Tre af de store humanitære organisationer, der arbejder i Afghanistan, har søndag besluttet at suspendere deres arbejde i landet.
Det oplyser de i en fælles udtalelse som reaktion på lørdagens melding fra Taliban-styret om, at det ikke længere vil være tilladt for kvinder at arbejde for lokale og internationale ngo'er.
Det drejer sig om de internationale organisationer Red Barnet og Care International samt det norske Flyktningehjelpen.
De tre skriver i deres udtalelse, at de ikke kan hjælpe "børn, kvinder og mænd i desperat nød i Afghanistan uden vores kvindelige medarbejdere".
Repræsentanter fra FN og flere humanitære organisationer mødes senere søndag i Afghanistans hovedstad, Kabul, for at diskutere Talibans forbud.
- Der er planlagt et møde senere i dag mellem det humanitære landeteam for at vende situationen og diskutere, hvordan vi skal håndtere det, siger informationsmedarbejder Tapiwa Gomo fra Ocha, der er FN's koordinationskontor for humanitære anliggender.
Millioner af afghanere er afhængige af nødhjælp. Den seneste melding fra Taliban kommer, efter at styret i sidste uge også forbød kvindelige studerende på landets universiteter.
Begge skridt er blevet mødet med fordømmelse fra mange lande og organisationer.
Det afghanske økonomiministerium truede lørdag med at suspendere arbejdstilladelsen for de uafhængige hjælpeorganisationer, der ikke efterlever forbuddet mod kvindelige medarbejdere.
Det er økonomiministeriet, der udsteder arbejdslicens for private organisationer. Ministeriet begrundede truslen med, at man har modtaget "alvorlige klager" over, at nogle af ngo'ernes kvindelige ansatte ikke har efterlevet de islamiske regler for passende beklædning.
Den økonomiske krise i Afghanistan er blevet forværret, siden Taliban overtog magten i august sidste år.
Flere lande - deriblandt USA - har indefrosset lovet bistand for milliarder af kroner, og udenlandske donorer har skåret i deres bidrag. Flere humanitære organisationer har dog fortsat deres arbejde i landet, ofte i samarbejde med lokale partnere.
Kilde: /ritzau/AFP