Nyvalgte Pelle Dragsted træder direkte ind i Enhedslistens ledelse i folketingsgruppen.
Det meddeler Enhedslisten tirsdag i en pressemeddelelse, efter at folketingsgruppen har konstitueret sig.
De øvrige i gruppeledelsen er politisk ordfører Mai Villadsen og gruppeformand Peder Hvelplund.
De to udgjorde tidligere gruppeledelsen sammen med Victoria Velasquez og Rosa Lund.
Ved folketingsvalget 1. november gik Enhedslisten tilbage fra 13 til 9 mandater, og det har altså resulteret i en mindre gruppeledelse.
Pelle Dragsted fik 14.129 personlige stemmer i Københavns Storkreds, en traditionel Enhedslisten-højborg, og han blev dermed partiets største stemmesluger ved valget.
Pelle Dragsted bliver blandt andet også finansordfører, en post som i et stykke tid har tilhørt Victoria Velasquez.
Hun overtog i august finansordførerskabet fra Rune Lund, da han stoppede i Folketinget.
Pelle Dragsted bliver anset som en potentiel arvtager for Mai Villadsen som politisk ordfører, når hun på grund af Enhedslistens rotationsprincip stopper i Folketinget efter næste folketingsvalg.
Samme rotationsprincip gjorde, at Pelle Dragsted selv stoppede i Folketinget ved valget i 2019.
Han sad ganske vist kun i Folketinget i en enkelt valgperiode fra 2015 til 2019, men forinden havde han i nogle år arbejdet for Enhedslisten som presseansvarlig og politisk rådgiver.
Pelle Dragsted, der også tidligere har været finansordfører, sad i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune frem til folketingsvalget.
Men Enhedslisten tillader ikke dobbeltmandater, så han stopper i kommunalbestyrelsen. Det havde han allerede før kommunalvalget sidste år meddelt, at han ville gøre, hvis han senere skulle blive valgt ind i Folketinget.
Mai Villadsen fortsætter som klimaordfører, og hun bliver også ordfører for natur og miljø.
Peder Hvelplund fortsætter som sundhedsordfører, og han overtager posten som psykiatriordfører fra Pernille Skipper. Den tidligere politiske ordfører stoppede i Folketinget ved valget, da også hun faldt for rotationsprincippet.
Kilde: /ritzau/