I serien om Blå ambitioner har Kontrast spurgt de borgerlige partier, hvordan vi ville mærke forskel, hvis de havde mere magt i dansk politik. Denne gang hører vi fra Nye Borgerlige med formand Pernille Vermund. Se tidligere indlæg fra Venstre og Liberal Alliance nedenfor. 

*

Jeg blev født i 1975, og Danmark er blevet rigere i min tid. Men er vi blevet friere? Er vores fællesskab blevet stærkere? Og har vi gjort nok for at passe på værdierne og udvikle dem i respekt for den arv, vi har fået?

Mit svar er nej. Og det var blandt andet med den erkendelse, at jeg sammen med ligesindede stiftede Nye Borgerlige i efteråret 2015. Der er ingen tvivl om, at Danmark er et rigt og frit land. Men vores land bevæger sig i en forkert retning på nogle områder. 

Jeg kunne godt have vendt det blinde øje til den skæve samfundsudvikling. Jeg kunne have fortsat mit virke som selvstændig arkitekt – med mere tid til mine tre drenge og vores hus i Snekkersten.

Men hvis jeg bare skubbede problemerne videre til mine børn og sagde, at det må de selv klare, når de en dag skal overtage boet, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene.

Når man har børn, hviler der et stort ansvar på en. Men jeg føler ikke kun et ansvar for mine egne børn. For vi er ikke bare mor eller far. Vi er ikke bare kollega eller ven. Vi er danskere, der lever sammen i vores land. 

Danmark og det danske fællesskab er noget, vi forvalter og har et ansvar for. Ligesom vi har en moralsk pligt til at tage ansvar for os selv og vores nære, har vi hver især også et ansvar for at passe på Danmark og en pligt til at levere et rigere og friere land til danskerne, der kommer efter os.

Det er det, som jeg, Peter Seier Christensen, Mette Thiesen og Lars Boje Mathiesen har kæmpet for i Folketinget siden grundlovsdag 2019, hvor 83.201 danskere viste os tillid med deres kryds og skrev historie, da det ikke var sket siden 1987, at et parti – uden medlemmer af Folketinget – opnåede valg i første forsøg.

Som et lille oppositionsparti har vi været bevidste om, at vi skal kæmpe for at komme til orde. Vi har ikke siddet med korslagte arme i et hjørne og surmulet. Vi har taget ansvar og indgået kompromiser på de områder, hvor vi har kunnet se os selv.

Men i en uforudsigelig valgperiode med en magtfuldkommen socialdemokratisk regering og nogle støttepartier, der vil detailstyre danskerne, er det begrænset, hvad man som borgerligt parti kan se sig selv i.

Alskens unoder har fundet vej til os
Med mine lidt mere end tre år på Christiansborg, hvor Nye Borgerlige samtidig er vokset til 18.000 medlemmer og blevet tredjestørste parti i Danmark målt på antal medlemmer, er jeg blevet bekræftet i nogle af de fordomme, jeg forinden havde om politik.

Vores land styres i stigende grad af politikere og embedsmænd i Bruxelles, der vedtager ødelæggende og samfundsnedbrydende love og regler i EU, som skal fungere i Danmark.

Mennesker, der for langt størstedelens vedkommende ikke er danske. Mennesker, der ikke bor og lever i vores land. Mennesker, der derfor – af gode grunde – hverken føler et særligt ansvar, mærker konsekvenserne eller har indsigt i de problemer, vi i Danmark bokser med. 

Når jeg kommer rundt i det danske land, mærker jeg, hvordan mange danskere føler, at det stærke værdifællesskab med borgerlig solidaritet mellem os svækkes, fordi staten, politikerne, embedsmændene, lovene og reglerne fylder mere og mere.

At tillid mellem danskerne er blevet afløst af statslig kontrol, og at friheden er blevet afløst af tvang som konsekvens af en fejlslagen udlændingepolitik, hvor alt for mange, som ikke deler vores værdier, er kommet hertil.

I stedet for at assimilere indvandrere og som minimum stille krav om, at de skulle forsørge sig selv og overholde vores lovgivning, er samfundet blevet gjort mere centralistisk og mere regelstyret. 

Det har indskrænket vores frie og folkelige fællesskab og er den sørgelige pris, vi har betalt for årtiers uansvarlige udlændingepolitik. Og når værdifællesskabet svækkes, pibler problematiske tendenser frem. 

Krænkelseskultur, identitetspolitik og politisk korrekthed har nået ekstreme højder. Hvis ikke vi styrker vores folkelige værdifællesskab og siger fra, vil det sprede sig som et lammende minefelt af særhensyn, der svækker vores sociale omgang.

Hvor de få – men stærke – stemmer belærer om ’den gode tone’ og konstant ændrer de sociale spilleregler i samfundet. Hvor det bliver umuligt for alle andre at navigere i fællesskabet uden at træde forkert – og dermed risikere offentlig udskamning. 

Vi skal ikke bøje af og give efter. Vi skal skabe et samfund, hvor vi har modstandskraft over for tåbelighederne, når vi konfronteres med dem. Hvor vores frie, folkelige fællesskab styrkes.

Mindre stat – Mere menneske
Det er ikke staten, der skal være den stærke. Det er danskerne, for de kan nemlig godt selv, hvis de får lov. For jo flere love og regler, politikerne indfører, jo sværere får vi ved at samarbejde og udvikle os i de frivillige fællesskaber, som binder os sammen som folk og skaber vores kultur.

Og det er netop kulturen og det stærke civilsamfund, som gør, at vi danskere er knyttede til hinanden, hvorimod staten, reglerne og centraliseringen har splittet danskerne.

Splittelsen mellem land og by. Splittelsen mellem dem i de kreative erhverv og de producerende erhverv. Splittelsen mellem dem, der skaber værdierne, og dem, der lever af værdierne.

Når jeg forlader Christiansborg og besøger venner på landet, står det klart. De danske landmænd producerer fødevarer med det laveste CO2-aftryk per produceret enhed. De forvalter naturen og passer på miljøet.

Men de lægges for had af en kreativ klasse, der fortrinsvis bor i de store byer og ingen naturbevidsthed har. De elsker åndssvage projekter som rewilding, hvor dyr sultes, for at nogle få med de rigtige meninger kan udleve en naiv drøm om en vild natur, der ikke findes.

Og uden sans for hverken økonomi eller landskabsværdier vil de plastre Danmark til med vindmøller og solceller, der skæmmer og ødelægger de naturværdier, vi har fået i arv. Lige så dumstædigt afviser de en stabil, sikker og ren energikilde som kernekraft, der vil kunne spare os for tusindvis af grimme vindmøller og ødelæggende solcelleørkener.

Vi skal have brudt skellet ned, så vi kan styrke den borgerlige solidaritet. Skellet med dem, der bestemmer, og dem, der bestemmes over.

To vigtige kampe
Den borgerlige solidaritet er det kulturelle fundament i vores samfund, der giver os lyst til at dele med hinanden og passe på hinanden - også selv om vi bor i hver sin ende af landet og hverken er i familie eller kender hinanden.

Den borgerlige solidaritet binder os sammen som et folk. Ikke som klienter af en stadigt større stat – men som frie borgere i et stærkt, dansk værdifællesskab.

Vores værdifællesskab med borgerlig solidaritet mellem os skal styrkes. Og den kamp er lige så vigtig som kampen for en løsningsorienteret udlændingepolitik. De to ting hænger nemlig sammen. 

For den forfejlede udlændingepolitik har ikke alene påført os økonomiske, sociale og kulturelle problemer. Den forfejlede udlændingepolitik har også erstattet tillid med kontrol og frihed med tvang. Den forfejlede udlændingepolitik har givet staten og den offentlige sektor vokseværk.

Får vi løst udlændingepolitikken fra bunden, vil vi kunne erstatte kontrol med tillid og tvang med frihed. Og det vil styrke vores frie, folkelige værdifællesskab.

Jeg tror på, at det danske fællesskab vil blive stærkere, hvis vi lader politikerne bestemme mindre og danskerne bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge.

Alt det – og meget mere – kæmper vi for i Nye Borgerlige. Og jeg tror på, at vi kan, hvis vi vil – sammen.