Kort Nyt

01.02.23

Markant flere henrettes under kong Salman i Saudi-Arabien

Årligt antal henrettelser er næsten fordoblet i Saudi-Arabien, siden kong Salman og hans søn kom til magten.
Kronprins Mohammed bin Salman er Saudi-Arabiens de facto-leder. (Arkivfoto)
Kronprins Mohammed bin Salman er Saudi-Arabiens de facto-leder. (Arkivfoto)

Der er blevet skruet gevaldigt op for henrettelserne i Saudi-Arabien, siden oliestatens nuværende leder, kong Salman, og hans magtfulde søn, kronprins Mohammed bin Salman, kom til magten i 2015.

Antallet af henrettelser er steget fra i gennemsnit 71 om året i perioden 2010 til 2014 til i snit 130 hvert år siden 2015.

Det oplyser flere organisationer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mere end 1000 personer er blevet idømt dødsstraf og er blevet henrettet under det nuværende lederskab.

Opgørelsen fremgår af en rapport fra organisationerne Reprieve og European Saudi Organisation for Human Rights.

Saudi-Arabien har de senere år bevæget sig med små skridt i en mere moderne og vestlig retning og har vedtaget flere sociale reformer.

Men dødsstraf består altså som en hyppigt anvendt sanktion.

Det er, til trods for at Mohammed bin Salman i et interview med det amerikanske magasin The Atlantic sidste år i marts påstod, at Saudi-Arabien er gået væk fra at henrette dets borgere.

Dog ville landet fortsat ty til dødsstraf i sager om drab, og når nogen "truer mange menneskers liv", lød det fra kronprinsen.

Sidste år blev 147 personer henrettet i landet. Heraf blev 81 henrettet på en enkelt dag i marts.

Ifølge det saudiske styre havde de begået terrorrelateret kriminalitet.

Det er ifølge organisationerne ikke kun kriminalitet begået af voksne, som straffes med dødsstraf. Siden 2013 er 15 personer blevet henrettet for forseelser, som blev begået, mens de var børn.

Det senest kendte eksempel på dette er Mustafa al-Darwish. Han blev henrettet i 2021. Seks år forinden var han blevet anholdt for som 17-årig at have deltaget i en demonstration.

Ifølge rapporten blev al-Darwish henrettet, uden at hans familie forinden var blevet informeret om den forestående henrettelse.

Kilde: /ritzau/AFP

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter