I den kommende tid kommer vi til at tærske uendelig langhalm på, præcis hvad ytringsfriheden er og bør være. Det er i sig selv et problem, når den reelle problematik ikke er dansk lovgivning, men at diktaturstater, voldsmænd og terrorister ønsker at diktere, hvad danskere må, og at vores regering lader dem gøre det. 

Men ikke desto mindre er debatten så befængt med fejlopfattelser, pinligt ringe analyser og stråmænd, at det kan være nødvendigt – formodentlig forgæves, men så er forsøget gjort – at forklare, hvad der gør ytringsfriheden så essentiel for demokratiske og frie samfund.

Lad mig indlede med en deprimerende profeti: Om ret kort tid vil der komme en meningsmåling, der vil vise, at et flertal af danskerne støtter et forbud mod koranafbrændinger. Jeg håber, at jeg tager fejl, men tvivler på det.

En grund til, at jeg tror, det kommer til at gå sådan, er, at danskernes nationalkarakter er høflig, og de færreste hverken ønsker at afbrænde bøger eller værdsætter autodaféer i al almindelighed. En anden er, at man ser problemet som afgrænset til Paludan og ligesindede aktører, som de færreste har nogen videre sympati for. Begge dele er naturligvis fuldt legitime, men de afslører også en grundlæggende mangel på forståelse for, hvad ytringsfrihedens sigte er. 

Ytringsfriheden er en rettighed, der netop sigter mod at beskytte de mennesker, der siger ting, som både det store flertal og magtfulde aktører finder ekstremt krænkende, unødvendige og overflødige. 

Hvis ikke ytringsfriheden dækker præcis sådanne ytringer, er den meningsløs, da ukontroversielle ytringer ikke behøver juridisk beskyttelse. Min ret til at ønske nogen en god dag eller Helle Helles ret til at udgive en roman om nogen, der venter på bussen i regnvejr, er ikke anfægtet og kommer næppe til at blive det. 

Friheden er en undtagelse

I det meste af verdenshistorien har høvdinge, præster, imamer, konger og adelige dikteret, hvad man måtte sige, og hvilke dogmer man måtte stille spørgsmål til (som regel ingen). Brutal censur og vold mod folk, der fremsatte synspunkter, der blev betragtet som afvigende har været normaltilstanden og er det stadig i det meste af verden. 

I Vesten er der imidlertid opstået en særdeles underlig undtagelse, som vi i dag kender som ytringsfrihed. Selv hvis man har muligheden for at sætte sin vilje igennem via kontrol over myndighederne og lukke munden på dem, hvis ytringer man ikke kan lide, så accepterer vi som grundlæggende princip andres ret til at sige, hvad de mener er sandt og vigtigt.

Og problemet er, at vi ikke aner, hvad der er sandt og vigtigt på forhånd. For et par hundrede år siden mente de fleste, ikke mindst religiøse, at jorden var universets centrum, og fandt det dybt krænkende og blasfemisk at sige noget andet. Senere mente langt de fleste, at kvinder slet ikke var kompetente til hverken at stemme eller deltage på arbejdsmarkedet. I 1877 blev en af arbejderbevægelsens fædre, Harald Brix, idømt fængsel for både blasfemi og majestætsfornærmelse, fordi han havde udgivet et satireblad, som rigtig mange opfattede som urimeligt forhånende, spottende og latterliggørende.

Dermed ikke sagt, at Rasmus Paludans ytringer er korrekte. For pointen er netop, at det grundlæggende er irrelevant. Ytringsfriheden er ikke betinget af, om det, man siger, er sandt, høfligt eller velformuleret. Den sikrer borgernes ret til at fremsætte deres idéer og få dem bedømt af ens medborgere, der så kan blive overbevist af argumenterne eller forkaste dem. 

Noget det mest belastende i den aktuelle debat er, at man har en idé om, at opbakning til en generel vidtgående ytringsfrihed er lig med sympati for dem, der gør brug af den.

Men naturligvis kan man være rygende uenig med såvel Paludans koranafbrændinger, ganske som man kan med kommunister, der demonstrerer til fordel for mareridtsregimet i Nordkorea, eller Carsten Jensens klummer uden at have noget ønske om at indskrænke deres ytringsfrihed. Forståelsen af ytringsfriheden som princip indebærer netop, at man accepterer de ytringer, som man selv finder forkastelige og/eller er rygende uenig i. 

For hvis man søger at skabe et offentligt rum, hvor det kun er de ytringer, man selv kan lide, der er plads til, så underminerer man naturligvis ytringsfriheden. Og det nemmeste sted at starte er selvsagt altid med de minoriteter, som færrest har sympati for – og det kan sådan set både være Rasmus Paludan og Hizb ut-Tahrir. 

Amerika er idealet 

I forbindelse med koranafbrændinger forsøger enkelte sig med mere eller mindre patetiske finter som at hævde, der ikke er tale om ytringer, men snarere en slags hærværk. Hvis vi ser bort i det absurde i at hævde, man skulle kunne begå hærværk mod bøger, man selv har købt, så er dette argument også åbenlyst uholdbart. 

Medmindre man vil hævde, at det ikke var en politisk ytring, da danske rødstrømper brændte deres bh’er, eller når iranske kvinder brænder deres tørklæder. Eller at det ikke var en politisk ytring, dengang Poul Nyrup Rasmussen rev Anders Fogh Rasmussens Fra socialstat til minimalstat i stykker. Så må man naturligvis anerkende, at Paludan også bruger sin ytringsfrihed til at fremsætte et politisk budskab her.

Naturligvis kan man sige, at der allerede findes indskrænkninger i ytringsfriheden i forhold til eksempelvis racismeparagraffen, flaglove og andet, hvilket er ganske korrekt. Og stod det til undertegnede, blev disse også afskaffet. Dermed kunne Danmark nærme sig verdens mest forbilledlige lovgivning på området, den amerikanske, hvor – meget groft og lidt forsimplet sagt – kun opfordringer til vold mod identificerbare grupper eller individer er ulovligt. 

Ironisk nok ville den amerikanske regering, som flere mener, at den danske regering bejler til via et sådant forbud, aldrig indføre nogen blasfemiparagraf. Den vidtgående amerikanske ytringsfrihed er sikret via det første forfatningstillæg og en stribe højesteretsdomme.

(Der har da også været flere koranafbrædinger de seneste år, foretaget blandt andet af den bindegale Westboro Baptist Church, der bruger sin ytringsfrihed til at demonstrere deres foragt for amerikanske soldater dræbt i krig ved selvsammes begravelser – og det dækker den amerikanske ytringsfrihed ligeledes.)

Derfor er det også stærkt kritisabelt, når en række amerikanske regeringer lægger pres på lande for at kriminalisere noget, man aldrig selv ville acceptere indenrigspolitisk.

Forskel på folk

Et yderligere spørgsmål er, at man i vestlige samfund hylder princippet om lighed for loven som aldeles centralt, og at en række indskrænkninger i ytringsfriheden helt åbenlyst bryder med dette. Hvis det er lovligt, at Nyrup river en bog, han selv har købt, i stykker, mens det er ulovligt for andre at brænde en koran, de ligeledes selv har købt, er der åbenlyst ikke lighed for loven. 

Her siger lovgivningen i praksis, at de mennesker, som holder meget af Koranen, har ret til at få privilegeret deres følelsesliv, mens dette ikke gælder for andre. 

Det samme problem gælder i øvrigt i forhold til racismeparagraffen, § 266 b i straffeloven. Hvis nogle siger noget grimt og nedsættende om kontanthjælpsmodtagere, pædagoger, kapitalister eller rødhårede, kan disse grupper ikke gå til domstolene. Det kan man til gengæld, hvis man føler sig forhånet som muslim, handicappet eller andre grupper. Med andre ord siger staten altså direkte, at visse borgere, i kraft af deres tilhørsforhold, har rettigheder, som andre grupper af borgere ikke har. 

Men det, man skal gøre sig klart i forhold til spørgsmålet om koranafbrændinger, er, at det ikke alene er en indskrænkning af ytringsfriheden, men også et led i en særdeles intens kampagne, som muslimske lande fører for at indskrive deres dogmer i andre landes lovgivning, der suppleres med trusler om boykot, vold og terror fra andre sider. 

Så hvis et flertal af danskerne, som jeg desværre vil tro, støtter en reduktion af ytringsfriheden, giver vi ikke alene afkald på noget af det, som har gjort Vesten til så succesfulde samfund, at millioner fra ikke mindst muslimske lande søger hertil, mens trafikken den anden vej er voldsomt begrænset. De demonstrerer også – om de vil det eller ej – at vold, trusler og afpresning virker, og det i en situation hvor de muslimske landes ønskeliste til indskrænkninger af ytringsfriheden slet ikke stopper ved koranafbrændinger, som vi lærte af Muhammedkrisen. 

Og hvis man belønner vold, trusler og terror, er kun en ting sikkert: Man vil få mere af det.