Kort Nyt

14.11.22

Slovenien får sin første kvindelige præsident

Sloveniens nyvalgte liberale præsident har som advokat tidligere repræsenteret Trumps kone, Melania.
Sloveniens nyvalgte præsident, Natasa Pirc-Musar, knytter søndag aften næven efter valgsejren.
Sloveniens nyvalgte præsident, Natasa Pirc-Musar, knytter søndag aften næven efter valgsejren.

Den liberale kandidat Natasa Pirc-Musar bliver Sloveniens første kvindelige præsident. Det står klart, efter at hun søndag vandt valgets anden valgrunde.

Da næsten alle stemmer var talt op søndag aften, havde hun sikret sig cirka 54 procent af stemmerne mod 46 procent til hendes konservative modstander, Andze Logar.

Pirc-Musar lover, at hun som præsident vil stå for menneskerettigheder og demokrati.

- Folket har fortalt, hvilket Slovenien de ønsker, siger hun i sin sejrstale.

Posten som præsident er mestendels ceremoniel. Men hun bliver formelt leder for Sloveniens hær.

For mange slovenere kan Pirc-Musar komme til at spille en vigtig selvstændig rolle i forhold til det fortsatte magtopgør mellem den tidligere premierminister Janez Jansa og hans nationalkonservative støtter og den noget mere opsplittede fløj af midter- og venstrepartier.

Det var centrum-venstre, som vandt det seneste parlamentsvalg i april.

De fratog dermed Jansa magten. Hans politiske ambitioner sammenlignes ofte med dem, som premierminister Viktor Orbán nærer i Ungarn, og som til stadighed er under kritik fra EU-Kommissionen og medlemslandene for at være antidemokratiske.

Pirc-Musar er uddannet som jurist, og hun har som advokat blandt andet arbejdet for fri adgang til information.

En af hendes mest prominente tidligere klienter er Melania Trump, gift med USA's tidligere præsident Donald Trump. Melania stammer fra Slovenien.

Pirc-Musar har også en fortid som tv-vært.

Slovenien løsrev sig i 1991 fra det daværende Jugoslavien. I 2004 blev landet medlem af EU. Der bor lidt over 2,1 millioner mennesker i Slovenien.

Kilde: /ritzau/dpa

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter