Ved de foregående folketingsvalg har det nærmest regnet med stemmer over Enhedslistens frontkvinder.
Mens Pernille Skipper ved valget i 2019 trak 33.024 personlige stemmer, svømmede Johanne Schmidt-Nielsen i henholdsvis 40.425 og 47.002 personlige krydser ved valgene i 2015 og 2011.
Den nuværende politiske leder for partiet, Mai Villadsen, må dog se langt efter samme status som stemmesluger.
Ved tirsdagens valg har hun skrabet 10.822 personlige stemmer til sig, viser fintællingen af valgresultatet.
Enhedslisten er ved folketingsvalget gået fire mandater tilbage sammenlignet med valgresultatet i 2019 og står nu med ni mandater.
Med til historien hører, at både Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen stillede op i København, hvor Enhedslisten traditionelt står stærkt blandt vælgerne.
Mai Villadsen stiller op i Østjylland.
I København stiller partiets populære profiler Rosa Lund og Pelle Dragsted op. Det endelige resultat er dog ikke talt op i hovedstaden endnu. Det er derfor uvist, om de slår partilederen i vælgeropbakning.
Kilde: /ritzau/