Kort Nyt

13.12.22

EU-Parlamentet tager post fra korruptionsmistænkt politiker

EU-Parlamentet stemmer for at fratage Eva Kaili rollen som vicepræsident i parlamentet efter korruptionssag.
EU-Parlamentet har stemt for at tage posten som vicepræsident for EU-Parlamentet fra socialdemokraten Eva Kaili. Hun er sigtet i en korruptionssag, som ifølge flere medier involverer penge fra VM-værtslandet, Qatar. Kaili afviser at have gjort noget forkert (Arkivfoto).
EU-Parlamentet har stemt for at tage posten som vicepræsident for EU-Parlamentet fra socialdemokraten Eva Kaili. Hun er sigtet i en korruptionssag, som ifølge flere medier involverer penge fra VM-værtslandet, Qatar. Kaili afviser at have gjort noget forkert (Arkivfoto).

EU-Parlamentet har tirsdag stemt for at fratage den græske socialdemokrat Eva Kaili rollen som vicepræsident i EU-Parlamentet efter korruptionssag.

Det skete med et stort flertal. To tredjedele af parlamentet skal stemme for, hvis posten skal tages fra et medlem. Men ved afstemningen var det hele 625 stemmer for mod 1 imod og 2 blanke stemmer.

Eva Kaili har afvist, at hun har modtaget penge fra Qatar. Men sagen har rystet EU-Parlamentet, efter at en dommer i Belgien har sigtet fire personer, som mistænkes for at have modtaget penge og gaver fra en af golfstaterne.

Flere medier har peget på, at det er VM-værten Qatar, der har forsøgt at bestikke sig til indflydelse på EU-parlamentarikernes beslutninger.

Belgisk politi ransagede fredag 16 adresser i Bruxelles og beslaglagde 600.000 euro. Det svarer til omtrent 4,5 millioner kroner.

Selv om der endnu ikke er rejst tiltale eller faldet dom i sagen, så har den ført til selvransagelse i EU-Parlamentet. EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, sagde i en tale mandag aften, at sagen skal have konsekvenser for de involverede, og at reglerne for lobbyisme skal strammes.

- Jeg må være forsigtig med mine ord for ikke at underminere efterforskningen og hensynet til, at man er uskyldig, indtil andet er bevist.

- Men der skal ikke være tvivl om min vrede og min vilje til, at dette hus skal gøres stærkere, sagde Roberta Metsola mandag aften.

På baggrund heraf vil Roberta Metsola arbejde for øget åbenhed om møder med udenlandske magter og åbne for whistleblowere, så man kan stoppe mulig korruption.

- Der vil ikke være nogen straffrihed.

- Og til de magter i tredjelande, der tror, at I kan købe europæiske politikere og organisationer: I vil finde ud af, at dette parlament står i vejen, sagde Roberta Metsola.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter