Kort Nyt

21.01.23

Musk i retten: Folk tror ikke nødvendigvis på mine tweets

Twitter-chefen er i retten på grund af et tweet fra 2018. Fredag forklarede han sig i under en halv time.
Elon Musk siger, at investorer ikke altid reagerer på hans tweets, som han forventer.
Elon Musk siger, at investorer ikke altid reagerer på hans tweets, som han forventer.

Tesla-stifter og chef for Twitter Elon Musk tog fredag for en kort stund ordet i en retssag, hvor han er sagsøgt for at have kostet investorer millioner af dollar.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I retten i den amerikanske by San Francisco sagde Musk, at investorerne ikke altid reagerer på milliardærens tweets, som han selv forventer.

- Bare fordi jeg tweeter noget, så betyder det ikke, at folk tror på det eller handler ud fra det, siger Musk, der i efteråret 2022 købte Twitter.

Musk forklarede sig i under en halv time ved fredagens retsmøde.

Sagen drejer sig om et tweet fra 2018, hvor Musk skrev, at han overvejede at afnotere elbilproducenten Tesla fra børsen for 420 dollar per aktie. Han skrev desuden, at finansieringen var sikret.

I et andet tweet tilføjede han, at støtten fra investorerne var bekræftet.

Budskabet udløste udsving for Teslas aktiekurs, hvilket kostede aktionærer mange penge. Flere har derfor lagt sag an mod Musk.

Retssagen mod Musk begyndte onsdag og fortsætter mandag.

Musk er ifølge finansmediet Forbes god for 153 milliarder dollar. Trods det svimlende beløb har Musks formue tidligere været noget højere, og han mistede i december også positionen som verdens rigeste person til franske Bernard Arnault.

Musk gennemførte sit køb af Twitter i oktober sidste år. Han betalte 44 milliarder dollar for det sociale medie.

Siden da har rigmanden været i vælten for sin håndtering af mediet.

Han valgte blandt andet relativt hurtigt at fyre cirka halvdelen af Twitters i alt 7500 ansatte. Derpå krævede han af de tilbageværende medarbejdere, at de skulle arbejde hårdt og i mange timer.

Det amerikanske medie CNBC skrev fredag, at der nu blot er omkring 1300 ansatte i Twitter. Det afviser Musk dog selv.

- Oplysningen er forkert. Der er omkring 2300 aktive medarbejdere i Twitter, skriver han i et tweet som svar på CNBC's melding.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter