Den fremtrædende prodemokratiske iværksætter Jimmy Lai har lørdag fået en ny fængselsdom i Hongkong.
Lai er fundet skyldig i svindel i forbindelse med en kontraktmæssig uoverensstemmelse. Dommen lyder på fem år og ni måneders fængsel.
75-årige Lai er grundlægger af det nu lukkede medie Apple Daily.
Han har for nylig overstået fængselsdomme på i alt 20 måneder, som han havde fået for sin rolle i protester og forsamlinger, der af myndighederne anses for at være uautoriserede.
Lai risikerer også en livstidsdom ved en kommende retssag, hvor han står over for anklager om at have forbrudt sig mod den såkaldte nationale sikkerhedslov i Hongkong.
Mens hans tidligere domme har haft forbindelse til de store prodemokratiske protester i 2019, har den seneste sag handlet om, at hans selskaber skal have overtrådt betingelserne i en lejekontrakt for hans medies kontorpladser.
Anklagerne mener, at et konsulentfirma, som Lai drev, uretmæssigt anvendte kontorplads, som Apple Daily havde lejet med et andet formål.
Det var ikke i overensstemmelse med den kontrakt, som Apple Daily havde underskrevet, mente anklagerne. De mente, at der var tale om svindel.
Forsvaret mener, at der burde have været anlagt et civilt søgsmål og ikke en straffesag. De har sagt, at der var tale om ganske få kvadratmeter.
Dommeren afviste, at sagen har noget at gøre med politik og sagde, at der var tale om en "simpel svindelsag".
Lai har længe været en af Hongkongs bedst kendte prodemokratiske aktivister, og Apple Daily var en hård kritiker af den kinesiske regering.
Hongkong blev under en aftale fra 1997 med Storbritannien overdraget til Kina, under den betingelse at Hongkong blev oprettet som en særlig region. Den har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer". Aftalen løber frem til 2047.
Kina beskyldes for i stigende grad at stramme grebet om Hongkong. Det er blandt andet sket med en særdeles hård fremfærd mod de prodemokratiske protester.
Kilde: /ritzau/