Professor Sune Haugbølle rejser i et debatindlæg i Politiken en kritik af den danske regerings passivitet og manglende fordømmelse af USA's og Israels krig mod præstestyret i Iran. Han kalder det en 'ulovlig krig' og i strid med folkeretten.
Det er en diskussion, der fortjener alvor. Men analysen overser en anden historisk erfaring, som er mindst lige så afgørende: at passivitet over for aggressive og undertrykkende regimer også kan få katastrofale konsekvenser.
Som juristen Alan Dershowitz for nylig har sagt, er konflikten med Iran den alvorligste siden 1939. Hans pointe er netop, at historien viser, hvor farligt det kan være at undervurdere regimer, der åbent truer deres omgivelser.
Ifølge ham, viste 1930’erne, at farlige regimer ikke nødvendigvis skjuler deres intentioner. Adolf Hitler gjorde sine mål tydelige, men Storbritannien og Frankrig valgte at tøve. Resultatet var ikke fred, men en langt mere ødelæggende krig.
Pointen er ikke, at historien gentager sig mekanisk. Men den minder os om, at det internationale samfund igen og igen risikerer at undervurdere trusler, indtil det er for sent.
Når vestlige analytikere taler om Iran, overser de ofte det vigtigste: iranerne selv
For mange iranere er spørgsmålet ikke, om friheden er værd at risikere livet for. Spørgsmålet er, hvorfor de overhovedet skal leve videre i et system, der har dræbt deres børn og pårørende.
Når ens nærmeste er blevet skudt på gaden for at kræve frihed, ophører vestlige kalkuler om stabilitet og appeasement-diplomati med at give mening. Mange iranere føler en dyb frustration over Vestens dobbeltmoral.
På den ene side fordømmes regimet retorisk, og folkelige protester hyldes. På den anden side fortsætter en politisk tilbageholdenhed, som i praksis efterlader regimet ved magten. En form for eftergivenhedspolitik, hvor hensyn til stabilitet og egne interesser vejer tungere end støtte til befolkningen, hvilket skaber en følelse af svigt blandt dem, der betaler den højeste pris.
Frygten blandt mange er derfor ikke kun krigen i sig selv, men at den stopper, før regimet er væk, og at befolkningen derefter efterlades alene med et styre, der historisk har slået endnu hårdere ned på oppositionen.
Den, der er ved at drukne, beder ikke sin redningsmand om en straffeattest
Når et regime er villigt til at dræbe sine egne borgere for at bevare magten, opstår et klassisk dilemma: Kan et ubevæbnet civilsamfund vælte et militariseret diktatur uden støtte udefra? Historisk set er svaret ofte nej.
Nazismen blev ikke besejret af modstandsbevægelser alene. Det krævede en international militærkoalition. Det samme gjaldt for de serbiske separatister i Bosnien i 1990’erne, Saddam Husseins invasion af Kuwait og Nordkoreas angreb på Sydkorea i 1950.
Det er netop derfor, at også venstreorienterede tænkere og politikere historisk har accepteret militær intervention som et nødvendigt onde. Den tyske socialdemokrat Willy Brandt, selv flygtning fra nazismen og aktiv i modstanden, betragtede de allieredes krig mod Hitler som en legitim befrielseskrig og støttede efterfølgende NATO som garant for Europas frihed.
Som enhver patriot er iranere imod krig og militærinvasion af deres land, og krig bør være sidste udvej. Men ligesom Europas frihedskæmpere, der var fanget i Hitlers nazismes og Mussolinis fascismes jerngreb, kan man tage imod hjælp udefra, når alternativet er fortsat Khomeinis islamiske republik.
Det er også værd at huske, at konflikten ikke opstår i et vakuum. Siden revolutionen i 1979 har regimet i Iran ført en konsekvent konfrontatorisk linje mod USA og Israel - fra gidseltagningen på den amerikanske ambassade til støtte for militante grupper i regionen.
Det er også veldokumenteret, at regimet ofte placerer militære installationer i tætbefolkede områder for at beskytte militære mål mod angreb, hvilket gør krigens konsekvenser endnu mere tragiske og mere komplekse i forhold til ansvar.
Pigeskolen i Minâb er et godt eksempel på revolutionsgardens brug af civile som menneskeskjold.
Det kan være den største fejl ikke at handle
Så spørgsmålet er, om folkeretten alene er tilstrækkelig som rettesnor, hvis den kun bruges til at kritisere handling og ikke passivitet. Folkeretten er en grundpille i den internationale orden. Men den må ikke blive et alibi for passivitet over for regimer, der både undertrykker deres egen befolkning og udgør en potentiel trussel mod andre.
Hvis vi kun fokuserer på risikoen ved at handle, men ignorerer risikoen ved at lade stå til, risikerer vi at gentage historiens fejltagelser. Historien viser, at der også findes situationer, hvor handling uden et klart FN-mandat, som eksempelvis i Kosovo i 1999, af mange blev betragtet som legitim, selv om den var juridisk omstridt.
Det peger på en grundlæggende spænding mellem legalitet og legitimitet i international politik.
Derfor bør debatten ikke reduceres til et valg mellem jura og sikkerhed. Begge dele er afgørende. Men historien, og ikke mindst iranernes egne erfaringer, minder os om, at det ikke nødvendigvis er den største fejl at handle. Det kan også være den største fejl at lade være.
