Kort Nyt

28.12.22

Fredag får hele verden indsigt i Donald Trumps skatteforhold

Hvor meget har Donald Trump betalt i skat, da han var præsident? På fredag får hele verden svaret på det.
Donald Trumps selvangivelser fra 2015 til og med 2020 vil blive offentliggjort fredag. (Arkivfoto).
Donald Trumps selvangivelser fra 2015 til og med 2020 vil blive offentliggjort fredag. (Arkivfoto).

Fredag vil det blive offentliggjort, hvor meget Donald Trump har betalt i skat, da han var præsident for USA.

Det oplyser det udvalg i Repræsentanternes Hus, som arbejder med at undersøge Trumps skatteforhold.

Helt konkret er det den tidligere præsidents selvangivelser fra årene 2015 til og med 2020, som vil blive offentliggjort. En selvangivelse er en angivelse af, hvor meget man har tjent i det foregående år, og hvor meget man skal betale i skat.

Udvalget i Repræsentanternes Hus, som er kontrolleret af medlemmer af Det Demokratiske Parti, udgav i sidste uge en rapport, hvori det hævdede at skattemyndigheden IRS brød med dets egne regler ved ikke at revidere Trumps selvangivelser i de fire år, hvor han var præsident.

Det var han fra 2017 til 2021.

En talsperson for Donald Trump har afvist at kommentere udmeldingen fra udvalget i Repræsentanternes Hus.

Udvalget hævder, at det er nødvendigt at gøre Trumps selvangivelser offentlige. Det skal sikre, at offentligheden har mulighed for at se kritikken af IRS i kontekst.

Trump blev den første præsidentkandidat i flere årtier til ikke at offentliggøre sine skatteforhold under sin valgkamp. Han gjorde det, hverken da han stillede op i 2016, eller da han genopstillede i 2020.

Udvalget i Repræsentanternes Hus havde ikke længe til at træffe en beslutning om Trumps selvangivelser.

1. januar indtræder det nye Repræsentanternes Hus, som blev valgt ved midtvejsvalget i november.

Når det sker, vil Det Republikanske Parti have flertal i kammeret. Med flertallet vil det være usandsynligt, at Repræsentanternes Hus vil gå i dybden med Trumps skatteforhold.

Kilde: /ritzau/Reuters

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter