De politiske partier i USA har sendt deres absolutte toppolitikere i valgkamp for at sikre et godt midtvejsvalg 8. november, hvor landet skal sammensætte dele af Kongressen.
Mens præsident Joe Biden og tidligere præsident Barack Obama var troppet op i delstaten Pennsylvanias største by, Philadelphia, for at tale til vælgere, tog republikanske Donald Trump turen til Latrobe, som ligger cirka 50 kilometer øst for delstatens næststørste by, Pittsburgh.
Og her var beskeden fra Trump klar.
- Hvis I ønsker at stoppe ødelæggelsen af vores land og at redde den amerikanske drøm, skal I som en gigantisk rød bølge ud og stemme på republikanerne på tirsdag, siger Donald Trump ifølge nyhedsbureauet AFP til vælgerskaren i delstaten Pennsylvania.
Den tidligere præsident kom forbi en lang række problemer i USA, som han i det store og hele skød skylden på Demokraterne for.
Han langede blandt andet ud efter partiets håndtering af den stigende inflation. Han kom også forbi partiets uddannelsespolitik, som han anser for alt for "progressiv".
Kilder tæt på Donald Trump har sagt, at han er ved at forberede sig til at stille op som præsident igen i 2024. Han har endnu ikke bekræftet det selv.
- Vi kommer til at genvinde det smukke hus, har han dog sagt om valget i 2024. Han henviser formentlig til Det Hvide Hus, som er den amerikanske præsidentbolig.
Ved tirsdagens valg bliver det afgjort, hvordan magtbalancen i Kongressens to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - vil være i de næste to år.
Samtlige af pladserne i Repræsentanternes Hus er i spil. Der skal vælges 34 senatorer til den tredjedel af Senatets mandater, som hedder 3. klasse.
Desuden skal delstaten Oklahoma vælge en ny senator, efter at delstatens senator Jim Inhofe har valgt at gå på pension.
Pennsylvania har været en af de mest afgørende delstater ved de seneste to præsidentvalg. Igen i 2022 ventes delstaten at være i begivenhedernes centrum, blandt andet med en sand neglebider om delstatens ene senatsplads.
Ved tirsdagens valg står kampen om en plads i Senatet mellem demokraten John Fetterman og republikaneren Mehmet Oz. Mehmet Oz har ifølge CNN tidligere sagt, at han er modstander af en lovsikret ret til abort på føderalt niveau.
Kilde: /ritzau/Reuters