Dybest set, synes jeg ikke om, at politikere sagsøger hinanden for, hvad den ene eller anden har sagt i en debat. Det må være muligt for politikerne at finde ud af, hvor grænsen går mellem debat og angreb på personlige ære på andre måder end via domstolene.
Men i sagen mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard kan jeg faktisk godt forstå, at Morten Messerschmidt vil have trukket en streg i sandet, når det kommer til beskyldninger om, at hudfarve bliver tillagt nogen betydning i kritikken af muslimsk indvandring.
Det med hudfarve er ikke noget, der optager højrefløjen. I det store hele er de fleste borgerlige mennesker, jeg kender ret farveblinde i mødet med andre mennesker. Jo flere man møder, desto lettere falder det én at undgå at lægge mærke til. Det gælder også for køn i professionelle sammenhænge.
