G7-landene, der tæller de økonomisk største lande i Vesten, er fredag på et møde i Tyskland blevet enige om at sende hjælp til Ukraine, så landet kan genopbygge el- og vandforsyningen.
Det er infrastruktur, som Rusland de seneste uger har ødelagt med droner og raketter.
Det skal ske med en ny mekanisme, der skal koordinere hjælpen til Ukraine. Det har G7-landenes udenrigsministre aftalt.
- I dag etablerer vi en G7-koordineringsmekanisme til at hjælpe Ukraine med at reparere, genopbygge og forsvare dets kritiske energi- og vandinfrastruktur.
Det siger ministrene efter et to-dages møde i byen Münster.
De slår fast, at Rusland forsøger at "terrorisere den civile befolkning" i Ukraine med de fortsatte angreb på mennesker og infrastruktur.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, anklager præsident Vladimir Putins regime for at forsøge at fryse Ukraine til overgivelse.
- Præsident Putin synes at have besluttet, at hvis han ikke kan indtage Ukraine med magt, så vil han fryse dem til underkastelse, siger han.
Før G7-mødet oplyste den tyske vært ved G7-mødet, udenrigsminister Annalena Baerbock, at G7-landene vil levere generatorer og varmeanlæg. De skal hjælpe Ukraine med at klare sig gennem en kold vinter.
Rusland er de seneste uger gået systematisk efter at ødelægge Ukraines infrastruktur. Det er formentlig i håb om at svække ukrainernes modstandsvilje.
Fredag oplyser Ukraine, at 4,5 millioner borgere er uden strøm.
Præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, kom fredag til Ukraines hovedstad, Kyiv. Her bekræftede han USA's fortsatte støtte til Ukraine i krigen mod de russiske angribere.
Sullivan slog fast, at Ukraine har et "akut behov for et luftforsvar i dette kritiske øjeblik".
Kilde: /ritzau/AFP