Det er i dag helt normalt at kræve, at en demokratisk retsstat skal overholde magtens tredeling. Det vil sige, at den skal skelne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende magt er parlamentet, som med visse mellemrum står til ansvar for befolkningen gennem frie valg. Den udøvende magt er regeringen og embedsværket, som skal sikre, at parlamentets lovgivning føres ud i livet. Og den dømmende magt er domstolene, som afgør sager, hvor borgere anklages for at have brudt loven.

For at sikre, at magten i samfundet ikke monopoliseres, skal disse tre magter så vidt muligt være uafhængige af hinanden. Den lovgivende magt skal vedtage lovene, men den skal ikke selv håndhæve dem over for befolkningen. Det skal den overlade til regeringen og statsapparatet. Og hverken den lovgivende eller den udøvende magt skal dømme de borgere, der overtræder lovene. Det skal overlades til domstolene. Disse skal så til gengæld ikke lovgive, men alene dømme konkrete sager i overensstemmelse med den af parlamentet vedtagne lovgivning.

Det næste spørgsmål er så, hvorledes det sikres, at de tre magter faktisk udfører deres opgave efter deres bestemmelse. Hvorledes sikres det, at den lovgivende magt giver love, som værner om demokratiets fortsatte opretholdelse? Og hvorledes sikres det, at den udøvende og den dømmende magt faktisk udøver og dømmer i overensstemmelse med de love, som parlamentet vedtager?

I et repræsentativt demokrati sikrer man primært dette ved at gøre den lovgivende og den udøvende magt ansvarlige over for befolkningen. Her er det op til befolkningen gennem en fri og retfærdig valghandling at vælge et parlament og en regering. I et parlamentarisk demokrati sker det i en og samme valghandling, idet regeringen her udgår af parlamentet og skal stå til ansvar for parlamentet. I et præsidentielt demokrati vælges regeringslederen uafhængigt af parlamentet. Man har indrettet sig, som man har, af historiske årsager, og der er ikke nogen grund til at anse det ene for at være principielt bedre end det andet. Og således har man også i forskellige lande indrettet sig på forskellige måder for at sikre den dømmende magts uafhængighed, samtidig med at man sikrer, at den følger den politisk vedtagne lovgivning.

Befolkningens ansvar for demokratiet

Det afgørende ved et demokrati er altså, at den lovgivende og den udøvende magt står direkte til ansvar for befolkningen. Det er dermed befolkningen selv, som i sidste instans bliver ansvarlig for demokratiets opretholdelse. Det er den, som skal vælge et parlament – og en regering – som udøver deres magt i overensstemmelse med betingelserne for demokratiets opretholdelse. Altså således, at borgernes politiske frihed og ligeværdighed fortsat sikres – og dermed deres ytrings- og forsamlingsfrihed – så de kan diskutere og tage stilling til den politik, som deres valgte politikere fører.

Men hvorledes sikrer man sig så, at befolkningen er i stand til at bære dette ansvar? Hvorledes sikres det, at en ”populistisk” folkeforfører ikke fordrejer hovedet på flertallet og rent demokratisk undergraver demokratiet og indfører et autoritært styre? Fundamentalt kan dette kun sikres, hvis det store flertal har en så stærk demokratisk overbevisning – samtidig med at de har en grundlæggende almen dannelse – at de er i stand til at gennemskue og modstå presset fra en sådan folkeforfører og fra en sådan populistisk stemning.

Det helt basale fundament for en demokratisk retsstat er altså en befolkning, som har vilje og evne til at leve op til demokratiets forpligtelser. En befolkning, som har vilje og evne til at udnytte – og dermed også fortsat sikre – ytrings- og forsamlingsfriheden til støtte for demokratiet. Derfor er det også demokratiets fornemste opgave igennem sin uddannelses- og dannelsespolitik at skabe forudsætningerne for, at det fortsat har en sådan befolkning.

Det kræver, at vi fører en rationel uddannelsespolitik, hvor vi holder fast i, at målet er at lægge det fundament, hvor de enkelte individer kan gro til selvstændige og ligeværdige borgere i en velfungerende demokratisk orden. Og det kræver igen, at vi erkender, at vi – uanset hvorledes vi ellers er – har en fælles rationel forpligtelse, der karakteriserer os som personer og som politisk ligeværdige. Disse krav er ikke automatisk opfyldt. Det er derfor, uddannelsespolitikken er så vigtig. Vi lever i konstant kamp imod dumheden – også den forfinede akademiske dumhed, der tror, at den selv kan gennemskue ”rationalitetens” kulturelle eller biologiske grænser.

Dommere er også mennesker

Men kan vi ikke sikre demokratiet på en simplere måde end ved en vanskelig og krævende uddannelsesproces? Her kan man pege på forskellige tiltag, som faktisk er blevet brugt. Det første af disse er, at samfundet kan give sig selv en forfatning eller grundlov, hvorigennem det ”på forhånd” binder sig selv til at opretholde de helt grundlæggende betingelser for demokratiets udøvelse – såsom ytringsfrihed, tankefrihed, forsamlingsfrihed og forskningsfrihed. Og dette kan være godt som en form for fælles platform, men så længe det er politikerne – under ansvar for befolkningen – som skal sikre, at grundloven overholdes, så er denne dybest set ikke stærkere end den almindelige folkelige overbevisning. Så er forfatningen – hvor godt den end lyder – kun så god som den almindelige folkelige overbevisning.

I den situation har man også forsøgt at sikre forfatningen – de demokratiske værdier – på anden måde. Man har indsat en domstol som garant for opretholdelsen af de grundlæggende demokratiske og forfatningsmæssige værdier. En domstol, som kan dømme demokratisk vedtaget lovgivning ugyldig, fordi dommerne mener, at loven ikke er i overensstemmelse med de grundlæggende demokratiske værdier. Her tager man altså ansvaret for demokratiets opretholdelse ud af hænderne på befolkningen og de folkevalgte politikere og lægger det i stedet over i en domstol. Er det så en holdbar løsning?

Det er rigtigt, at der er grund til at have en vis mistillid til befolkningen og de folkevalgte politikere. Jeg kan blot gentage: Det er derfor, at uddannelse er så vigtig. Men er der grund til at have mere tillid til dommere i en politisk overdomstol? Når man stiller dette spørgsmål helt principielt, så er svaret nej. Dommere er også mennesker og kan tage fejl som alle andre. Faktisk giver vi dem en høj løn, fordi vi vil undgå, at de skal fristes til korruption. Vi har altså – naturligt nok – ikke blind tillid til deres karakter. Men hvorfor skal vi så have tillid til, at deres fortolkning af de grundlæggende demokratiske rettigheder er bedre end befolkningens – eller politikernes – egen fortolkning? Principielt er der ikke grund til at have en sådan særlig tillid. Principielt er der tværtimod grund til at pege på, at man ved at sætte en domstol til at dømme, om den demokratisk vedtagne lovgivning skal være gyldig, bryder med magtens tredeling. Man lader den dømmende magt overskride grænserne til den lovgivende magt. Og hvad værre er: I og med at man gør det, så bryder man med den demokratiske ligeværdighed i befolkningen, så længe den dømmende magt ikke er på demokratisk valg.

Brud på magtens tredeling

Rent principielt er det altså forkert at sætte en domstol til at afgøre, om en demokratisk vedtaget lovgivning bør være holdbar. Det bryder med magtens tredeling, og det bryder med kravet om borgernes politiske ligeværdighed. Men hvordan har det fungeret i praksis? Det kunne jo være, at domstolen i praksis har haft en positiv funktion, fordi den reelt har sikret os imod at føre en selvundergravende demokratisk politik. Men er det tilfældet? Har vort demokrati faktisk haft gavn af, at vor politiske elite har sat en domstol – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg – over vor almindelige demokratiske proces og dermed over den danske befolknings egen demokratiske stillingtagen?

Svaret afhænger selvfølgelig også af en politisk vurdering. Men det er ikke irrationelt at mene, at underkastelsen under menneskerettighedsdomstolen demokratisk set har været til skade for os. Man kan pege på helt specifikke områder, hvor der er grund til at tro, at domstolen har haft en negativ indflydelse. Det gælder for eksempel på asylpolitikkens område. Den ansvarlige demokratiske diskussion og beslutningsproces på dette område er blevet ødelagt af, at den kunne trumfes af domstolens beslutninger. Det samme gælder den almindelige demokratiske diskussion om muligheden for at kunne integrere troende muslimer – og dermed islam og sharialov – i en sekulær demokratisk samfundsorden. Den er blevet ødelagt af, at den kunne trumfes af domstolens domme om religionsfrihed for det islamiske tørklæde. Allersenest har vi set, at domstolen i Strasbourg i en dom imod Schweiz har dømt, at det skal være forbudt at forbyde tiggeri. Det kan ramme dansk lovgivning, som sigter på at imødegå især bulgarske tiggeres optræden på centrale steder i større danske byer. Her undergraves igen en almindelig demokratisk orden, som tager hensyn til borgernes liv og mening, af et autoritært juridisk styre, som ikke har nogen folkelig berettigelse.

Reelt står vor tilslutning til menneskerettighedsdomstolen altså ikke på et rationelt, holdbart demokratisk grundlag. Den sætter befolkningen under administration af jurister uden jordforbindelse. Spørgsmålet er så, om vi som samfund evner at gennemskue vor demokratiske forpligtelse, og om vi evner at trække os ud af domstolen på en intellektuelt overbevisende måde.