Debat

11.12.20

Magelige revolutionære og den kulturelle corona

Vores kunstnere og kulturfolk er ofte dem, der udstikker kursen for resten af os, men for tiden virker de desværre til at være en art superspredere af, hvad man kunne kalde kulturel corona; en navlebeskuende syge, der fokuserer på medfødte karakteristika og finder kvalitet i visse biologiske forudsætninger frem for andre.
Foto: Wellcome Images, Wikimedia Commons
Foto: Wellcome Images, Wikimedia Commons

I skrivende stund har mere end 800 kunstnere i alle afskygninger og andre med tilknytning til kunst- og kulturkredse skrevet under på en støtteerklæring til fordel for den bortviste institutleder på Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld. Det er de naturligvis i deres gode ret til. Vi synes imidlertid, at det er forstemmende at være vidne til, hvor fast et tag de illiberale identitetspolitiske idéer synes at have fået i disse miljøer. Særligt fordi det er herfra, at mange brede strømninger risler videre.

Vores kunstnere og kulturfolk er ofte dem, der udstikker kursen for resten af os, men for tiden virker de desværre til at være en art superspredere af, hvad man kunne kalde kulturel corona; en navlebeskuende syge, der fokuserer på medfødte karakteristika og finder kvalitet i visse biologiske forudsætninger frem for andre. Og som gør, at dissidenter og andet, man ikke kan lide, fjernes – hvis ikke frivilligt, så med magt.

Hvad er det nu, det minder om? Ikke noget, hvor der er plads til tænke ret meget selv, i hvert fald. Ikke at vi er overraskede. Meningspluralismen har, så længe nogen af os kan mindes, mildest talt været til at overse i fx forfatter- og musikerkredse, hvor den sociale kontrol, i forbindelse med hvad man må og ikke må sige og mene, kan være ekstrem. Det er dog alligevel utroligt, at så mange – virker det til – fuldstændig blindt vælger at bakke op om en banal og i bedste fald mellemdårligt tænkt happening, som den Holmfeld og hendes talibanistiske kumpaner præsterede.

Et værk – i fald vi et øjeblik accepterer, at det netop er et værk, og ikke det noget mere trivielle hærværk – hvis akademiserede forståelsesramme er hullet som en si, og hvor hverken ophavspersoner eller forsvarere synes at kunne blive enige med sig selv om, hvorvidt der i bustens tilfælde bare er tale om et stykke ”rematerialiseret” afstøbningsgips (”Slap af, kritikere, det er jo bare gips!”), eller om den er selve symbolet på århundreders undertrykkelse og hvidt overherredømme. Lad os kalde den Schrödingers buste. 

En kamp mod vindmøller

Og hvorfor er det så sådan? Svaret ligger, tror vi, ligefor. Det er, fordi den revolution, som kunstnerne mener at være en del af, fortrinsvis er æstetisk. Den handler primært – ligesom så megen af deres kunst – allermest om dem selv. Den er altså en kamp mod vindmøller, der er ikke noget ægte på spil. Revolutionen bygger på imaginære modsætninger og falske fjendebilleder, som gør den nem og komplet ufarlig at engagere sig i. Og dét er efter vores mening den helt store brøde, som kunst- og kulturscenen begår: Den ønsker kun at behandle det, der er sikkert inden for dens egen trygge meningsboble – det, der er uden torne, man kan risikere at stikke sig på. Kunst- og kulturscenen er magelig og selvbekræftende i sin egen revolutionære selvforståelse og (måske) ubevidste ensretning.

Lad os fx spørge: Hvilket værk har forholdt sig kritisk til de sidste 40 ubestridt års største emne i det øvrige samfund: islam, integration og indvandring. Hvilke kunstnere står i opposition til den salonfähige omfavnelse af multikulturalismen? Hvem kommenterer på de problemer, som immigration og nye kulturer indiskutabelt har bragt med sig? Kunne man finde bare én kunstner, der ville turde vippe en Muhammed-skulptur i havnen som protest mod islamisk og MENAP-kulturel undertrykkelse? Næppe. Så er det nemmere og meget mere mageligt at indtage positionen som magtkritisk ikonoklast – så længe magten er repræsenteret af en 300 år gammel buste.

Eller kunne man mon som et andet eksempel finde 800 kunstnere, der ville skrive under på et manifest, som uforbeholdent tog afstand fra billedforbud og religiøs underkastelse og viste støtte til Samuel Paty, den halshuggede lærer fra Paris; manden, som underviste i og gik i brechen for den ytringsfrihed, som netop kunstnerne mere end nogen andre er afhængige af? Man tvivler. For dét begynder lige pludselig at kræve noget. Det kan blive grimt og forudsætter, at man rent faktisk forsvarer nogle principper og tænker både intellektuelt og rationelt.

Og værst af alt: Man risikerer at komme til at gnubbe skuldre med borgerlige eller – gisp! – højreorienterede mennesker. Næh, så hellere gå på barrikaderne for noget, der i minimal grad er relevant i en bredere, moderne kontekst – en snæver problemstilling, der kun er perifert aktuel pga. den identitetspolitiske problemimport fra USA. 

Enfoldiggørelse

Det skal understreges, at der naturligvis ikke er noget i vejen med at have de holdninger, der er så stærkt repræsenteret i de nævnte miljøer. Og vi ønsker selvfølgelig heller ikke at bestemme, hvad kunstnere skal beskæftige sige med. Enhver må ride de kæpheste, vedkommende finder passende – kunsten skal være fri, selvfølgelig skal den være det. Det er konformiteten, den er gal med. Og spørgsmålet er så, om kunsten vitterligt er fri? Kan det virkelig passe, at der er så få kunstnere, der tør afvige fra normen? Hvordan kan det være, at man i kunst- og kulturkredse i så ringe grad afspejler samfundet? Sker der en ensretning fremfor en udvikling – en holdningsmæssig enfoldiggørelse fremfor en udtryksmæssig mangfoldiggørelse inden for murene på vores fineste kunstinstitutioner?

Vi finder det i hvert fald slående, at der over en bred kam synes at være en så udpræget grad af berøringsangst, når det gælder de i eksemplerne nævnte områder; emner, som fylder så utrolig meget i det øvrige samfund, mens der samtidig virker til at være bred opbakning til, hvad der i udenforstående cirkler betragtes som, venstreradikal aktivisme. Og vi er bange for, at det simpelthen er et spørgsmål om dydssignalering – at den selviscenesættelse, der fx ligger i at skrive under på en støtteerklæring som den i indledningen omtalte, giver billige point i miljøet. Og om, at er ilde set at lade være.

Slutteligt vil vi blot pointere, at enhver er velkommen til at være uenig i ovenstående. Men hvis du så meget som tænker, at vi pga. vores køn, hudfarve, seksualitet eller alder ikke burde blande os eller mene noget om disse ting, ja, så er du i vores øjne diskvalificeret på forhånd.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter