Kort Nyt

03.11.22

21-årig er yngste folketingsmedlem og fjerdeyngste nogensinde

21-årige Helena Artmann Andresen er nu Folketingets yngste medlem. LA-politikeren blev valgt i Sydjylland.
Helena Artmann Andresens valgplakater hang blandt andet i Kolding, hvor hun var opstillet. (Arkivfoto).
Helena Artmann Andresens valgplakater hang blandt andet i Kolding, hvor hun var opstillet. (Arkivfoto).

Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance er det yngste medlem af Folketinget efter folketingsvalget tirsdag.

Med sine 21 år og lidt over en måned er hun samtidig det fjerdeyngste medlem af Folketinget nogensinde.

Det viser en opgørelse fra Folketingets hjemmeside.

Det yngste medlem nogensinde blev Karina Sørensen (DF), der i 2001 blev valgt som 19-årig.

Herefter følger Pernille Forchhammer (S) og Jeppe Mikkelsen (R). De blev valgt i henholdsvis 1987 og 2011 som 19-årig og 20-årig.

Helena Artmann Andresen fik 1143 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds.

Det var nok til at tage Liberal Alliances andet mandat i kredsen, hvor partiet oplevede fremgang. Henrik Dahl fik det første mandat.

- Henrik Dahl var stensikker, men jeg synes, der er mange dygtige kandidater, så jeg tænkte ikke mig selv som en sikker toer, siger Helena Artmann Andresen til TV Syd.

Hun kalder det videre "lidt uvirkeligt" at være blevet valgt til Folketinget.

Helena Artmann Andresen siger sit job op som salgsassistent i Partyland i Kolding Storcenter op for at blive folketingsmedlem, skriver TV Syd videre.

Sidste år var hun spidskandidat for LA i Kolding Kommune ved kommunalvalget, hvor hun fik 350 personlige stemmer og ikke opnåede valg.

Liberal Alliance fik stor fremgang ved valget tirsdag, hvor partiet gik fra 2,3 procent af stemmerne i 2019 til 7,9 procent. Det giver 14 medlemmer til partiets folketingsgruppe.

Ved valget i 2019 blev grønlandske Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Siumut det yngste medlem som 22-årig. Hun fik tirsdag genvalg.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter