Rusland er ved at udbygge sin styrke i Ukraine, men de ukrainske soldater står fast i den østlige by Soledar, hvor der i længere tid har været nogle af krigens hårdeste kampe.
Det siger Ukraines viceforsvarsminister, Hanna Maylar, torsdag på et pressemøde.
Antallet af russiske enheder i Ukraine er steget fra 250 i sidste uge til 280.
- De bevæger sig hen over deres egne døde kroppe, siger hun om kampene ved Soledar.
Byen ligger tæt på en anden omstridt by, Bakhmut, i regionen Donetsk.
- Rusland driver sine egne ofre til slagtebænken i tusindvis. Men vi holder ud, siger hun.
Den russiske milits Wagner-gruppen, der går for at tælle de mest skruppelløse russiske kamptropper, hævdede tirsdag, at den havde indtaget den mindre by Soledar og den mægtige saltmine, der løber under byen.
Men det benægtede den ukrainske hær onsdag.
Her hed det, at kampene om byen er i samme skala som under Anden Verdenskrig. Her gennemførte Nazityskland verdenshistoriens mest blodige offensiv mod det daværende Sovjetunionen.
At Soledar ikke er faldet til russerne, bekræftes af de prorussiske ledere i regionen Donetsk.
De siger til det russiske nyhedsbureau Tass, at kun den vestlige del af byen er under de russiske styrkers fulde kontrol.
Soledar havde inden krigens start i februar sidste år lidt over 10.000 indbyggere.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, lovede ved krigens start at "befri" Donetsk. Rusland kontrollerer i dag kun en del af regionen.
Militære eksperter siger, at det er blevet en stor prestigesag for Putin at erobre Soledar og Bakhmut.
Her har der været hårde kampe siden august.
Der er delte meninger blandt eksperter om, hvor stor strategisk betydning det har at kontrollere de to byer.
Kilde: /ritzau/Reuters