Sammenfatning
Siden Storbritanniens groomingskandale så sagens lys i Rotherham i 2011, har en række nye groomingsager tegnet et billede af, hvordan grupper (såkaldte grooming-gangs) af fortrinsvist britisk-pakistanske mænd igennem årene har misbrugt og udnyttet tusindvis af hvide mindreårige piger seksuelt rundt omkring i flere engelske byer.
Det etniske mønster har undervejs i oprulningen af groomingsagerne været et ømtåleligt og kontroversielt emne i britiske medier, akademiske kredse og i politisk sammenhæng.
Akademiske kredse i Storbritannien har afvist, at gerningsmændenes overgreb kunne have en sammenhæng med deres pakistanske ophav, kulturelle eller religiøse normer. Britiske medier har også været forsigtige med at undersøge denne sammenhæng, men har især beskrevet de forskellige groomingsager, ofrenes oplevelser, og myndighedernes svigt i forhold til ofrene.
I en dansk sammenhæng er groomingsagerne ikke blevet behandlet akademisk. Flere danske medier har omtalt sagerne, men ofte på et metaplan, hvor det mere handler om politiske aktører i grooming-, ytringsfriheds- eller islamdebatten, end om groomingsagerne som sådan.
Denne rapport søger at råde bod på den ofte politiserede, polarisede og myteomspundne debat om de pakistanske grooming-gangs ved at give en grundig sammenfatning og beskrivelse af karakteren og omfanget af Storbritanniens groomingsager. Derudover undersøger den, det i akademisk sammenhæng tabubelagte spørgsmål om, hvorvidt groomingsagerne kan være knyttet til eller motiveret af gerningsmændenes kulturelle og religiøse normer og kvindesyn.
Ved at sammenholde de britiske groomingsager med groomingsager fra Holland og Belgien, konkluderes det, at groomingsagerne ikke er et isoleret britisk fænomen, der alene knytter sig til gerningsmændenes pakistansk kulturelle normer. I stedet er groomingsagerne også et nyt europæisk fænomen, som knytter an til det patriarkalske kvindesyn og de kulturelle og strikse religiøse normer, der hersker i visse indvandrermiljøers parallelsamfund.
I Storbritannien udgør groomingsagernes gerningsmænd kun 0,01 procent af den britisk-pakistanske befolkning. Det patriarkalske kvindesyn og de religiøse og kulturelle normer som hersker i britisk-pakistanske samfund, er derfor ikke den direkte årsag til eller forklaring på groomingfænomenet. I stedet udgør de et bagkatalog af kulturelle og religiøse normer, som i grooming-grupperne fremtræder eller udmønter sig i en ekstrem chauvinistisk udgave. At der i Storbritannien er et langt større antal af groomingsager end i Holland og Belgien, kan dog delvist forklares med, at britisk-pakistanske parallelsamfund er karakteriseret ved konservative æresrelaterede kulturelle normer og fundamentalistiske fortolkninger af islam, som adskiller sig markant fra majoritetssamfundets værdier og normer. Dette forhold betyder givetvis, at vejen ind i gerningsmændenes misogyniske og chauvinistiske syn på de hvide, mindreårige ”æreløse” og ”ikke-muslimske” piger kan blive kortere, og at overgrebene internt i gruppen lettere kan legitimeres. Men derudover betyder de æresrelaterede patriarkalske og strikse konservative religiøse normer givetvis også, at indvandresamfundets egne teenagere og unge kvinder er udsat for stærk social kontrol og holdes væk fra gaden eller de miljøer, hvor gerningsmændene findes. De er med andre ord utilgængelige for unge mænd fra eget miljø, som derved søger andet sted hen for at have seksuelle relationer. På den facon er, groomingsagerne indirekte forbundet med det patriarkalske kvindesyn, som ofte knytter sig miljøer med en meget høj grad af religiøsitet og strikse og meget konservative kulturelle og religiøse normer.
Note om rapportens tilblivelse, kilder og konklusioner
Denne rapport er færdiggjort i november 2020 og dens analyser og konklusioner baserer sig på akademiske artikler, rapporter, avisartikler og baggrundsinterviews, som er publiceret eller fortaget i løbet af år 2020. Når det er vigtigt, at pointere, skyldes det, at det britiske indenrigsministerie i december måned har publiceret en længe ventet rapport om gruppebaseret groomning i Storbritannien med titlen; Group-based Child Sexual Exploitation (Home Office, dec. 2020, note 1). Denne rapports tal og konklusioner adskiller fra de kilder og undersøgelser, som den forhåndenværende rapport og dens konklusioner baserer sig på idet den fremfører, at der ikke kan findes en markant overrepræsentation britisk-pakistanere iblandt gerningsmænd. Selvom der eksisterer en lille overpræsentation af gerningsmænd fra denne gruppe, konkluderer rapporten, at den gruppe-basererede lokaliserede groomning i vid udstrækning også udføres af hvide briter og andre etniske grupper, og at grooming-fænomenet derfor ikke i særlig grad knytter sig til britisk-pakistanere.
Når denne rapport på trods af at den ikke inddrager indenrigsministeriets rapport og dens modsatrettede konklusioner, alligevel bliver publiceret, skyldes det flere forhold. Dels er den nyttig for så vidt, at den fremlægger et samlet billede af grooming-sagerne, og den vigtigste litteratur på området. Derudover betoner forfatterne til indenrigsministeriets rapport selv, at deres datagrundlag og statistiske materiale har været mangelfuldt og ukomplet. Og endeligt skal det også påpeges, at der i interviews med to anonyme britiske kilder, den ene fra politiet, som begge har stor indsigt i de britiske groomingsager, er udtrykt store forbehold overfor indenrigsministeriets rapport, dens dataindsamling, talmateriale og konklusioner. Holdningen var i den forbindelse, at rapporten var stærkt kritisabel og muligvis politisk motiveret.
Den endelige og fyldestgørende undersøgelse af de britiske groomingsager mangler altså stadig på trods af indenrigsministeriets rapport. I det lys kan den forhåndenværende rapport tjene til at tegne linjerne op i den videre akademiske diskussion om emnet, og den placerer sig i den forbindelse i forlængelse af de undersøgelser, som peger på, at der findes en overrepræsentation af britisk-pakistanske gerningsmænd. Den er derfor som sådan ikke forældet, men der skal tages forbehold for, at rapporten ikke inddrager talmateriale og konklusioner fra indenrigsministeriets rapport. Talmaterialet, analyser og konklusioner i denne rapport kan derfor betegnes som omstridte. Om de bekræftes, vil fremtiden vise, men sikkert er det, at der 10 år efter grooming-skandalen så dagens lys i Rotherham, endnu er brug for videre undersøgelser og forskning om Storbritanniens groomingsager.
Sprogbrug og oversættelser: Der optræder i denne rapport mange oversættelser og omskrivelser fra engelsk til dansk. For at lette læsningen oversættes ”grooming cases” til groomingsager uden bindestreg, mens grooming gangs skrives grooming-gangs. Når ”groomingsager” og betegnelsen ”groomingfænomenet” bruges, refererer det specifikt til den form for grooming, som foretages i grupper og på organiseret vis af grooming-gangs, og ikke til grooming som sådan, der også kan foretages af enkeltpersoner.
Grooming-skandalen i Storbritannien
Storbritanniens ”grooming”-skandale tog sin begyndelse i januar 2011, da journalisten Andrew Norfolk i The Times rapporterede om grupper af overvejende britisk-pakistanske mænd, der på organiseret vis havde seksuelt udnyttet og misbrugt hundredevis af fortrinsvist hvide, britiske piger og unge teenagere i den nordengelske by Rotherham. (‘Revealed: Conspiracy of Silence on UK Sex Gangs, The Times, 5. jan 2011, Note 2).
Norfolks afsløringer var lige dele banebrydende og rystende. For selvom britiske medier tidligere havde bragt enkelte historier om grooming-gangs i Nordengland, var Norfolk den første, der samlede trådene og beskrev grooming-fænomenets organiserede karakter, dets store omfang og specifikke etniske mønster. Og hvad mere var; Norfolk kunne på rystende vis ovenikøbet også afsløre, at myndighederne og politiet havde kendt til misbruget i mere end ti år uden at gribe ind.
Rotherhams byråd forsøgte først at modarbejde Norfolk. Men hans fortsatte afsløringer og en retssag mod en grooming-gang i byen Rochdale i 2012 bragte grooming-skandalen op på nationalt politisk plan med høringer i parlamentet.
Rotherhams byråd iværksatte efterfølgende i oktober 2013 en uafhængig undersøgelse under ledelse af professor Alexis Jay, som i en rapport fra 2014 estimerede, at mindst 1400 piger var blevet seksuelt misbrugt mellem 1997 og 2013 af gerningsmænd med overvejende britisk-pakistansk etnicitet.
Samtidig slog rapporten fast, at byrådet, de lokale myndigheder og politiet havde siddet flere advarsler og interne rapporter om misbruget overhørig, hvis de da ikke ligefrem havde undertrykt dem på grund af politisk korrekthed, angst for racismeanklager og frygt for raceuroligheder.
Fordomme over for ofrene spillede også ind. Mange af dem var piger fra lavere sociale klasser og socialt belastede familier, og derfor blev de af politiet betragtet som løse på tråden eller løsslupne. I et tilfælde blev en pige, som var blevet misbrugt seksuelt af flere mænd, ligefrem selv anklaget for prostitution.
Alt i alt havde der hos myndigheder og politi i Rotherham eksisteret en ”conspiracy of silence”, som Andrew Norfolk skrev i sin første artikel i The Times i 2011. For eksempel havde en researcher, der i en rapport påpegede, at gerningsmændene bag det seksuelle misbrug var asiater, fået besked om aldrig at omtale det igen, hvorefter han i øvrigt var blevet sendt på ”etnicitets- og mangfoldighedskursus”. (Rotherham Researcher Sent on Diversity Course after Raising Alarm, The Telegraph, 2 september 2014, note 3).
Myndighedernes mørklægning havde medvirket til, at gerningsmændenes misbrug, der omfattede voldtægt, gruppevoldtægt, trusler, bortførelse, prostitution og seksuel trafficking af byens ofte mest sårbare piger, kunne fortsætte siden 1980erne og nå sit store omfang og alvorlig karakter, konkluderede rapporten.
Myndighederne var dog ikke de eneste, som havde valgt at gå udenom grooming-problematikken. Også de britiske medier havde, før Norfolk kom på banen kun bragt enkelte artikler om problemerne med grooming-gangs. Feministen Julie Bindel, der selv kom fra Nordengland, var en af de få journalister, som undersøgte og skrev om grooming-fænomenet og dets etniske dimension allerede i 2007, altså før Norfolks afsløringer. (Mothers of Prevention, The Times, 30. sep. 2007, Note 4) Den mangelfulde dækning skyldes i høj grad mediernes politiske korrekthed, men også frygt for at blive set som apologetisk eller medløberisk over for anti-islamiske, nationalistiske eller højreekstreme gruppereringer. I Storbritannien har den islam-kritiske aktivist og agitator Tommy Robinson i de senere år præsenteret sig som forsvarer for groomingsagernes ofre, der ivrigt har afdækket sagerne og udstillet gerningsmændene på trods af censur og politisk korrekthed. Robinson voksede op i Luton og kendte til problematikken fra lokalmiljøet. I tiden før Rotherham, da Robinson var leder af English Defence League, talte han blandt andet i 2010 om muslimske grooming-gangs, men noget større fokus på sagerne eller nogen afdækning af dem var der ikke tale om. EDL fokuserede dengang hovedsageligt på deres kamp imod radikale islamister, og det var først senere, efter at grooming-skandalen var blevet afdækket, at Robinson gjorde grooming-gangs til sin mærkesag og brugte dem i sin agitation.
I stedet var det det nationalistiske parti, British National Party (BNP), som tog sagerne op før de fleste andre. Allerede i 2004 talte partilederen Nick Griffin om bander af ”asiatiske muslimer”, som ”forførte og voldtog” unge, hvide britiske piger. BNPs anklager kom i forbindelse med, at en planlagt visning af en Tv-dokumentar om grooming-problematikken var blevet taget af programmet af Channel 4 efter pres fra Yorkshire Politi. Dokumentaren handlede om, hvordan asiatiske mænd groomede hvide piger, men efter at muslimske og etniske organisationer havde henvendt sig til politiet, lagde politiet af frygt for raceuroligheder pres på Channel 4 for at få dokumentaren udskudt (BNP Broadcast Based on C4 Documentary, 26 maj, 2004, BBC, note 5). BNP anklagede herefter såvel politiet som Channel 4 for politisk korrekthed og brugte selv den droppede Tv-dokumentar som led i den valgkamp, der løb af stablen det år.
BNPs dagsorden gik ud på at sammenkæde groomingsagerne med Koranen og islam én til én i forsøg på at vinde opbakning til partiets kamp imod muslimsk og ikke-hvid indvandring (Copsey, 2011, note 6). I 2010 havde BNP groomingsagerne som et punkt i partiets valgprogram, og Griffin lavede videoer, hvor han rent faktisk talte om, at politiet dækkede over sagerne. Men fordi BNP var et racistisk parti på den yderste nationalistiske højrefløj, blev dets omtale af groomingsagerne ignoreret eller slået hen som ren propaganda. Om der rent faktisk eksisterede en grooming-problematik, som BNP på sin egen vis agiterede for, var der kun få journalister, som undersøgte eller skrev om. Alene det at beskæftige sig med groomingsagerne som journalist var politisk ukorrekt og indebar fare for at blive sat uden for det gode selskab, samt risiko for at miste job eller karrieremuligheder.
Det blev derfor først Andrew Norfolks afsløring i 2011 af grooming-skandalen i Rotherham, som for alvor skulle føre til øget fokus på groomingfænomenet.
Nye grooming-sager er siden dukket op med jævne mellemrum i en række forskellige især midt- og nordengelske byer. Indtil videre er der blevet afsløret grooming gangs i mindst 44 byer, heriblandt Newcastle, Oxford, Derby, Bristol, Petersborough, Huddersfield, og Telford, m.fl..
Mere end 350 gerningsmænd er indtil videre blevet dømt. Antallet af ofre for grooming-gangs er ikke opgjort og har været genstand for megen politisering. Men at op imod 10.000 piger, måske flere, kan have været ofre for grooming-gangs siden de første sager er blevet rapporteret i 1980erne, er ikke et urealistisk bud. (se afsnit om grooming-gang sagernes omfang)
Mønsteret i groomingsagerne har hver gang været det samme. Gerningsmændene har hovedsageligt været britisk-pakistanske, mens resten har haft etnisk herkomst i Bangladesh eller andre muslimske lande som f.eks. Somalia, Irak, Iran, eller Tyrkiet. Ganske få hvide briter og enkelte østeuropæere har været blandt gerningsmændene.
Gerningsmændenes overvejende pakistanske etnicitet var før, men til dels også i årene efter Rotherham-skandalen et ømtåleligt emne, som har ført til kontroverser i såvel medier, akademiske kredse og i politisk sammenhæng. Groomingsagerne bliver i nogle kredse stadigt set som et ”drømmescenarie” for anti-islamiske aktivister som Tommy Robinson, der med et ensidigt fokus på gerningsmændenes religion har forsøgt at sætte lighedstegn mellem islam og grooming-fænomenet. (se f.eks. Peter McLoughlin, 2016, note 7.)
Alene det, at påpege eller ville diskutere den mulige betydning af gerningsmændenes etnicitet eller religion, er derfor i nogle kredse blevet set, som at gå disse gruppers ærinde.
Den etniske dimension af groomingsagerne var i flere år oven på Rotherham nedtonet i medier, i den akademiske, offentlige og politiske debat. Gerningsmændene blev omtalt som ”asians”, og deres specifikke etnicitet og religion blev sjældent inddraget som en forklaringsfaktor for deres grooming og seksuelle misbrug.
Da Labours Sarah Champion i juli 2017 i avisen The Sun kommenterede en grooming-sag med 17 dømte ved at påpege, at ”Storbritannien har et problem med britisk-pakistanske mænd, som voldtægter og udnytter hvide piger”, førte det til anklager om racisme (Champion, 2017, note 8). Champion, der var parlamentsmedlem fra Rotherham, måtte efterfølgende erkende, at ordene ikke var velvalgte og derefter efter pres fra partiets egne rækker træde tilbage fra sine tillidsposter i Labour.
En undersøgelsesrapport fra tænketanken Quilliam fra december 2017, som viste, at 84 procent af de dømte gerningsmænd fra 58 grooming-sager var britisk-pakistanske, åbnede dog op for den ømtålelige diskussion. Rapporten understregede, at de dømte gerningsmænd kun udgjorde 0.01 procent af den britisk-pakistanske befolkning og på ingen måde var repræsentative for befolkningsgruppen. Men samtidig pegede rapporten på, at overrepræsentationen af britisk-pakistanske mænd var så markant, at det måtte konkluderes, at dele af det britisk-pakistanske miljø havde særligt problem med seksuel, gruppebaseret grooming af fortrinsvis hvide piger og unge teenagere. Groomingfænomenet var nyt i Storbritannien og foruden en fejlslagen integration, hang det også sammen med gerningsmændenes kultur og religiøse baggrund, konkluderede rapporten. (Quilliam, 2017, note 9)
Rapporten blev straks kritiseret fra akademisk hold. Indvendingen gik her bl.a. (Ella Cockbain, 2019, note 10) på, at det statistiske materiale var for smalt, og at rapporten var uigennemsigtig og uvidenskabelig i metodevalg- og anvendelse. Andre mente, at rapporten havde racistiske undertoner.
Men i juni 2018 tog den dengang nyudnævnte justitsminister, Sajid Javid, alligevel tråden op og iværksatte en undersøgelse om betydningen af de britisk-pakistanske grooming-gangs etnicitet. Det ville ifølge Sajid Javid, som i øvrigt selv har pakistanske aner, være ”forkert, at ignorere gerningsmændenes etnicitet”, og at der kunne ligge ”kulturelle årsager” bag grooming-sagerne.
Groomingsagerne i Storbritannien er stadig et emne, som er ømtåleligt og kan kaste anklager om islamofobi, intolerance og racisme af sig. Savid Javid bebudede undersøgelse er i dag færdig, men indenrigsministeriet har indtil videre afslået at offentliggøre den med den begrundelse, at det ikke tjener offentlighedens interesse. Hvorvidt groomingfænomenet er forbundet med kulturelle eller eventuelt religiøse normer, er altså i dag stadig et uafklaret spørgsmål. At rapporten er blevet tilbagehold kunne tyde på, at indenrigsministeriet vurderer, at groomingfænomenets etniske mønster i en britisk sammenhæng endnu er et ømtåleligt emne, der rummer et vist konfliktpotentiale.
Groomingsagerne dækkes dog i dag bredt i medierne, ikke mindst når der er faldet dom i nye retssager. Grooming-gangs omtales stadig ofte som ”asians”, dog refereres der hyppigt også til gerningsmændenes pakistanske etnicitet. Når det kommer til den akademiske verden, synes emnet stadig at være kontroversielt og belagt med tabu eller politisk korrekthed. For eksempel er der i dag, ni år efter Rotherham, kun skrevet én akademisk artikel, der undersøger gerningsmændenes identitet, og hvorvidt deres kulturelle eller religiøse normer muligvis har spillet en rolle i groomingsagerne. Hovedparten af de andre artikler er primært diskursanalyser, som ikke på kvantitativ vis undersøger overrepræsentationen af britiske-pakistanske gerningsmænd. Det samme gælder i øvrigt til dels for flere af de officielle rapporter. De sigter dog først og fremmest efter at fastslå omfanget og fejl i myndighedernes indsats i lokale grooming-skandaler og har ikke til opdrag at undersøge gerningsmændenes motivation for misbruget, eller hvorvidt deres pakistanske etnicitet har spillet i grooming-sagerne.
Groomingsagernes omfang i Storbritannien
Storbritanniens groomingskandale er i dag endnu under oprulning. Der kommer løbende nye sager frem, gamle sager bringes for domstolene, og deres fulde omfang kommer for dagens lys. Nye rapporter om grooming-skandaler og svigt fra myndighederne og politiets side er også jævnlige.
Seneste nye rapport fra januar 2020 handler om Manchester, og den tegner det samme billede, om ikke endnu værre, som rapporten fra 2014 om Rotherham. 57 unge piger blev igennem 2000-årene misbrugt af grooming-gangs bestående af omkring 100 fortrinsvist ”asiatiske” gerningsmænd. Endnu engang svigtede de lokale myndigheder og socialforsorgen. Men politiet havde ovenikøbet også af frygt for raceuroligheder bevidst valgt at stoppe efterforskningen af gerningsmændene og havde ladet dem gå straffri, fordi de hovedsageligt var pakistanere, og deres ofre var hvide piger. I stedet havde politiet valgt at prioritere opklaringen af indbrud og biltyverier. En form for institutionel racisme, som diskriminerede imod sårbare unge, hvide piger og favoriserede især de hovedsageligt pakistanske voldtægts- og gerningsmænd, var altså udkommet af politiets tilgang til grooming-fænomenet (Malcolm Newsam 2019, note 11).
Der findes ingen officielle opdaterede opgørelser over det samlede antal af groomingsager, dømte gerningsmænd eller ofre for grooming-gangs.
Den seneste valide opgørelse er publiceret i september 2018 i en artikel af Kish Bhatti Sinclair og Charles Sutcliffe (Sutcliffe, 2018, note 12), som har indsamlet data fra perioden 1997 til 2017 og fundet i alt 73 groomingsager fordelt på 44 byer på tværs af Storbritannien. Tallene viser, at der i sagerne har været i alt 498 sigtede, hvoraf 315 er blevet dømt og 75 stadig ventede på deres dom i 2017.
De sidste knap to år, fra 2017 og frem, har der været gennemført en række retssager, som altså ikke er medregnet i de tal. Men alene de tre mest omtalte groomingsager i 2019 fra Huddersfield med 20 dømte, Bradford med ni dømte, og Rotherham med seks dømte, bringer antallet af dømte gerningsmænd op over 350.
Men der falder løbende nye domme, flere ældre sager bliver afdækket og nye sager stadig kommer frem. Der er ifølge rapporter hundreder af formodede gerningsmænd under mistanke, og det må derfor formodes, at antallet af dømte gerningsmænd vil stige kraftigt fremover.
Hvad antallet af ofre angår, er der stor usikkerhed. Der findes ingen officielle samlede opgørelser for antallet af ofre. Men ifølge officielle rapporter og tal refereret i avisartikler, kan antallet af ofre i de fire byer, der har haft de største groomingsager, sættes til:
Rotherham: 1400 piger misbrugt i perioden fra 1997 til 2013 (Jay report, 2014, note 13)
Telford: 1000 piger misbrugt fra 1980erne og frem til 2018 (The Mirror, 2018, note 14)
Newcastle: 700 piger misbrugt fra 2010 til 2014 (Telegraph, 2018, note 15)
Oxford: 373 (323 piger og 50 drenge) misbrugt fra 2004 til 2012, (BBC, 2015, note 16)
Antallet af ofre i disse fire sager er 3373 i alt. De fire sager er blandt de største i Storbritannien indtil videre. Men i alt 44 byer har haft groomingsager, og selvom der i nogle af de byer kun er identificeret få ofre, er det ikke urealistisk, at det samlede antal ofre i perioden fra 1980erne og frem ligger op imod 10.000 og muligvis højere end det. Der må i den forbindelse regnes med, at der findes et mørketal som ikke finder vej til statistikkerne.
Det skal her siges, at der eksisterer flere forskellige bud på antallet af ofre, som ofte bærer af en vis grad af politisering, fordrejninger eller misforståelser. F.eks. refererer aktivister på den anti-islamiske fløj til tal på helt op til en million ofre. Når det tal bringes på banen refereres der ofte til Labour MP Sarah Champion, der i en udtalelse i 2017 sagde, at der kunne være helt op til en million ofre for ”child sexual exploitation” igennem en årrække. Det skal her påpeges, at hun her ikke referer til ofre for grooming gangs specifikt, men til børn som er ofre for seksuel udnyttelse under ét. Ligeledes blev der i en artikel fra januar 2020 i The Independent fremført den vurdering, at der om året var 19.000 børn som var ofre for seksuelle overgreb eller forsøg på samme i Storbritannien. Dette tal referer heller ikke specifikt antallet af ofre for grooming gangs per år (Independent, 2020, note 17).
Definition af groomingfænomenet
Grooming er en proces, hvor offeret lokkes, præpareres, overbevises, presses og tvinges til seksuel aktivitet. Groomingen sker trinvist. Først skabes der kontakt og relation til offeret f.eks. ved at byde på mad, gaver, kærlighed, alkohol eller narkotika. Når relationen er etableret, bliver offeret udsat for seksuelt misbrug eller voldtægt, hvorefter det fastholdes i en længerevarende udnyttelse enten ved hjælp af narkotika, pression, trusler eller vold. Voldtægt og seksuelt misbrug efterlader offeret i en følelses af hjælpeløshed, som kan få offeret til at vende tilbage til dets gerningsmænd på trods af misbrug og udnyttelse.
Groomingfænomenet i Storbritannien er karakteriseret ved, at gerningsmændene opererer i grupper og begår deres seksuelle misbrug og udnyttelse af børn og unge i et lokalmiljø og den nærliggende omegn.
I britisk forskningslitteratur og ifølge det britiske Child Exploitation and Online Protection Centre (CEOP) er fænomenet en underkategori af Child Sexual Exploitation (CSE), og det kaldes enten Group Based Child Sexual Exploitation (GBCSE) eller Group Localised Child Sexual Exploitation (GLCSE) (CEOP, 2013, note 18).
Den sidste betegnelse (GLCSE) er den mest præcise, da den henviser til, at groomingen foregår i grupper og i lokalmiljøet med fysisk kontakt.
Til forskel fra enlige gerningsmænd, der typisk begår misbrug i det skjulte - f.eks. mødes de deres ofre over nettet og begår deres misbrug alene med barnet - opererer grooming-gangs i fælleskab og organiseret.
Samtidig adskiller grooming-fænomenet sig fra anden seksuel misbrug af børn ved det, at selve groomingen foregår delvist offentligt i lokalmiljøet og ”den virkelig verden”, idet gerningsmændene typisk møder deres ofre ved skoler, i indkøbscentret eller i den lokale kebabbutik. Her opererer grooming-gangs anderledes end pædofile gerningsmænd, der - selvom de også kan operere i grupper, typisk gør det i det skjulte, f.eks. over internettet.
Grooming-gangs adskiller sig også fra grupper eller ringe af pædofile, idet de ikke har en specifik fascination af sex med børn eller pædofile tendenser, men i stedet vælger unge teenagerpiger som ofre, fordi de betragter dem som seksuelt ”tilgængelige” og mulige at manipulere og kontrollere.
Grooming-gangs adskiller sig derudover også fra de fleste pædofile grupper ved det, at de typisk er større og gennemsnitligt har syv medlemmer og ofte kan tælle flere end ti medlemmer. Disse ”store” grooming gangs har ifølge Quilliam en etnisk profil, idet de består af asiater (britiske-pakistanere), mens de pædofile grupper, som regel blot tæller to eller tre medlemmer, typisk består af hvide briter.
Karakteristisk for grooming gangs er også, at medlemmerne ofte kender hinanden fra lokalmiljøet via deres profession eller gennem familiære relationer inden misbruget indledes. Dette gælder ikke for pædofile grupper, der typisk bringes sammen via deres specifikke seksuelle interesse for børn.
Grooming-gangs kan altså ikke sidestilles med pædofile grupper, hvad motivation angår, og det er problematisk, om ikke forkert, når visse akademiske forfattere peger på, at groomingfænomenet kan forklares med pædofile tendenser.
Meget tyder i stedet på, at grooming-gangs deler en ”fælles ideologi” eller bestemte kulturelle og / eller religiøse forestillinger, som gør, at pigerne bliver betragtet som tilgængelige og acceptable seksuelle ”muligheder”. Grooming-gangs er således bevidste om, at de foretager groomingen og det seksuelle misbrug af børnene, og det er accepteret af gruppen.
Gerningsmændenes profil
Quilliam undersøgte i sin rapport fra 2017 etniciteten af i alt 264 dømte gerningsmænd fra 58 grooming-gangs fra perioden 2005 til 2017. Det mønster, som tegnede sig var, at 7 procent af gerningsmændene var hvide (18), 8 procent sorte (22), 1 procent ukendt etnicitet, mens i alt 84 procent (222) kunne betegnes asiater.
At 84 procent af gerningsmændene var ”asiater” (britisk-pakistanske / enkelte bengalere) skal sammenholdes med, at denne befolkningsgruppe (asiater, britisk-asiater) kun udgør 7 procent af Storbritannien samlede befolkning (se note 9, s. 25).
Det skal her bemærkes, at rapporten som nævnt har været genstand for kritik fra akademisk side. Bl.a. har Ella Cockbain fremført, at Quilliams talmateriale (284 sager) var for smalt, og at groomingsagerne var lemfældigt udvalgt, eller at kategorien ”gruppebaseret seksuelt misbrug” var defineret, så den netop passede på en række groomingsager, hvor gerningsmændene hovedsageligt var asiater. Forestillingen om, at gruppebaseret seksuelt misbrug af piger knyttede sig til bestemte etniske grupper eller pakistanske mænd, var derfor forkert og udtryk for racemæssig tankegang (se note 10).
Men Cockbains indvending om, at Quilliams talmateriale er for smalt, er dog ikke korrekt for så vidt, at den procentandel af pakistanske gerningsmænd, som Quilliam kommer frem til, også er blevet identificeret af Kish Bhatti Sinclair og Charles Sutcliffe i deres studie af 498 sigtede og dømte fra groomingsager i perioden fra 1997 til 2017. Her finder de to akademikere frem til, at 83 procent af de tiltalte i sagerne har muslimske navne og hovedsageligt pakistansk oprindelse (se note 12, s. 5).
Overrepræsentationen ”asiater” eller britisk-pakistanere i den form for seksuelt misbrug og udnyttelse af børn og unge som begås af grooming-gangs, er altså markant og bekræftet i to uafhængige studier.
Gerningsmændenes kulturelle og religiøse normer
Udover at gerningsmændenes overvejende pakistanske oprindelse i lang tid var et ømtåleligt emne, har det i den offentlige debat i Storbritannien også været kontroversielt at tale om, at gerningsmændene næsten udelukkende var muslimer. Det vakte derfor opsigt, da briternes såkaldte ”Race Tsar”, Trevor Phillips, der er Storbritanniens tidligere Equality og Human Rights Commissioner, i 2017 anklagede ”establishment og BBC” for at undlade at tale om, at grooming-gangs næste udelukkende bestod af muslimske mænd (Trevor Phillips, 2017, note 19).
”Vores eliter har erstattet den gamle frygt for at blive kaldt racist med den nye frygt for at blive anklaget for islamofobi,” sagde Phillips på BBC.
Selvom Philips er en meget respekteret stemme i Storbritannien, er spørgsmålet hvorvidt gerningsmændenes religion kunne være en del forklaring på groomingfænomenet, ikke for alvor blevet en del af den akademiske eller offentlige debat.
I deres artikel, Group Localised Child Sexual Exploitation, tager Sinclair og Sutcliffe dog fat på diskussionen. Ved hjælp af en regressionsanalyse finder de frem til, at groomingfænomenet er tættere knyttet til pakistansk oprindelse end til det forhold, at gerningsmændene hovedsageligt er muslimer. Gerningsmænd, som er muslimer fra Bangladesh eller Somalia, har altså for eksempel ikke samme overrepræsentation eller tætte tilknytning til groomingfænomenet, som gerningsmænd med pakistansk ophav.
Samtidig konstaterer Sinclair og Sutcliffe, at betydningen af det pakistanske ophav bliver forstærket og er mere fremtrædende i de tilfælde, hvor gerningsmændene kommer fra et lokalområde, hvor der bor mange pakistanere, dvs. at koncentrationen af pakistanere er høj blandt den typisk overvejende asiatiske lokalebefolkning. Denne observation peger i retning af, at parallelsamfund er med til at fremme grooming-fænomenet, hvilket igen peger i retning af, at andre kulturelle og religiøse normer end majoritetssamfundets, er forbundet med grooming-fænomenet.
Til spørgsmålet om, hvorfor groomingfænomenet især knytter sig til pakistansk oprindelse, peger Sinclair og Sutcliffe på, at gerningsmændenes motivation for det seksuelle misbrug af overvejende hvide, britiske piger afhænger af deres generelle syn på og forventninger til kvinder.
Dette kvindesyn varierer fra land til land og egn til egn. Men i forhold til den pågældende gruppe af gerningsmænd konstaterer Sinclair og Sutcliffe, at gerningsmændene ud fra presserapporter fra de 73 retssager tilsyneladende ikke opfattede deres misbrug af de unge piger som kriminelt. Under retssagerne udtrykte gerningsmændene i stedet ofte en foragt for den juridiske proces - hvilket i øvrigt også gjaldt for deres familie og venner - samt en følelse af berettigelse frem for fortrydelse, når det kom til deres misbrug af ofrene.
Sinclair og Sutcliffe peger på, at gerningsmændenes og deres omgangskreds radikalt anderledes kvindesyn kan forklares med parallelkulturer, som afspejler æresbegreber og kulturelle normer i Pakistan, og som findes visse steder i det britisk-pakistanske lokalsamfund.
Ifølge tal fra The Department of Children and Local Government fra 2009 kommer mellem 60 og 70 procent af den britisk-pakistanske befolkning oprindeligt fra Mirpur-regionen i Kashmir. Mirpur-regionen er et tilbagestående, meget konservativt og religiøst-præget landligt og bjergrigt område af Pakistan. Befolkningen er her opdelt i forskellige kaster og såkaldte biradari, der begge følger og defineres af patriarkatet, dvs. følger mandlige linjer i familien. En persons biradari er i udgangspunktet personens nærmest familie, men det kan også være den udvidede familie eller medlemmerne af en bestemt kaste, herunder også den del, som stadig er i Pakistan for britisk-pakistaneres vedkommende.
Personer i en bestemt baradari har et indbyrdes loyalitetsbånd, som kan forklare gerningsmændenes gruppebaserede adfærd for så vidt, at gerningsmændene i flere tilfælde har været relateret og har kendt hinanden forud for misbruget og for eksempel har været brødre, onkler, fætre eller måske bare har tilhørt den samme, udvidede familie eller kaste.
Udover at biradari-systemet og dets loyalitetsbånd kan forklare gerningsmændenes gruppebaserede adfærd, så er det ifølge Sinclair og Sutcliffe også en vigtig årsag til, at der i britisk-pakistanske lokalsamfund trives parallelkulturer for så vidt angår religiøse og kulturelle normer og kvindesyn.
På det seksuelle område indebærer den patriarkalske æreskultur, at britisk-pakistanske kvinder forventes at være seksuelt afholdende og urørte, indtil de blevet gift, hvilket i traditionsbundne og konservative familier ofte sker igennem arrangerede ægteskaber eller ægteskaber med familiens accept. Iblandt britiske pakistanere er familiens og klanens ære bundet om på kvindens seksualitet, som det er patriarkatets eller mændenes opgave af forsvare. Æreskulturen er ifølge studiet samtidig bundet op på forestillinger om, at den dydige, muslimske kvinde og de kulturelle og religiøse forestillinger på den facon er forbundne.
Æreskulturen understøttes på den vis af at de udlægninger af islam, som de lokale, religiøse autoriteter fremfører, og som i vidt omfang også foreskriver, at kvinder skal være dydige og seksuelt afholdende. Kultur og religion er på den måde sammenfiltret.
Islam i Storbritannien og religiøse aspekter ved groomingfænomenet
Det skal i den forbindelse fremhæves, at størstedelen af det religiøse britiske-pakistanske miljø må betegnes som konservativt og traditionalistisk eller fundamentalistisk. Den sunni-islamiske deobandi-tradition, den konservative sufistiske barelvi-tradition og den pakistanske pedant til det islamistiske muslimske broderskab, kaldet Jamaat-e-islami, er således de fremherskende islamiske fortolkninger i det britisk-pakistanske religiøse miljø. Ud af Storbritanniens 1664 moskeer tilhører 75 procent enten deobandi- eller barelvi-traditionen, mens 3,2 procent tilhører den islamistiske jamaat-e-islam-familie. 5,4 procent af moskeerne er salafistiske. De islamiske religiøse autoriteter i Storbritannien og i det britisk-pakistanske miljø er altså meget konservative eller fundamentalistiske. De underbygger dermed et traditionel islamisk såvel som et kulturelt baridari-baseret kvindesyn, der er patriarkalsk og foreskriver, at dydige kvinder er seksuelt afholdende før giftermål. (Innes Bowen, Medina in Birmingham, 2014, note 20).
