Hvordan kan noget oplyst menneske tro på et kommunistisk Shangri-La med fed lykke, lighed og velstand til alle?
Se nu DDR, Den ”Demokratiske” Republik, hvor partitoppen boede i Wandlitz, Volvograd i folkemunde. Her mæskede politibureauets elite sig i delikatesser fra det dekadente Vesten, mens østborgerne stod i kø for at få mad og ventede i årevis på en Trabant.
Enhedslisten blev grundlagt af en trojka bestående af DKP’ere, VS’ere og SAP’ere i 1989, hvor Muren og to år senere Sovjetunionen faldt. Og det skulle have været afslutningen på historien, kommunismen og den kolde krig. Siden er det gået godt for partiet.
Ved kommunalvalget i fjor fik Enhedslisten øget sit i forvejen betydelige momentum i blandt andet København, hvor næsten hver fjerde vælger stemte på partiet på den yderste venstrefløj. Også på Frederiksberg og Bornholm fik partiet sat sit flag.
For én, der har læst principprogrammet, både det fra 2003 og det seneste fra 2013, hvor de bitre piller er blevet glaseret, er det en kilde til konstant undren. Men vælgerne læser ikke partiprogrammer, inden de sætter deres kryds. Det burde de måske gøre.
Viva la revolución
Du kan ikke lave en revolution med silkehandsker på, citeres kammerat Stalin for at have sagt. Og han må jo vide det. Retorikken i 2013-udgaven er imidlertid blevet ændret til, at der skal arbejdes for ”en socialistisk og demokratisk revolution”.
En ny grundlov skal muliggøre d-e-m-o-k-r-a-t-i-s-k overtagelse af ejerskabet til samfundsbærende produktionsmidler. Det forklares ikke nærmere, hvordan partiet forestiller sig, at virksomheds- og fabriksejere foranlediges til at overdrage deres ejendom til staten, og om de forventer, at kulakkerne frivilligt afleverer alt deres jordiske gods til kollektivet.
I samme virkelighedsfjerne ånd tales om ”en radikal omfordeling af forbruget, for at verdens fattige – inklusive fattige mennesker i rige lande – kan få hævet deres levestandard”.
Enhedslisten vil med andre ord redde – ikke Danmark – men hele verden. Nærområderne og den hjemlige andedam er de ikke voldsomt optaget af. Det skulle da lige være den på Nørrebro. Her kan man krydse Den Røde Plads og fortsætte, dog ikke mod Kreml, men Mjølnerparken og det, som på et hængende hår fik navnet Mimers – og ikke Palæstinas – Plads.
”Oligarkisk (!) kapitalisme”
Lad den, som vil ændre verden, først ændre sig selv, skulle Sokrates have sagt. Man kan ikke have en masse idealer uden selv at leve efter dem. Eller være moralsk forarget over det ene og det andet for så at gøre det samme selv. Kan man?
Sagtens.
Men man risikerer at blive kaldt dobbeltmoralsk, kystbane-, champagne-, kaviarsocialist eller salonkommunist, for eksempel når man som erklæret trotskist sælger sit forældrekøb med profit. Eller når man belåner friværdien i en kollektivistisk millionvilla på det mondæne Frederiksberg til et sommerhus, en datja, i det nationalistiske Catalonien. Eller beholder sit eftervederlag, mens man forarges over, at andre gør det samme.
Det er i de nordiske – kapitalistiske – lande som Finland, Norge, Danmark og fordums Sverige, med en protestantisk arbejdsmoral, man finder demokratiske velfærdsstater. Alligevel har chefideolog Pelle Dragsted lige udgivet bogen Nordisk socialisme, hvor der tordnes imod den oligarkiske kapitalisme og plæderes for mere demokratisk magt til folket. For ”fællesgørelse” i modsætning til det ”markedsgjorte” demokrati. For klimavenlige, kollektive kooperativer. Det, der i Stalins USSR hed kolkhozer.
Som man også kan læse i principprogrammet, hvis ikke man orker at tygge sig igennem chefideologens opus: ”Socialisme indebærer, at økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og at der ikke produceres efter profithensyn.”
Nu er det næppe revolutionerende nyt, at egen vinding, egoisme, er en stor drivkraft i mennesket. Langt større end altruisme. Og at produktionsapparatets forfatning i socialistiske lande er et sørgeligt vidnesbyrd derom. Det samme kan siges om den private ejendomsret. Folk går bare mere op i at vedligeholde deres eget hus end et, der er blevet ”fællesgjort”. Ifølge den endnu gældende Grundlovs § 73, er ejendomsretten ukrænkelig både vest og syd for Valby Bakke.
Efter Johanne Schmidt-Nielsen blev generalsekretær for Red Barnet, overtog Pernille Skipper roret. Den selverklærede trotskist meldte sig også ud af SAP. Og optrådte hos Clement, hvor værten med ihærdighed, men uden held forsøgte at få hende til at forklare sit partis vision om afskaffelse af ejendomsretten. For som Skipper sagde: Jeg gider ikke lege den leg.
Måske er det også nok, at Enhedslisten er en samling af mennesker, der ønsker at gøre verden bedre. Man ihukommer The Beatles’ Revolution 1:
You say you'll change the constitution …
But if you go carrying pictures of Chairman Mao
You ain't going to make it with anyone anyhow …
Russisk ordsalat
FN-landet Ukraine har jævnfør artikel 51 i FN-konventionen ret til at forsvare sig selv mod invasion fra en fremmed magt. Det er det, der hedder retfærdig krig. At fjenden er Moder Rusland, er indiskutabelt for de fleste her i fædrelandet. Hos Enhedslisten har der været lidt vaklen i geledderne, men chefideologen har skåret igennem i en artikel for nylig, hvor han kaldte Rusland for et ultrakapitalistisk kleptokrati. Kapitalismen er tilsyneladende ondets rod – og måske ikke så meget regimet?
Det fredselskende parti med de globale rødder i ikke helt så pacifistiske Antifascistisk Aktion måtte til sidst krybe til korset og bekende sig til NATO. Pernille Skipper udtrykte kovendingen noget famlende i et radiointerview, hvor hun blandt andet sagde: Verden er forandret med Ruslands invasion… Vi bliver nødt til at anskue verden anderledes. NATO er ikke en organisation med fred. Vi skal hele tiden forbedre den virkelighed, vi lever i …
Listens tilslutning til NATO er tydeligvis nødtvungen. Hovedbestyrelsen er imod, kernevælgerne er for, og politisk ordfører Mai Villadsen er gået i flyverskjul. Spørgsmålet er, om NATO kan ende med at blive 2022’s svar på skandalen fra 2007, hvor partiet opstillede Asmaa Abdol-Hamid til folketingsvalget, og debat om kandidatens demokratiske værdier bragte partiet nær spærregrænsen?
Det ser ikke sådan ud i skrivende stund, hvor Enhedslistens vælgertække er blevet endnu større end ved sidste valg. (Hygge-)kommunismen er blevet utrolig populær i Danmark. Især blandt de helt unge vælgere og – jeg kvier mig ved at sige det – kvindelige vælgere.
Måske skal noget af svaret findes i, at Enhedslisten har været så gode til at promovere sig selv som et parti, der står i forreste front, når det handler om at gøre verden til et meget bedre sted, især på parametrene køn, klima og mangfoldighed. Noget, der ligger de unge og de kvindelige vælgere på sinde. Det føles måske bare rarere at være idealist end realist jævnfør devisen, der fejlagtigt tilskrives Churchill: Hvis du ikke er socialist som ung, har du intet hjerte. Og hvis du ikke er borgerlig som voksen, har du ingen hjerne.
I Sverige ville de blå partier have haft magten, hvis det var mændene, der bestemte. Og Sverige ville ikke have haft de svenske tilstande, som Den feministiska Regeringen har påført landet. Men der er muligvis ved at ske en højredrejning blandt unge svenskere under 30, der har større tillid til blå partiledere og (ser det ud til) blå partier som især Moderaterna. Måske fordi svenskerne omsider kan se, hvilke omkostninger det har for deres eget land, når deres politikere vil redde hele verden.
Den erkendelse er de kommunismebegejstrede danskere ikke nået til endnu. Eller, for at citere noget, som Churchill rent faktisk har sagt – om Rusland: ”Enhver kan se, hvordan kommunismen får en nations sjæl til at rådne; hvordan den gør den afskyelig og sulten i fredstid og viser sig at være umoralsk og vederstyggelig i krigstid.”
