Elon Musk vil stoppe som topchef for Twitter, når han finder en, der er "tåbelig" nok til at overtage.
Det skriver han på Twitter efter afstemning.
- Jeg vil træde af som administrerende direktør, så snart jeg finder en, der er tåbelig nok til at tage jobbet! Herefter vil jeg stå i spidsen for afdelingerne for software og servere, skriver han på det sociale medie natten til onsdag dansk tid.
Meldingen kommer efter, at Elon Musk iværksatte en afstemning på det sociale medie.
Her spurgte han Twitters brugere, hvorvidt de syntes, han burde træde af som topchef. Over 17 millioner brugere har stemt, og af dem har 57,5 procent stemt for, at Elon Musk ikke skal fortsætte som topchef for Twitter.
Her svarede flest, at Elon Musk bør forlade sin stilling.
Det er første gang, at Elon Musk nævner muligheden for fratrædelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er især den finansielle verden, der har presset på for at mangemilliardæren, der også ejer Tesla, bør stoppe som frontfigur.
Især Tesla-aktiespekulanter har sat spørgsmålstegn ved hans fokus i forhold til at lede bilproducenten sideløbende med Twitter.
Musk har selv indrømmet, at han har lidt for meget at se til og tidligere sagt, at han vil lede efter en administrerende direktør for Twitter.
Søndag sagde han dog, at han ikke havde en efterfølger, og at "ingen, som faktisk kan holde virksomheden i live, vil have jobbet", skriver Reuters.
Elon Musk færdiggjorde i oktober sit køb af Twitter for et beløb svarende til omtrent 308 milliarder kroner.
Siden har der været en lang række overskrifter i amerikanske medier om hans ledelsesstil og den nye linje på det sociale medie.
Musk lagde ud med at fyre omkring halvdelen af Twitters 7500 ansatte.
Kilde: /ritzau/