Kort Nyt

13.12.22

Redaktør: Radikalt exit varsler ret blåt regeringsgrundlag

R har haft en mystisk rolle i regeringsforhandlinger, mener redaktør, der ikke finder exit overraskende.
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, smilede stort, da han ankom til natlige regeringsforhandlinger mandag aften. Men nu har partiet forladt forhandlingerne. (Arkivfoto).
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, smilede stort, da han ankom til natlige regeringsforhandlinger mandag aften. Men nu har partiet forladt forhandlingerne. (Arkivfoto).

Det kan ende med at blive et særdeles blåt regeringsgrundlag, den nye regering skal arbejde ud fra.

Det vurderer Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark, efter, at De Radikale har forladt regeringsforhandlingerne.

- Nu er der ikke flere tilbage fra Mette Frederiksens gamle parlamentariske grundlag. Det gør jo, at det kan komme til at se ganske blåt ud, når vi engang får indsigt i det her regeringsgrundlag, siger han.

Det er De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, der til Politiken fortæller, at partiet er ude af regeringsforhandlingerne.

Han nævner klimapolitik samt børne- og ungeområdet som emner, hvor partierne står for langt fra hinanden.

Casper Dall nævner en anden stor knast, De Radikale har haft svært ved at sluge, nemlig modtagecentret til asylbehandling i Rwanda.

Martin Lidegaard siger dog til DR, at der faktisk er fundet en "landingsbane" på den sag.

Den landingsbane får vi at se, når regeringsgrundlaget kommer - formentlig i morgen, siger Lidegaard til DR.

Han tilføjer, at De Radikale hverken vil være støtte- eller oppositionsparti.

Dall mener ikke som sådan, at det radikale exit er overraskende.

- De har hele tiden haft en mystisk rolle i periferien af de her forhandlinger. De har givet udtryk for, at de var meget med inde ved forhandlingsbordet og tæt på forløbet, men det seneste stykke tid har det virket, som om det er gået i en anden retning, end De Radikale ser sig selv i.

- Derfor tænker jeg, det er en naturlig udvikling, at de trækker stikket.

Med ved bordet sidder stadig - foruden Socialdemokratiet - Venstre og Moderaterne, og forskellige medier har kunnet berette, hvordan blå mærkesager som eksempelvis lavere skat, herunder en højere topskattegrænse, er på forhandlingsbordet.

- Tiden må vise, hvor langt det lykkes for Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen (formænd for Venstre og Moderaterne, red.) at trække Mette Frederiksen, og hvor stor en omkostning det bliver for S at skulle lave den her brede regering, siger Casper Dall.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter