Kort Nyt

18.12.22

Nordkorea affyrer to ballistiske missiler ud i Det Japanske Hav

Nordkorea har ifølge Sydkoreas militær affyret to ballistiske missiler ud over Det Japanske Hav.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, så tilfreds ud, da landet torsdag gennemførte test af et nyt våbensystem til affyring af missiler.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, så tilfreds ud, da landet torsdag gennemførte test af et nyt våbensystem til affyring af missiler.

Nordkorea har natten til søndag dansk tid affyret to ballistiske missiler ud over Det Japanske Hav.

De er begge faldet i vandet uden for Japans eksklusive økonomiske zone (EEZ).

Det oplyser henholdsvis Sydkoreas militær og den japanske viceforsvarsminister, Toshiro Ino.

De to missiler nåede en højde på på 550 kilometer over jordens overflade og rejste cirka 250 kilometer ud over Det Japanske Hav, inden de dalede ned, oplyser Japans forsvarsministerium.

Ifølge Toshiro Ino er der ikke tegn på, at missilerne har forårsaget nogen skader.

Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er der tale om missiler af typen MRBM, som står for medium range ballistic missile (et mellemdistance ballistisk missil, red.).

Affyringerne kommer, bare få dage efter at Nordkorea oplyste, at det succesfuldt havde foretaget en test med et nyt våbensystem, der bruger brændstof i fast form.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters gør det nye våbensystem Nordkorea i stand til at affyre ballistiske missiler med kortere forberedelsestid.

Testen af det nye system foregik torsdag, hvor landets leder, Kim Jong-un, holdt opsyn.

Nordkorea har trods international kritik gennemført et hidtil uset antal prøveaffyringer i år. Landet har blandt andet gennemført en test med et ballistisk missil, der kan flyve langt nok til at ramme USA.

Nordkorea har flere gange i år sendt missiler mod øst. Én gang er et missil sågar strøget hen over den nordlige del af Japan.

Og netop truslen fra Nordkorea - sammen med den fra Kina - fik i denne uge Japan til at bryde med en årelang tradition for pacifisme og i stedet varsle en fordobling af landets forsvarsbudget over de næste fem år.

Når Japan i mål med den oprustning, vil landet leve op til Nato-landenes målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar. Japan er ikke medlem af Nato, men har et tæt samarbejde med forsvarsalliancen.

Oprustningen vil desuden sende Japan fra 9.-pladsen op til tredjepladsen på listen over lande med de største forsvarsbudgetter.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter