Kort Nyt

16.12.22

Ukraine frygter stor russisk offensiv mod Kyiv tidligt i 2023

Militærfolk i Ukraine mener at kende til Ruslands plan, som ifølge dem involverer storoffensiv i 2023.
Tidligt under invasionen mislykkedes Rusland med at indtage Kyiv. Her ses en pige, der står ovenpå en ødelagt russisk kampvogn, som blev del af en ukrainsk militærudstilling i Kyiv i august.
Tidligt under invasionen mislykkedes Rusland med at indtage Kyiv. Her ses en pige, der står ovenpå en ødelagt russisk kampvogn, som blev del af en ukrainsk militærudstilling i Kyiv i august.

Ukrainske generaler og ministre forudser en større russisk offensiv i det nye år, måske allerede i januar.

Flere taler endda om et muligt nyt forsøg på at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv.

Udtalelserne kommer fra præsident Volodymyr Zelenskyj, general Valerij Zaluzjnyj og general Oleksandr Syrskyj i interview med magasinet The Economist torsdag.

- Russerne gør omkring 200.000 friske soldater klar, siger Zaluzjnyj.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de vil forsøge at indtage Kyiv igen.

Den store offensiv vil kunne komme fra Donbas i øst, fra syd eller fra nabolandet Hviderusland.

Tidligt i invasionen mislykkedes Rusland med at overtage Kyiv.

Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, siger ifølge The Guardian torsdag, at der kommer flere og flere beviser for, at Rusland planlægger en storoffensiv.

Han tror, at den måske kan komme i februar.

Her vil omkring halvdelen af 300.000 soldater, der blev indskrevet af Rusland i oktober, have færdiggjort deres oplæring, forklarer han.

- Anden del af mobiliseringen - omkring 150.000 - skal bruge omkring tre måneder til at forberede sig, siger han til The Guardian.

- Det betyder, at den næste bølge i offensiven kan starte i februar ligesom sidste år. Det er deres plan.

Begge parter har udelukket en våbenhvile i julen, og der er ikke umiddelbart forhandlinger om få afsluttet konflikten, som er den største i Europa siden Anden Verdenskrig.

Titusindvis har mistet livet, millioner er blevet drevet på flugt, og byer er blevet lagt øde, efter at Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

Rusland selv kalder det en "særlig militæroperation". Formålet var ifølge Rusland at beskytte russisktalende personer fra ukrainske nationalister.

Ukraine og allierede kalder det en uprovokeret angrebskrig.

Kilde: /ritzau/Reuters

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter