Kort Nyt

13.12.22

Hollandsk ministerium undskylder for racisme

I Udenrigsministeriet i Holland er personer blevet omtalt som "aber" eller "Sorteper", hævder ny rapport.
Hollands udenrigsminister, Wopke Hoekstra, siger, at rapporten berører ham dybt.
Hollands udenrigsminister, Wopke Hoekstra, siger, at rapporten berører ham dybt.

Det hollandske udenrigsministerium undskylder, efter at en uafhængig rapport har anklaget ministeriet for "institutionel racisme".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det, som kolleger i departementet og rundt i verden har oplevet, er uacceptabelt, og det berører mig dybt, skriver den hollandske udenrigsminister, Wopke Hoekstra, på Twitter.

Rapporten kommer på baggrund af en undersøgelse, som blev sat i gang i forlængelse af Black Lives Matter-bevægelsen.

Flere etniske minoriteter ansat i ministeriet siger i rapporten, at de ofte har følt sig ekskluderet og ignoreret af hvide kolleger.

Samtidig siger flere ansatte, at de har hørt personer blive omtalt som blandt andet "aber" eller "Zwarte Piet" på grund af deres hudfarve.

Afrikanske lande er ifølge rapporten også blevet beskrevet af en medarbejder som "abelande".

Holland har flere gange trukket overskrifter for karakteren Zwarte Piet - på dansk Sorteper.

Sorteper - en hjælper til Sinterklaas, den hollandske julemand - var tidligere altid spillet af hvide mennesker, der blev malet sorte i ansigtet. Det refereres også til som blackface.

Rapporten er lavet på baggrund af interviews med 33 personer og fokusgrupper på i alt 47 personer, heriblandt "bikulturelle" ansatte i ministeriet.

Det kan læses i rapporten, at undersøgelsen har rejst spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer "institutionel racisme".

- Vi konkluderer, at dette er tilfældet, skrives der i rapporten.

Holland er i de seneste år blevet konfronteret med sin historie som en tidligere kolonimagt og slavenation.

Regeringen har ifølge flere medier planlagt at formelt undskylde for slaveriet senere i december. Men grupper fra landets tidligere kolonier vil have det udskudt, da de siger, de ikke er blevet hørt om tiltaget.

Kilde: /ritzau/AFP

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter