Der er behov for et parti, der bygger bro mellem den konservative værdipolitik og en økonomisk politik, der lader danskerne bestemme mere i deres eget liv, og politikerne bestemme mindre – også over færre penge.
Det parti er der brug for, fordi det er den forandring i samfundet og i forholdet mellem stat og borger, som vil kunne gøre Danmark til et mere borgerligt land og kunne erstatte den socialdemokratiske samfundskontrakt, som godt nok giver stor tryghed, men også kun lidt frihed.
Uden et parti, der med fast stemme evner at engagere danskerne i den bestræbelse, kommer det borgerlige Danmark ikke fremad. Så sygner borgerligheden væk i mørket under den socialdemokratiske dyne.
Nye Borgerlige blev stiftet for at blive det parti, der kunne påvirke samfundsudviklingen i en mere borgerlig retning for at opnå netop det – en ny samfundskontrakt baseret på mindre stat og mere menneske i et nationalt værdifællesskab.
Partiet har siden valget i 2022 været igennem en tumultarisk periode. En fejlcastet formand og en endnu mere fejlplaceret næstformand skulle løfte opgaven efter Pernille Vermund og varetage de 1000’er af engagerede menneskers mangeårige indsats for at opbygge dette borgerlige svar til det liberalistiske laissez-faire og den socialdemokratiske formynderstat.
Det kunne de ikke. Nu er de ude. Og hvad så? Er det overhovedet et problem?
Er der ikke brugbare alternativer på højrefløjen i Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti?
Det kan man mene, men vi mangler at se det. Ingen af de fire partier har til nu formuleret en politisk platform eller en position i det borgerlige Danmark, hvorfra man vil påtage sig den opgave, det er at formulere det nationale borgerlige alternativ til den socialdemokratiske formynderstat.
DF er godt nok nationale og viser interesse for de konservative værdier, men udfordrer ikke den socialdemokratiske tænkning. LA udfordrer den socialdemokratiske tænkning, men ligger langt fra de konservative nationale værdier. Og om de to andre DD og K ved man faktisk ikke ret meget. De lever i mørket under dynen.
Derfor mener jeg, at hvis man lader Nye Borgerlige gå nedenom og hjem, så bliver man nødt til at opfinde det igen.
For det er dér – på broen mellem det konservative og det liberale, i balancen mellem stat og menneske og i erkendelsen af den enorme betydning af det nationale, kulturen, sproget, landet og arven, at nøglen til det borgerlige samfund ligger.
Pernille Vermund har nu annonceret, at hun vil forsøge en gang til. Det er al ære værd, og jeg ønsker hende al succes i denne verden. For Danmarks skyld.
Men succesen kommer ikke, hvis projektet ikke bliver tegnet skarpt op. Ingen vil slutte op om Nye Borgerlige for partiets skyld, eller for den sags skyld for Pernille Vermunds skyld. Danskerne vil gøre det for Danmarks skyld og for deres børns skyld, hvis de klart kan se visionen, retningen og viljen til at lykkes.
Pernille Vermund overtager nu sit gamle parti, som ingen i dag dog rigtig ved, hvad indeholder. I flere år strømmede medlemmerne til, men valget i 2022 gav ikke det resultat, man havde håbet på. Mange medlemmer kom til på en dagsorden om heftig systemkritik under Corona. Og en stor del af vælgerne er monomant optaget af udlændingepolitikken og ikke andet.
Formentlig er det kun en mindre del af medlemmer og vælgere, der bevidst har valgt partiet til, fordi de lægger vægt på behovet for en bro mellem det liberale og det konservative og er enige i behovet for at styrke det nationale fællesskab for at kunne skabe et borgerligt alternativ til den socialdemokratiske formynder-stat.
Men det er i denne mindre del af medlemmer og stakeholders, at partiet kan finde energien og evnen til en genrejsning. Dem skal man holde på. De andre skal man lade gå.
Da jeg i sin tid i 2008 var med til at starte Liberal Alliance på ruinerne af Ny Alliance, besluttede vi at bede alle medlemmerne om positivt at bekræfte deres medlemskab og opbakning til det politiske projekt, som var blevet formuleret. Gjorde de ikke det, blev de meldt ud.
Selvom LA i den periode lå lavt i meningsmålingerne og ikke blev spået store chancer for overlevelse, så skabte processen med at genformulere det politiske projekt på ny og den positive gentegning af medlemskaber – de vankelmodige og de uenige blev jo dermed sorteret fra – en ny gejst og en oplevelse af et nyt stærkt fællesskab blandt de tilbageblevne.
Hvis jeg skulle råde Pernille Vermund, så ville jeg anbefale hende at gøre det samme.
Normalt siger politiske kommunikatører, at man skal være varsom med ’push’ og koncentrere sig om ’pull’. Den regel, vil jeg mene, er ophævet i den situation, som Nye Borgerlige befinder sig i.
Der er lag, der skal skrælles af for at finde ind til kernen. Der er folk, der skal siges farvel til, fordi de vil noget andet. Der er nye, der skal tiltrækkes, fordi de er enige.
Det er ikke tilbage til start. Så langt fra, men det er en ny start – The Great Reset måske ☺
