Vestlige lande rykker tættere på endnu en verdenskrig.
Det siger den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev i et opslag på det sociale medie Twitter onsdag morgen.
Meldingen kommer efter, at et missil tirsdag aften slog ned i Polen nær grænsen til Ukraine. To personer blev dræbt i eksplosionen.
- Episoden med det formodede ukrainske "missilangreb" på en polsk farm beviser blot en ting. Nemlig at Vesten ved at føre en hybridkrig mod Rusland rykker tættere på verdenskrig, skriver Dmitrij Medvedev.
Han er også næstformand i Ruslands sikkerhedsråd.
Hybridkrig er et udtryk for krigsførelse med en lang række midler ud over krudt og kugler. Det kan for eksempel være militær støtte i form af levering af materiel, økonomisk støtte, sanktioner og cyberangreb.
Den russiske regering har flere gange anklaget vestlige lande for at føre "hybridkrig" mod Rusland.
Imens er det endnu uklart, hvem der står som afsender på missilet.
Myndigheder i Polen har oplyst, at missilet er russisk produceret. Men det betyder dermed ikke, at det er Rusland, der har afsendt set.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, siger indtil videre, at det er "usandsynligt", at missilet er affyret fra Rusland.
Ifølge amerikanske embedsmænd viser de indledende undersøgelser af hændelsen, at missilet er affyret af ukrainske styrker.
De forsøgte angiveligt at ramme et russisk missil, som var på vej mod Ukraine. Det oplyser unavngivne amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauet AP.
Onsdag morgen advarer Kina imod at drage forhastede konklusioner efter missilnedslaget og undgå panik.
Det siger Mao Ning, der er talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I den nuværende situation bør alle relevante parter forholde sig roligt og udvise tilbageholdenhed for at undgå, at situationen eskalerer, siger hun.
Kilde: /ritzau/