Kort Nyt

08.11.22

Trump lover at komme med meget stor nyhed i næste uge

På et vælgermøde inden midtvejsvalget siger Donald Trump, at han tirsdag i næste uge kommer med en stor nyhed.
I en lufthavn i Daytona i den amerikanske delstat Ohio giver Trump en tale, hvor han siger, at han på tirsdag i næste uge kommer med en meget stor nyhed.
I en lufthavn i Daytona i den amerikanske delstat Ohio giver Trump en tale, hvor han siger, at han på tirsdag i næste uge kommer med en meget stor nyhed.

USA's tidligere præsident Donald Trump siger, at han kommer med en "meget stor nyhed" i næste uge.

Den besked kommer på et republikansk vælgermøde i Ohio mandag forud for tirsdagens midtvejsvalg.

- Jeg kommer til at lave en meget stor bekendtgørelse på tirsdag den 15. november fra Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida, siger den tidligere præsident ifølge nyhedsbureauet AFP.

Trump uddyber ikke, hvad den store nyhed består i. Han siger dog, at han vil give meldingen fra sit hjem i Florida.

Ifølge AFP forventer mange, at Trump inden længe vil melde sig som kandidat til præsidentvalget i USA i 2024.

Det britiske medie BBC skriver desuden, at der har været rygter om, at Trump ville melde sit kandidatur ved vælgermødet i Ohio mandag.

De rygter adresserer Trump ved vælgermødet.

- Se på dem. De venter på noget, siger Trump, mens han peger på de journalister, der er til stede på vælgermødet.

I flere uger har Donald Trump hentydet til, at han vil stille op til præsidentvalget.

Men midtvejsvalget er tilsyneladende så vigtigt, at Trump ikke vil stjæle opmærksomheden.

- Der er intet, der må mindske vigtigheden af i morgen, siger Trump ifølge BBC.

Kilder tæt på Trumps lejr har sagt til det amerikanske medie CNN, at Trumps rådgivere mener, at den tredje uge i november er et ideelt tidspunkt for Trump at annoncere sit præsidentkandidatur.

Flere toprådgivere har rådet ham til at komme med beskeden i en af de delstater, hvor han snævert tabte til præsident Joe Biden ved præsidentvalget i 2020.

Andre mener, at han bør komme med meldingen i delstaten Florida, hvor han fortsat er enormt populær blandt de republikanske vælgere.

Under den 90 minutter lange tale i Ohio kommer Trump mest af alt ind på sine fire år som præsident i USA.

Han fortæller blandt andet om, hvordan landet i de år havde de sikreste grænser.

Den tidligere præsident kommer også med positive bemærkninger om de republikanske kandidater i Ohio.

- I kommer til at stemme på en utrolig række af republikanere, der sætter USA først, siger den tidligere præsident.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter