Når en politiker siger, at vi skal søge mod midten, lyder det umiddelbart fredeligt og fornuftigt. Midten forbindes med kompromiser, mådehold og stabilitet. Det er her, man finder løsningerne, mens de politiske yderfløje skændes. Men hvad nu hvis midten ikke længere er et neutralt sted?

Det spørgsmål står centralt i den tyske statskundskabsprofessor Philip Manows analyse af den politiske udvikling i Europa. I et interview med Die Welt argumenterer han for, at mange politikere, journalister og forskere stadig beskriver politik med et kort, som ikke længere passer til virkeligheden.

Den gamle konflikt er brudt sammen
I mange årtier kunne europæisk politik forklares med modsætningen mellem højre og venstre. Venstrefløjen ønskede mere omfordeling og var samtidig kulturelt progressiv. Højrefløjen ønskede mindre stat og var kulturelt konservativ. De fleste partier kunne placeres et sted på denne akse.

Men sådan ser landskabet ikke længere ud, mener Manow.

I dag går den vigtigste konfliktlinje et andet sted. På den ene side står dem, der lægger vægt på individuelle rettigheder, selvrealisering og personlig frihed. På den anden side står dem, der ønsker stærkere kollektive fællesskaber, nationale rammer og beskyttelse mod de forandringer, som globalisering og international integration har bragt med sig.

Det er denne nye konflikt, der ifølge Manow forklarer meget af den politiske uro, som de gamle kategorier ikke længere kan indfange.

Midten er blevet en politisk lejr
Mange håber, at en stærkere politisk midte kan dæmpe populismen. Men Manow mener, at midten selv er blevet en del af konflikten. Når politikere taler om at forsvare midten, forsvarer de ikke en neutral position hævet over de politiske stridigheder. De forsvarer deres egne værdier, interesser og prioriteringer.

Derfor er ordet "midte" i dag blevet et politisk kampbegreb. Manow henviser her til den tyske statsretslærer Carl Schmitt, som han har beskæftiget sig med gennem mange år. Schmitts grundlæggende pointe var, at man altid skal spørge, hvem der bruger et bestemt ord, og hvad formålet er.

Når nogen påberåber sig midten, handler det derfor ikke kun om at beskrive virkeligheden. Det handler også om at påvirke den.

Derfor vokser populismen
Denne analyse hænger tæt sammen med Manows syn på populismens fremgang. Han har i flere bøger argumenteret for, at populismen ikke først og fremmest skyldes særlige holdninger eller et pludseligt udbrud af irrationalitet blandt vælgerne.

I stedet peger han på udviklingen i de vestlige demokratier siden afslutningen på Den Kolde Krig. Ifølge Manow er stadig flere politiske spørgsmål blevet flyttet væk fra de nationale parlamenter og over i domstole, internationale institutioner og overnationale ordninger. Dermed er de også blevet fjernet fra vælgernes direkte indflydelse.

Det har skabt en voksende oplevelse af afmagt. Når vælgerne reagerer imod konsekvenserne af eksempelvis euroen eller migrationspolitikken, er det mindre vigtigt for dem, om ansvaret ligger hos nationale regeringer, EU-systemet eller domstolene. De reagerer på resultaterne.

Populismen bliver dermed en protest mod et politisk system, som mange oplever som stadig mindre påvirkeligt.

Fra arbejderparti til akademikerparti
Manow mener også, at denne udvikling har forandret de traditionelle partier. Han peger især på socialdemokratierne i Europa. Tidligere var socialdemokratiske partier en alliance mellem arbejderklassen og den akademiske middelklasse. Den alliance er ifølge ham gået i opløsning.

I dag er socialdemokraterne blevet ét akademisk middelklasseparti blandt flere andre. Konsekvensen er, at mange arbejdervælgere søger andre steder hen.

»Arbejderne stemmer i dag til højre,« siger Manow.

Det betyder ikke nødvendigvis, at arbejderne er blevet mere højreorienterede i klassisk forstand. Det afspejler snarere, at de nye politiske konfliktlinjer handler om andre spørgsmål end dem, der dominerede politik i det 20. århundrede.

Politik kan ikke erstattes af eksperter
Et andet tema i interviewet er corona-pandemien. Manow underviser i øjeblikket i et kursus om corona og oplever stor interesse blandt de studerende. Efter hans opfattelse skyldes det, at samfundet aldrig for alvor har fået diskuteret erfaringerne fra pandemien igennem.

Han advarer mod en udvikling, hvor politiske konflikter bliver fremstillet som spørgsmål med ét videnskabeligt korrekt svar. Hvis politik reduceres til jura eller ekspertviden, forsvinder behovet for at afveje forskellige interesser og værdier. Modstanderne bliver let stemplet som ufornuftige eller uoplyste.

For Manow er det netop her, noget af den moderne politiske konflikt opstår. Ikke mellem højre og venstre, men mellem dem, der mener, at politik skal afgøres gennem demokratiske konflikter og kompromiser, og dem, der i stigende grad søger løsninger gennem regler, domstole og ekspertinstitutioner.

Det er den konflikt, han mener præger Europa i dag. Og det er også derfor, han afviser forestillingen om, at løsningen blot er at vende tilbage til den politiske midte. For midten er ikke længere et neutralt sted mellem de stridende parter. Den er selv blevet én af dem.