Ligesom shiaerne i Iran venter på den tolvte imam, Mahdi, venter Vestens progressive på deres næste Fører.

Det er en polemisk sætning. Men den rummer en hypotese om en politisk bevægelse, som endnu ikke helt har fundet sin form. Den har allerede sin frelserhistorie, sine martyrer, de skyldige folkeslag, hellige ord, rituelle bekendelser og institutioner.

Den har en forestilling om den gamle verdens undergang og en ny verdens fødsel. Den råder over en aktivistisk fortrop, en moralsk disciplin og et tæt netværk af medier, universiteter, organisationer, kulturinstitutioner og dele af administrationen. Det, den endnu savner, er den person i hvem bevægelsen kan genkende sig selv og sin historiske mission.

Særlig funktion
For at forstå dette må man først se på Palæstinas særlige funktion i den progressive forestillingsverden.

Spørgsmålet er ikke, om palæstinenserne har legitime politiske krav, eller om Israel kan kritiseres. Naturligvis har de det, og naturligvis kan de det. Spørgsmålet er, hvad dele af den vestlige venstrefløj bruger Palæstina til.

Palæstina er blevet et stedfortrædende fædreland. Her kan den postnationale progressive bevægelse genfinde alle de politiske lidenskaber, som den har gjort mistænkelige i sine egne samfund: folk, land, blod, grænser, historisk ret, national ære, fordrivelse, hjemkomst, heltemod, offer og væbnet befrielse.

Det, som hos europæere betegnes som nationalisme, bliver hos palæstinenserne til selvbestemmelse. Det, der i Vesten kaldes militarisme, bliver til modstand. Det, der kan kritiseres som kollektiv dæmonisering, bliver til antikolonial analyse.

Det, der ellers ville blive fordømt som religiøs fanatisme eller reaktionær patriarkalisme, træder i baggrunden, når den historiske aktør på forhånd er blevet tildelt rollen som offer.

Den progressive bevægelse har med andre ord ikke overvundet nationalismen. Den har outsourcet den.

Den forbudte lidenskabs tilbagekomst
Stedfortrædermekanismen gør det muligt at nyde en politisk lidenskab uden at vedkende sig den. Den, der hjemme betragter flaget som mistænkeligt, kan marchere under det palæstinensiske. Den, der ser national samhørighed som ekskluderende, kan uden tøven tale om ét folks udelelige ret til et bestemt land.

Den, der fordømmer heroiske fortællinger om krig og offer, kan romantisere "modstanden".

Den, der ellers kræver, at alle politiske spørgsmål bedømmes ud fra individets rettigheder og sikkerhed, kan pludselig underordne individet under en verdenshistorisk befrielseskamp.

Palæstina fritager den progressive for hans egen progressivisme. Her kan han være nationalist uden at være nationalist, militarist uden at være militarist og religiøst hengiven uden at bekende sig til en religion.

Han kan deltage i en kollektiv bevægelse, anvende dens symboler og gentage dens formularer, samtidig med at han fortsat forstår sig selv som kritisk, individualistisk og emancipatorisk.

Stedfortrædernationalisme
Det er stedfortrædermekanismens første side: Den giver adgang til de følelser, som ens egen ideologi officielt forbyder.

Dette forklarer også den mærkelige dobbelthed i bevægelsens forhold til vold. I den hjemlige politiske debat udvides voldsbegrebet ofte, så ord, symboler, tavshed og uenighed kan beskrives som skade eller overgreb. Et forkert pronomen, en kontroversiel foredragsholder eller en kritisk bog kan siges at skabe utryghed og udsætte sårbare mennesker for fare.

Men når volden udføres af den historisk rigtige aktør, indtræder den modsatte bevægelse. Da indsnævres voldsbegrebet. Den konkrete handling opløses i ord som "kontekst", "modstand", "fortvivlelse" og "antikolonial kamp". Den moralske vurdering afgøres ikke længere først af, hvad der blev gjort mod hvem, men af hvilken plads gerningsmanden og offeret allerede har fået i den store fortælling.

Den progressive moral er således på én gang ekstremt følsom og ekstremt hård. Den er følsom over for den skyldiges ord og hård over for den skyldiges krop.

Det skyldige billede
Her møder stedfortrædermekanismen det, man kunne kalde det skyldige billede. I en demokratisk diskussion møder vi normalt modstanderen som en borger, der har fremsat et udsagn. Udsagnet kan undersøges, kritiseres og eventuelt tilbagevises. Den progressive moraltypologi foretager en anden bevægelse. Den går fra udsagnet til personen og fra personen til typen.

Modstanderen tager ikke blot fejl. Hans udsagn afslører, hvad han er.

Han bliver racist, transfob, kolonialist, ekstremist, konspirationsteoretiker eller reaktionær. Ordene kan naturligvis beskrive virkelige holdninger. Problemet opstår, når de ikke længere fungerer som præcise betegnelser for dokumenterbare udsagn og handlinger, men som totale forklaringer på personen.

Når typen først er etableret, bliver argumentet sekundært. Hans krav om dokumentation viser hans kulde. Hans protest mod beskrivelsen viser hans aggressivitet. Hans forsøg på at skelne mellem mennesker og ideologier viser blot, hvor raffineret hans fjendtlighed er. Selv hans høflighed kan udlægges som en strategi, der skal gøre farlige synspunkter socialt acceptable.

Det skyldige billede er vanskeligt at modbevise, fordi alt, hvad personen gør, bliver fortolket gennem billedet.

Fjendens patologi
Den progressive part kan dermed tildele sig selv gode motiver og sin modstander onde eller patologiske motiver. Den ene taler af omsorg, den anden af angst. Den ene beskytter minoriteter, den anden føler sig truet af deres eksistens. Den ene reagerer på uretfærdighed, den anden reagerer på tabet af privilegier. Den ene har argumenter; den anden har symptomer.

Sådan bliver politisk uenighed omdannet til moralsk diagnostik.

Stedfortrædermekanismens anden side er derfor en projektion af skyld.

Bevægelsen placerer sine forbudte lidenskaber i Palæstina, mens den placerer sine autoritære tilbøjeligheder hos modstanderen. Den dyrker selv national mobilisering, men anklager modparten for farlig nationalisme.

Den inddeler selv mennesker i moralske kollektiver, men hævder, at kritikeren dæmoniserer minoriteter. Den forsøger selv at kontrollere det legitime meningsrum, men beskriver oppositionen som en trussel mod demokratiet.

Demokratiet er farligt
Dette er ikke kun en strid mellem højre og venstre eller mellem konservative og progressive. Det er en strid om demokratiet selv.

I den pluralistiske demokratiopfattelse er modstanderen en legitim borger, også når han tager alvorligt fejl. Demokratiet forudsætter ikke enighed om det gode samfund, men enighed om, at uenigheden skal afgøres mellem politisk ligeværdige mennesker, som ikke mister deres borgerlige legitimitet, fordi de taber et valg eller forsvarer et upopulært standpunkt.

Det skyldige billede opløser denne forudsætning. Når modstanderen fremstilles som en trussel mod minoriteters eksistens, sikkerhed eller menneskeværd, bliver hans deltagelse i demokratiet selv mistænkelig. Han er ikke længere bare den ene part i en politisk konflikt. Han er årsagen til, at visse mennesker ikke kan leve trygt.

Herfra er vejen kort til, at hans ytringsfrihed, ansættelse, adgang til institutioner eller mulighed for at organisere sig bliver betragtet som sikkerhedsproblemer.

Den afgørende omvending lyder således: Vi begrænser ikke en politisk modstander. Vi beskytter sårbare mennesker mod en farlig aktør.

I omsorgens navn
Dette er den bløde autoritarisme. Den gamle autoritarisme krævede lydighed i statens, nationens eller revolutionens navn. Den nye kræver tilslutning i omsorgens navn.

Den siger ikke, at kritik er forbudt, men at den skaber et utrygt miljø. Den siger ikke, at oppositionen er ulovlig, men at den normaliserer had. Den siger ikke, at personen skal bringes til tavshed, men at ansvarlige institutioner ikke bør give ham en platform.

Førerkulten er endnu svag, men længslen efter den samlende figur er synlig. Militarismen findes som stedfortrædende "modstand". Den nationale genfødelsesmyte findes i fortællingen om Palæstinas befrielse og den globale antikoloniale omvæltning.

Korporatismen findes ikke som en formelt organiseret stat, men som et kompleks af medier, universiteter, faglige organisationer, ngo’er, kulturinstitutioner, virksomheder og myndigheder, der ofte gentager den samme moralske grammatik.

Det er derfor mere præcist at tale om en blød fascisme: en politisk orden, der bevarer demokratiske procedurer, men gradvist opløser den demokratiske anerkendelse af modstanderen; som ikke primært mobiliserer gennem uniformer og parader, men gennem moralsk klassifikation, institutionel disciplinering og social udstødelse; og som hylder mangfoldigheden af identiteter, mens den indsnævrer mangfoldigheden af tilladte tanker.

Den er blød i sin æstetik og decentral i sin magtudøvelse. Men den kan være hård mod det menneske, der først er blevet placeret i det skyldige billede.

Den ventende bevægelse
I denne sammenhæng er New Yorks demokratisk-socialistiske borgmester Zohran Mamdani interessant, fordi han viser, hvordan den spredte progressive bevægelse kan samles i en politisk person.

Han forener minoritetsidentitet, socialistisk økonomi, Palæstinasagen, aktivistisk mobilisering, social mediekommunikation og reel udøvende magt i verdens mest symbolske storby. Han kan bevæge sig mellem protesten og rådhuset, mellem den moralske bevægelse og den administrative stat.

Myten kommer før Føreren. Først skabes den hellige sag, det uskyldige folk, den dæmoniske fjende, den historiske nødvendighed, den mobiliserede gade og de institutioner, som taler med samme moralske stemme.

Derefter opstår den person, der kan samle fortællingen og give den et ansigt.

Palæstina-sagen har endnu ikke fundet sin Fører. Men den har længe været i færd med at skabe den verden, som skal tage imod ham.