Kort Nyt

07.12.22

Argentinsk vicepræsident idømt seks års fængsel for korruption

Vicepræsident Cristina Fernández de Kirchner er blevet dømt seks års fængsel, men forventes at anke dommen.
Christina Fernández de Kirchner var præsident i Argentina i to valgperioder fra 2007 til 2015 og har talrige støtter. (Arkivfoto).
Christina Fernández de Kirchner var præsident i Argentina i to valgperioder fra 2007 til 2015 og har talrige støtter. (Arkivfoto).

Den tidligere argentinske præsident og siddende vicepræsident Cristina Fernández de Kirchner er tirsdag blevet fundet skyldig i korruption.

Det sker, selv om vicepræsidenten har immunitet på grund af hendes embede.

Cristina Fernández de Kirchner er blevet idømt seks år i fængsel samt blevet frataget retten til at sidde i et offentligt embede i resten af sit liv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den magtfulde vicepræsident står dog ikke umiddelbart over for fængsel. Hun forventes at anke dommen. Det vil tage flere år at behandle sagen ved højere retsinstanser.

Fernández de Kirchner var præsident i Argentina i to valgperioder fra 2007 til 2015 og har talrige støtter.

Ifølge den britiske avis The Guardian er det første gang, en argentinsk politiker i et offentligt embede er blevet dømt for en forbrydelse.

På en videoforbindelse efter domsafsigelsen sagde Fernández de Kirchner, at anklagerne mod hende er politisk motiverede. Hun har efterfølgende meldt ud, at hun ikke vil gå efter præsidentposten i 2023.

Den 69-årige populist dominerer ifølge The Guardian det politiske landskab.

Det er blot få måneder siden, at hun overlevede et attentatforsøg i Buenos Aires.

Den formodede gerningsmand, 35-årige Fernando Sabag Montiel, blev fanget på video, hvor han peger på vicepræsidenten med en pistol på klos hold, mens hun hilser på tilhængere uden for sit hjem i Buenos Aires.

Men af uvisse årsager gik Montiels pistol ikke af, og han blev overmandet og anholdt med det samme.

Hændelsen fandt sted 1. september.

Montiels 23-årige kæreste, Brenda Uliarter, blev anholdt tre dage senere.

Anklagemyndigheden mener, at kæresteparret havde planlagt attentatet på forhånd. Et motiv er dog indtil videre ukendt. Vicepræsidenten kom ikke til skade.

Landet har længe været i økonomisk krise, og inflationenen har nærmet sig 100 procent.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter