Kort Nyt

06.02.23

Efter lang tids strid: Nemlig.com og 3F tegner overenskomst

Aftale gælder supermarkedets egne chauffører, men Nemlig.com vil også ændre vilkår for eksterne leverandører.
- Jeg håber, at dem, der skulle være i tvivl, om der er gode løn- og arbejdsvilkår i vores distributionsområde, de ikke er det længere, siger Stefan Plenge, administrerende direktør for nemlig.com. (Arkivfoto).
- Jeg håber, at dem, der skulle være i tvivl, om der er gode løn- og arbejdsvilkår i vores distributionsområde, de ikke er det længere, siger Stefan Plenge, administrerende direktør for nemlig.com. (Arkivfoto).

Internetsupermarkedet Nemlig.com og 3F Transport har tegnet en overenskomst for chauffører.

Det oplyses mandag af parterne, der længe har været i strid om arbejdsforhold.

Med aftalen får Nemlig.com mulighed for at ansætte sine egne chauffører. Samtidig vil Nemlig.com indføre tilsvarende vilkår for eksterne leverandører.

- Vi har været opmærksomme på, at vi fortsat kan drive den virksomhed, som vi gør. Det handler for eksempel om, at vi skal have en vagtplanlægning og nogle åbningstider, som gør os konkurrencedygtige, siger Stefan Plenge, administrerende direktør i Nemlig.com.

Vilkårene i overenskomsten kommer til at koste flere penge for internetsupermarkedet. Alligevel mener Stefan Plenge ikke, at det vil forringe Nemlig.coms konkurrenceevne.

- Tværtimod tror jeg, at det gør, at vi får et endnu stærkere fundament at stå på. Vi har investeret betydeligt i transportområdet. Derfor var det et naturligt skridt for os at begynde at ansætte vores egne chauffører, siger han.

Aftalen betyder, at 3F trækker et varsel om konflikt tilbage på de transportvirksomheder, der leverer varer for Nemlig.com. Også sympatikonflikter hos blandt andet fagforbundet FOA bliver trukket tilbage.

Det glæder Jan Villadsen, formand i 3F Transport, at det er lykkedes at nå frem til en aftale efter lang tids forhandling.

- Der er mange virksomheder, som mener, at de gør noget, der er helt anderledes, og at det ikke kan passes ind i den danske aftalemodel.

- Men gode ting kommer til den, der venter og holder fast. Jeg er meget stolt af, at vi har lavet en aftale, der beviser, at den danske model virker, siger Jan Villadsen.

I 2021 blev der i en række artikler i blandt andet Politiken og Fagbladet 3F sat fokus på dårlige arbejdsforhold for chauffører og lagerarbejdere, der arbejdede for Nemlig.com.

Det startede konflikten mellem internetsupermarkedet og fagforeningen, der siden 2021 har forsøgt at nå til enighed om en overenskomst.

3F Transport har tidligere tegnet overenskomster med Føtex og Coop for chauffører, der kører dagligvarer hjem til folk. Begge kæder har dog for nyligt meldt ud, at hjemmeleveringen stopper.

Nemlig.com oplever derfor flere kunder.

- Det er klart, at med den nuværende situation, hvor der er færre konkurrenter, oplever vi en større kundetilstrømning, end vi plejer.

- Jeg håber, at dem, der skulle være i tvivl, om der er gode løn- og arbejdsvilkår i vores distributionsområde, de ikke er det længere, siger Stefan Plenge.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter