Umiddelbart før påske kunne man opleve et ordentligt sværdslag udspille sig mellem forskellige fraktioner inden for det litterære miljø. På den ene side havde man ”den gamle garde” i form af litteraturanmelder Lars Bukdahl fra Weekendavisen, der af al magt forsøgte at frakende nogle yngre digtere enhver æstetisk værdi.
På den anden side havde man disse digtere – heriblandt Emil Salzer – som gav igen med grovfilen. Blandt andet kunne Salzer påvise, at det digtcitat, som Bukdahl brugte til at frakende ham al poetisk værdi, var notorisk forkert! Der stod ikke ”Din bløde og blødende nat”, men ”Din bløde og blændendenat.”
Hvad kun gjorde det endnu mere pinligt for den såkaldt garvede litterat.
