Kort Nyt

07.12.22

Ungarn forsøgte at blokere for milliardhjælp til Ukraine fra EU

Ungarn bruger regel om enstemmighed til at sige nej til hjælp til Ukraine, mens EU kræver reformer i Ungarn.
Ungarns premierminister, Viktor Orban, er på kant med EU-Kommissionen og andre EU-lande om udbetaling af EU-midler til Ungarn. Tirsdag sagde Ungarn nej til et forslag om at udbetale 18 milliarder euro til Ukraine næste år. Nu vil de øvrige 26 EU-lande finde en løsning uden om Ungarn (Arkivfoto).
Ungarns premierminister, Viktor Orban, er på kant med EU-Kommissionen og andre EU-lande om udbetaling af EU-midler til Ungarn. Tirsdag sagde Ungarn nej til et forslag om at udbetale 18 milliarder euro til Ukraine næste år. Nu vil de øvrige 26 EU-lande finde en løsning uden om Ungarn (Arkivfoto).

Ungarn sætter hårdt mod hårdt i opgøret om EU-støtte til landet.

Tirsdag valgte Ungarns regering at sige nej til et forslag om at give 18 milliarder euro i støtte til Ukraine. Dermed er EU-Kommissionen og de øvrige 26 EU-lande nu tvunget til at finde en alternativ finansiering for at kunne hjælpe Ukraine.

Det siger Hollands finansminister, Sigrid Kaag, der som den første forlod finansministrenes møde i Bruxelles tirsdag.

- EU's troværdighed står og falder med, at vi gennemfører de beslutninger, vi har taget. Derfor er støtten til Ukraine og landets befolkning ufravigelig, siger Sigrid Kaag.

Meldingen fra den ungarske regering kommer, mens opgøret med EU om støttemidler til Ungarn spidser til. Senest den 19. december skal EU-landene sige ja eller nej til at udbetale støtte til Ungarn.

EU-Kommissionen har hidtil vurderet, at Ungarn ikke har gjort tilstrækkelige fremskridt i sine reformer til at kunne modtage pengene.

Kommissionen kritiserer Ungarn for ikke at leve op til principperne i en retsstat. Desuden har EU gennem længere tid kritiseret den udbredte korruption i Ungarn.

Situationen er historisk, idet intet EU-medlemsland tidligere er blevet straffet på den måde.

EU-Kommissionen besluttede i september at indefryse 7,5 milliarder euro svarende til omkring 56 milliarder danske kroner. Disse midler ønsker EU-Kommissionen fortsat at indefryse.

Til gengæld giver EU-Kommissionen grønt lys til Ungarns genopretningsplan efter corona. Den vil potentielt kunne udløse 5,8 milliarder euro til Ungarn. Det svarer til omkring 43 milliarder kroner.

Disse penge vil dog også først kunne udbetales, når Ungarn har gennemført 27 konkrete milepæle, indstiller EU-Kommissionen.

Dermed risikerer Ungarns premierminister, Viktor Orban, at stå tilbage med et mærkbart hul i pengekassen.

Der var et lille håb om, at Ungarn ville give sig på dagens møde og åbne for at vedtage støtten til Ukraine. Men det skete ikke.

Til gengæld understreger tirsdagens udvikling, at Ungarn på andre felter er parat til at udnytte krav om enstemmighed til at lægge pres på de øvrige 26 EU-lande.

De resterende 26 lande har dog mulighed for at sammensætte en finansiering af hjælpen til Ukraine uden om Ungarn. Dermed vil Orban ikke kunne bremse hjælpen. Den skal efter planen udbetales månedligt fra januar måned.

Pengene skal blandt andet gå til at betale offentligt ansatte i Ukraine og dermed sikre, at Ukraines regering fortsat kan tilbyde service til borgerne trods krigen.

Det tjekkiske formandskab for EU-forventer, at der i løbet af få dage vil blive fremsat et alternativt forslag til finansiering af støtten til Ukraine.

Samtidig håber det tjekkiske formandskab, at EU-Kommissionen allerede i denne uge kan lave en ny vurdering af Ungarns reformvilje. Dermed vil EU-landene have et mere solidt grundlag, når man skal afgøre, om EU-midlerne alligevel skal udbetales.

Trods den iltre linje fra Orban har Ungarn gennemført reformer, som EU-Kommissionen ikke har haft med i sin seneste vurdering af landet, erkender EU-kommissær Valdis Dombrovskis.

- Vi er blevet bedt om at lave en ny vurdering. Det er svært at gennemføre på få dage, fordi mange af dokumenterne bliver udleveret på ungarsk. Men vi vil gøre, hvad vi kan i dette meget pressede forløb, siger han.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter