Det russiske stats-tv oplyser, at en russisk våbenhvile er trådt i kraft fra fredag klokken 10 dansk tid. Den gælder langs hele fronten i Ukraine.
Den ensidige våbenhvile gik i gang klokken 12 lokal tid. Den er beordret af præsident Vladimir Putin i forbindelse med den kristne ortodokse jul.
Men en talsmand for Ukraines præsident siger ifølge AFP, at russiske styrker - efter våbenhvilen er trådt i kraft - beskyder byen Kherson, og at flere mennesker er dræbt.
- Der var mindst fire eksplosioner ... og de taler om våbenhvile. Det siger noget om, hvem vi er i krig imod, siger han.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at ukrainske soldater ikke deltager i våbenhvilen.
Han kalder Putins besked for hykleri. Der bliver ikke nogen våbenhvile, så længe russiske soldater opholder sig på ukrainsk jord, sagde han torsdag.
Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at byen Donetsk i det østlige Ukraine blev ramt af ukrainsk artilleri med 155mm-granater et kvarter før våbenhvilen. Byen er under russisk kontrol.
Der var morgenen igennem gensidige angreb i området på modpartens stillinger. Fredag er den ortodokse juleaftensdag og lørdag juledag.
Russiske granater ramte den ukrainske by Kramatorsk. Den ligger nær frontlinjen i regionen Donetsk. Det er et område, som Putin i september erklærede var en del af Rusland fra nu af.
- Kramatorsk er under beskydning. Bliv i beskyttelsesrum, lød det fra byens borgmester.
Den russiske våbenhvile udløber ved midnat lørdag lokal tid.
Den kommer, efter at Rusland har lidt store tilbageslag på slagmarken. Ifølge Ukraine blev 400 russiske soldater dræbt tidligere på ugen.
Det skete under et angreb mod en forlægning i byen Makijivka i det østlige Ukraine. Ifølge Rusland mistede færre end 90 soldater livet.
Ukraine melder også om store russiske tab under et angreb i regionen Kherson.
Patriarken for den russiske ortodokse kirke, Kirill, havde opfordret til våbenhvilen. Men den ukrainske gren af den ortodokse kirke har brudt med moderkirken i Moskva. Den har beskyldt Kirill for at være pot og pande med Putin og en ophidser til krig.
Kilde: /ritzau/Reuters