Når man tager den borgerlige brille på og pløjer dansk litteraturhistorie igennem, kan det godt se ud som om, den store skurk i dramaet er og bliver Georg Brandes.
Han er vel nærmest blevet set på som en slags æstetikkens Lenin eller Trotskij. En grønthøster, hvis primære interesse var at foretage en storstilet rundbarbering af alt det traditionelle dingeldangel til fordel for det nye og ”funky”.













