salget af de dansk-vestindiske øer til USA. Dermed var hun et livsvidne til en godt og vel 100-årig periode, hvor det danske samfund gennemgik de måske mest fundamentale forandringer nogensinde før i historien. Den anden var naturligvis hendes altoverskyggende succes som idémager og hovedforfatter til tv-serien Matador, der nu i flere generationer har præget rigtig mange danskeres opfattelse af danmarkshistorien i første halvdel af det 20. århundrede.
Matador var ikke kronen på værket i en forfatterkarriere, præget af høj kvalitet, men snarere – sammen med de vellykkede erindringsbøger Kun en pige og De sendte en dame – den blivende værdi i en produktion, som først og fremmest var journalistisk og derudover præget af en række ret forglemmelige bøger, film- og tv-serier som folkekomedien Mig og mafien og den anstrengt sjove Mor er major-serie om den lårklaskende begivenhed, at en kvinde bliver udnævnt til major i hæren.
Men med Matador ramte hun plet, i høj grad affødt af at Lise Nørgaard som uddannet journalist havde et skarpt blik for både personlighedstyper og samfundsstrukturer og var i stand til at beskrive et udviklingsforløb fængende og troværdigt. Seriens form var ikke sikker i de første afsnit, som er lidt for præget af Lise Nørgaards hang til folkekomedien med lovlig stor vægt på karikerede typer som Oberst Hackel, fru Fernando Møhge og hr. Schwann, og modtagelsen var da også langtfra så overstrømmende, som seriens senere så uantastelige klassikerstatus kunne give anledning til at tro. Men i løbet af seriens 24 afsnit finder den mere og mere sin form i en realistisk stil, som på en række punkter udgør et fint portræt af udviklingen i det danske samfund i de år fra 1929 til 1947, hvor dens historie udspiller sig.
Seriens hovedperson er den egentlige ”matador”, Mads (Andersen) Skjern, men den er i høj grad også selve byen Korsbæk, en fiktiv sjællandsk provinsby, som er inspireret af Lise Nørgaards hjemby Roskilde, og navnemæssigt er en sammentrækning af Korsør og Holbæk. Det troværdigt skildrede, men næsten helt fremmedartede i dag, er provinsbyens selvbærende miljø med et selvstændigt forretningsliv, et blomstrende kulturliv og en veldefineret social lagdeling, som ikke er fuldkommen statisk, men forudsætter helt særlige talenter eller en helt særlig mangel på talent at bryde ud af. I spidsen for det lille samfund står ved seriens udgangspunkt med fuld selvfølgelighed et klassisk kulturborgerskab, som i stort omfang har arvet deres positioner inden for handel, bankverden og offentlige institutioner.
Med byens førstemand, bankdirektør Hans Christian Varnæs i spidsen, repræsenterer de en urokkelig konservativ livsindstilling, som er præget af klassiske opfattelser af ansvarlighed, mådehold og god, borgerlig smag. Allerede i seriens første afsnit, ‘Den rejsende’, mærker vi med Mads Skjerns ankomst til byen dog det snigende angreb fra industrialisering, modernitet, profithunger og til slut også internationalisering, som gradvist skal kuldkaste Korsbæks sociale og økonomiske orden frem mod 1940’erne.
Skjern er liberal i ”lad falde, hvad ikke kan stå”-traditionen, og uden sans for blivende værdier – bortset fra den kristentro, han har med sig fra sin indremissionske opvækst i Vestjylland. Fra den modsatte side af det politiske spektrum sættes der venligt, men bestemt spørgsmål ved borgerskabets værdier ligeledes af den kloge tilflyttede læge, dr. Hansen, som er radikal og samfundskritisk, og i stand til ubesværet at bevæge sig rundt i alle byens cirkler, uanset social status og anseelse.
Det konservative, det liberale og det (kultur)radikale er seriens anerkendte politiske positioner, mens den egentlige venstrefløj med socialdemokrater og kommunister mest regnes for lidt grinagtige, ofte småhykleriske politiske randfænomener, selvom socialdemokraterne overtager bystyret fra de konservative. Af de mere anerkendte politiske positioner skildres den i udgangspunktet dominerende konservative med varme, men også med kritisk overbærenhed, og det står hurtigt klart, at dens statiske kultur må dø, eller i hvert fald grundlæggende forandres, hvis nye tanker og nye talenter skal have deres retmæssige plads i morgendagens samfund. Dette nye samfund repræsenterer først og fremmest den økonomiske liberalisme i skikkelse af Mads Skjern, men også han har store skyggesider, og selvom han erobrer den ganske verden (”Mads, han har alt”, som seriens afsluttende replik lyder), så fortæres hans sjæl gradvist af den umættelige trang til mammon.
Den selverklærede Venstre-vælger Lise Nørgaards primære sympati ligger til gengæld urokkeligt hos Korsbæks kulturradikale subkultur med den socialt bevidste læge dr. Hansen, den ligestillingsengagerede Elisabeth Friis og den melankolske, men yderst velmenende bankdirektør Kristen Skjern.
På mange måder kulminerer seriens temaer og dilemmaer i besættelsestiden, der – som i virkelighedens verden – møder hovedpersonerne med moralske krav, der på godt og ondt accentuerer deres væsentlige karaktertræk. Seriens syn på besættelsen som en periode, hvor så godt som hele den danske befolkning mere eller mindre aktivt tog afstand fra den tyske besættelsesmagt, bortset fra enkelte, i forvejen udstødte sociale udskud og dårlige mennesker, ville man med sikkerhed ikke have præsenteret på samme måde i dag, hvor vi har et noget mere nuanceret syn på perioden, men i seriens narrativ fungerer besættelsesafsnittene 16-21 fremragende.
Ganske overraskende og ahistorisk er det den radikale del af borgerskabet, som udgør grundstammen i den lokale modstandsbevægelse, dog bistået af den lokale godsejer, baron von Rydtger, som trods sit adelige ophav også er en moderne fritænker, der ender med at testamentere sit slægtsgods til en statslig landbrugsskole. Bondekonen Katrine Larsen, som er erklæret Venstrevælger, giver også en hånd med.
De konservative og kommunisterne, som i virkelighedens verden udgjorde kernen i modstandsbevægelsen, hører vi ikke meget til i den forbindelse, men byens førstedame, fru bankdirektør Varnæs, træder dog tydeligt i karakter under jødeaktionen i 1943, som skildres meget smukt i seriens afsnit 18, ‘Hr. Stein’, måske det bedste afsnit af dem alle. I det hele taget rummer serien mange fine eksempler på social og personlig ansvarlighed hos det konservative kulturborgerskab, og man fornemmer klart en kærlighed hos Lise Nørgaard til denne, i dag næsten helt forsvundne, samfundsmæssige position, som vi ved fra erindringsbøgerne også var hendes egne forældres.
Vi ser Matador med bittersødme, for vi ved godt, at den periode, den skildrer, for længst er ovre, sammen med de tydelige kvaliteter, provinsbymiljøet rummede. Det er en slags dansk Verden af i går, som titlen er på østrigeren Stefan Zweigs berømte erindringsbog om den ”tryghedens gyldne tidsalder”, han voksede op i før 1. verdenskrig. Lidt før Matador, men i Danmark går udviklingen ikke altid så stærkt som ude i den store verden.
Vi ved instinktivt, fordi det er en del af vores kollektive erindring, at den disruption, som Mads Skjern har begyndt i Korsbæk, kun vil tage til i styrke, og at modernitetens jernnæve til slut helt vil knuse det lille samfund. Både Korsbæk Bank og Omegnsbanken vil indgå i gentagne fusioner med større banker, og Ulrik bliver aldrig direktør for den bank, hans oldefar grundlagde. Til slut vil mindst den ene af de filialer, bankerne nu er reduceret til, blive nedlagt.
Skjerns Magasin bliver sikkert en del af Min Tøjmand-kæden. Kasernen forsvinder senest, da vi skal høste fredsdividenden efter den kolde krig, og til slut kommer Lars Løkke og lukker seminariet, byretten og rådhuset, hvorefter Korsbæk Kommune lægges ind under den nærmeste store provinsby. Det kulturborgerskab, som holdt liv i byens mange foreninger og traditioner, vil være væk. På den måde er Matadors tidsbillede også et billede på en udvikling i hele Danmark, som vi kender, og som mange i dag begræder.
Selvom Matador primært er fiktion, trods glimt af erindringsstof, og på flere punkter karikeret og diskutabel i sit syn på danmarkshistorien, så er det en meget stor bedrift at have fået idéen til en serie, som i den grad er gået med ind i danskernes kollektive erindring og også på mange måder har styrket bevidstheden om vores fælles historie som danskere. Efter for nylig at have genset serien efter udtrykkeligt ønske fra min 12-årige datter, føler jeg mig overbevist om, at den også i mange år fremover vil bevare sin position som måske den mest vellykkede danske tv-serie nogensinde. Alene af den grund bør vi kippe med flaget for Lise Nørgaard, som nu ikke er blandt os længere. Æret være hendes minde.
