Karen Ellemanns farvel til Folketinget kan potentielt koste Venstre et mandat i Europa-Parlamentet i Bruxelles.
For det sætter en større stoleleg i gang.
Hendes mandat i Folketinget overtages af suppleanten Kim Valentin. Han havde, efter han i første omgang ikke blev valgt ved folketingsvalget, ellers takket ja til at tage til Europa-Parlamentet.
Han er nummer to på Venstres suppleantliste, men da EU-parlamentarikerne Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell blev valgt ind i Folketinget, blev to pladser ledige.
Den ene går til Bergur Løkke Rasmussen, der er førstesuppleant. Og så var det fastlagt, at Kim Valentin tog den anden ledige plads i Venstres parlamentsgruppe på fire.
Men med hans tilbagevenden til Folketinget tilbydes pladsen nu til nummer tre på suppleantlisten.
Det er Erik Poulsen, der dog til Dagbladet Ringkøbing-Skjern i oktober meddelte, at han vil takke nej.
Det skyldes blandt, at han har fået et job, han ikke vil forlade. Desuden har han ifølge avisen meldt sig ud af Venstre.
Men han kaldte også muligheden for en plads i Europa-Parlamentet for "hypotetisk".
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Erik Poulsen om, hvorvidt han fastholder sit nej.
Gør han det, kan Venstre risikere at miste mandatet. For de to næste suppleanter er henholdsvis Charlotte Munch og Theresa Blegvad.
Siden valget til Europa-Parlamentet i 2019 har de begge skiftet parti. Charlotte Munch er netop blevet valgt til Folketinget for Danmarksdemokraterne, mens Theresa Blegvad er medlem af De Konservative nu.
Theresa Blegvad har tidligere siddet i Aarhus Byråd.
Hun oplyser til Ritzau, at hun nu vil overveje den "interessante mulighed". Inden da vil hun dog i dialog med Venstre.
Charlotte Munch vil mandag aften melde ud, hvad hun siger til en mulig plads i EU-parlamentet, oplyser hun.
Næste navn på listen er Henrik Noes Piester. Han stillede i 2021 op ved kommunalvalget i Svendborg Kommune, hvor han ikke blev valgt.
Det blev mandag annonceret, at Karen Ellemann fra begyndelsen af 2023 tiltræder som generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Hun har siddet i Folketinget siden 2007 og bestridt en række ministerposter.
Kilde: /ritzau/