Kort Nyt

06.02.23

Over 1300 er bekræftet døde efter jordskælv i Tyrkiet

I alt er mindst 1379 personer bekræftet omkommet i Tyrkiet og Syrien efter nattens voldsomme jordskælv.
Et meget kraftigt jordskælv ramte den sydlige del af det centrale Tyrkiet natten til mandag og blev efterfulgt af endnu et kraftigt skælv. Her ses stedet, hvor det ramte.
Et meget kraftigt jordskælv ramte den sydlige del af det centrale Tyrkiet natten til mandag og blev efterfulgt af endnu et kraftigt skælv. Her ses stedet, hvor det ramte.

Mange er døde eller fanget under murbrokker efter et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på omkring 7,8, der ramte det sydøstlige Tyrkiet og kunne mærkes i Cypern, Libanon og Syrien natten til mandag.

Også flere efterskælv har ramt regionen.

Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet fandt sted klokken 02.17 dansk tid svarende til 04.17 lokal tid - altså mens mange lå og sov.

Jordskælvet har ført til mange sammenstyrtede bygninger. Tyrkiet har erklæret en alarmtilstand på niveau fire, som også udløser en opfordring til det internationale samfund om at komme med hjælp.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dødstallene stiger fortsat i både Tyrkiet og Syrien.

Ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er 912 personer konstateret døde i landet som følge af jordskælvet, skriver Reuters. Derudover er 5383 personer blevet såret.

Mere end 1700 bygninger er styrtet sammen, fortæller vicepræsidenten videre ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Syriske statsmedier rapporterer, at mindst 320 er omkommet i skælvet inden for de dele af landet, der er kontrolleret af det syriske regime.

I de dele af landet, der er kontrolleret af oppositionsgrupper, er 147 bekræftet omkommet og hundredvis er såret. Det oplyser organisationen De Hvide Hjelme, der fungerer som en civil redningstjeneste i det krigsramte land.

Dermed har det samlede dødstal i Tyrkiet og Syrien rundet 1000 og er nu på foreløbig 1379.

I flere provinser i Tyrkiet er der mange kollapsede bygninger. Det gælder både Osmaniye-provinsen, Diyarbakir-provinsen og Malatya-provinsen.

Jordskælvet ramte i en dybde af cirka 17,9 kilometer i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye ifølge USGS. Gaziantep ligger omkring 50 kilometer fra Tyrkiets grænse til Syrien.

Skælvet er et af de mest kraftfulde, som har ramt regionen i mindst et århundrede, skriver AFP. Det rammer et område af Tyrkiet, hvor der bor millioner af flygtninge fra Syrien og andre krigsramte områder.

Billeder fra den tyrkiske tv-kanal TRT viser, at folk er gået ud på snedækkede gader. Det skriver Reuters. De billeder viser også skader på bygninger.

Jordskælvet varede omkring et minut og ødelagde mange vinduer ifølge et Reuters-vidne.

Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner.

Skælvet natten til mandag blev efterfulgt af et skælv med en beregnet størrelse på 6,7. Det fandt sted 11 minutter efter det første jordskælv ifølge USGS.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter