Tillad mig for en gangs skyld at skrive som om, jeg var født midt i sidste århundrede. For det er jeg. Ungdommelig af sind og ånd, men med en fornemmelse af, at mangt og meget var bedre før, end de gik hen og blev i dag.
Der er noget næsten komisk ved den moderne skoles fiasko. Vi har aldrig haft flere muligheder for at undervise børn. Lærerne er veluddannede. Skolerne har computere, tablets, interaktive tavler, læringsplatforme, støttefunktioner, konsulenter, vejledere og hele professionshøjskoler beskæftiget med at udvikle pædagogikken.
Og resultatet? Danske 15-årige opnår i PISA 2025 de dårligste danske resultater, siden målingerne begyndte i 2000. I læsning scorer de 460 point mod 489 i 2022. I matematik er resultatet faldet fra 489 til 471.
Siden 2018 er danske elever gået 41 point tilbage i læsning og 38 point i matematik. OECD regner omtrent 20 point som et skoleårs faglige progression. Det er altså ikke en lille statistisk krusning. Ministeriet selv skriver, at en dansk 15-årig i læsning og matematik nu omtrent befinder sig på det niveau, en 13-årig gjorde i 2015.
Det burde udløse mere og andet endnu politisk initiativ med krav om flere penge, flere tolærerordninger og flere trivselstiltag og inkluderende, omsorgsfulde aktiviteter.
Dengang læreren havde en katekismus
Efter Reformationen i 1536 fik den danske degn blandt andet til opgave at undervise sognets børn. Ambitionsniveauet set med nutidens øjne var beskedent. Børnene skulle først og fremmest lære deres kristendom og kunne læse.
Læsematerialet var Bibelen, salmerne og Luthers katekismus. Læreruddannelsen eksisterede ikke. Mange lærere var dårligt kvalificerede, undervisningslokalerne elendige, og bøndernes børn måtte i perioder blive hjemme for at arbejde. Alligevel skete der noget forbløffende. Børnene lærte at læse.
Efter skolelovene i 1814 blev ambitionen udvidet til, at alle børn også skulle lære at skrive og regne. Skolen var præget af udenadslære, overhøring, gentagelse og streng disciplin. Et sted i 1830'erne, skønner skolehistorikere, kunne stort hele kongeriget læse.
Det er naturligvis ikke et argument for spanskrør, kolde skolestuer eller at reducere pensum til Erik Pontoppidans katekismusforklaring Sandhed til Gudfrygtighed, som var lovpligtig pensum gennem hele 1700-tallet.
Men måske er der en pointe gemt i den gamle skole, som vi i vores overlegenhed har glemt. Man vidste, hvad man ville have børnene til at kunne. Hvilke færdigheder, de skulle bibringes, og man holdt fast i målet, også når børnene gjorde modstand, var genstridige, dovne eller måske så svagtbegavede, at der skulle bruges mere tid og flere kræfter.
Lære at læse og skrive, det skulle de.
Først skal man kunne noget
Den moderne skole har i årtier været betaget af alt det, der kommer efter færdighederne. Elever skal være kreative. De skal samarbejde. Reflektere. Søge information. Arbejde projektorienteret. Tage ansvar for egen læring. Være kritiske. Innovative. Digitale. Nysgerrige og selvstændige.
Alt sammen ganske glimrende. Når man vel at mærke har lært at læse, skrive og regne. For det er svært at være kritisk tænkende, hvis man ikke kan læse en vanskelig tekst. Det er svært at være kreativ med matematik, hvis regnearterne ikke sidder fast. Og det er svært selvstændigt at opsøge viden, hvis man mangler den basale viden, som gør én i stand til at vurdere, hvad man finder.
Den gammeldags skole havde forstået en rækkefølge, som den moderne skole undertiden synes at have glemt. Først øvelse. Så beherskelse. Derefter frihed til at søge mere på egen hånd.
Man lærer at læse ved at læse. Man lærer at stave ved at stave. Man lærer tabellerne ved at gentage dem så mange gange, at svaret sidder der, før man har fundet sin tablet frem. Det er ikke særlig spændende. Og det er netop pointen. Det er et slid. Og for nogle et hårdt slid.
Prøv med noget reaktionært
Måske kunne man prøve noget revolutionerende reaktionært. Borde i rækker. En lærer ved tavlen. Bøger af papir. Højtlæsning. Diktat. Regnestykker. Gangetabeller. Genfortælling. Udenadslære. Gentagelse, indtil stoffet sidder fast.
Og først når børnene faktisk kan læse, skrive og regne, kan vi begynde at bekymre os om, hvorvidt undervisningen i tilstrækkelig grad fremmer deres kreativitet og personlige selvudfoldelse. Det lyder gammeldags.
Efter de nye PISA-tal er det måske den stærkeste anbefaling, man kan give en skoleidé.