Mulighederne for udenomsægteskabeligt seksuelt samkvem for traditionsbundne og / eller religiøse britisk-pakistanske mænd, ligger derfor i udgangspunktet uden for familiens, storfamiliens eller biradariens grænser. At gerningsmændene finder deres ofre iblandt hvide, britiske piger, uden for egne rækker, ligger også i forlængelse af de seksuelle normer, som udgår fra nogle af de mere ekstreme lokale, religiøse autoriteter, og det kan givetvis være med til at forklare gerningsmændenes opfattelse af, at pigerne så at sige er ”legitime” seksuelle muligheder.
I den forbindelse skal det bemærkes, at der op igennem 1980erne og frem også har været mange groomingsager, hvor piger med sikh-baggrund har været mål for britisk-pakistanske gerningsmænd. Britiske sikher kommer hovedsageligt fra Punjab-provinsen og Gujarat-provinsen i Indien. Piger med Sikh-baggrund er ikke en del af samme baradari-system som britisk-pakistanere fra Mirpur eller det nordlige Punjab i Pakistan tilhører. At de heller ikke er muslimer har givetvis også betydning for, at gerningsmændene ser dem som legitime mål for deres grooming.
Det skal i den forbindelse påpeges, at visse fundamentalistiske og islamistiske religiøse autoriteter i Storbritanniens pakistansk-britiske miljø har en fortolkning af islam, som fremmer et chauvinistisk syn på ikke-muslimer som værende vantro eller mindreværdige. Det skal understreges, at dette syn ikke er kendetegnende generelt for britisk-pakistanere, men det trives i fundamentalistiske og ekstreme miljøer og grupperinger inden for britisk-pakistanske parallelsamfund. Det skal samtidig siges, at dette chauvinistiske syn ikke nødvendigvis knytter sig til religiøse personer eller personer, som overholder eller følger religiøse påbud som sharia. Det kan ligeså vel knytte sig til personer, som ikke er særligt religiøse og ikke overholder religiøse påbud, men som har købt ind i den overordnede islamistiske eller fundamentalistiske fortælling om islam, og hvad, der udgør den rette muslimske identitet.
At nogle af gerningsmændene har haft et fundamentalistisk eller islamistisk chauvinistisk, misogynt og dybest set racistisk syn på deres hvide ikke-muslimske ofre, har et af ofrene for grooming-gangs gjort opmærksom på. Således beretter Ella Hill (pseudonym) fra Rotherham, som blev tæsket, torturet og voldtaget mere en 100 gange, at hendes gerningsmænd fortalte hende, at hun fortjente det, fordi hun var ikke-muslim, ikke-jomfru, og fordi hun ikke gik dydigt klædt. (Ella Hill, Independent, 2018, note 21)
Ifølge Ella Hills udsagn er religiøst betonet indoktrinering et vigtigt element i den proces, som trækker unge pakistanske mænd ind i grooming-gangs og i legitimeringen af gerningsmændenes overgreb, og grooming-fænomenet i Storbritannien er ifølge hende forbundet med religiøs ekstremisme. Religiøse forestillinger om renhed, jomfruelighed, dyd og om at kvinder skal adlyde mænd, bliver taget ud i ekstremer og bliver til normen internt i de forskellige grooming-gangs. Muslimske piger bliver fremhævet som de dydige, rene, gode og som ”vores piger”, mens hvide piger bliver betegnet som ”de andres piger”, moralsk forkastelige, værdiløse og seksuelt promiskuøse såkaldte ”sluts”, der fortjener gruppevoldtægt. Grooming-gangs har altså en forståelse af, at deres ofre er ”de andres” ikke-muslimske piger, mener Hill.
Grooming-gangs fungerer ifølge Hill på samme måde som ekstremistiske eller jihadistiske grupperinger operationelt. Det er således typisk de ældre, som indoktrinerer de yngre mænd og instruerer dem om, at de skal finde unge, hvide kvinder, som kan ”gruppevoldtages”, og disse ældre eller voksne mænd bruger ifølge Hill samme taktikker til at trække de unge mænd ind i grooming-gangs, som jihadister bruger for at trække unge mænd ind i ekstremisme eller terrorisme.
Det skal dog her nævnes, at det nedværdigende sprogbrug som Hill refererer til ikke nødvendigvis eller udelukkende er udtryk for gerningsmændenes syn på pigerne. Det kan lige så vel også være en strategi, som skal tjene til at kontrollere pigerne eller fastholde dem i groomingsituationen.
Et andet muligt religiøst og kulturelt aspekt ved groomingsagerne er gerningsmændenes tilsyneladende opfattelse af, at pigerne på trods af deres unge alder alligevel er acceptable seksuelle muligheder. Her kan det ifølge Quilliams rapport spille ind, at børnebrude er et udbredt fænomen især i landlige områder af Pakistan. I områder som Mirpur er det ikke unormalt, at piger bliver giftet væk som teenagere i 13 – 16 årsalderen. En domstol i provinsen Sindh har så sent som i år 2020 dømt til fordel for, at et ægteskab med en 14-årig pige og en ældre mand var lovligt, fordi pigen havde haft sin første menstruation (Globalcitizen, 2020, note 22). Selvom det pakistanske parlament igennem de senere år har arbejdet på en lovgivning, som hæver minimumsgrænsen for ægteskab for piger til 18 år, er det endnu ikke blevet gennemført. Årsagen er modstand fra konservative og religiøse partier, der henviser til, at der inden for islamisk ret eller sharia ikke er defineret nogen minimumsalder for ægteskab (The Tribune, 2019, note 23).
Pakistans Council of Islamic Ideology (CII), der er Den Islamiske Pakistanske Republiks officielle konstitutionelle rådgivende råd i religiøse spørgsmål, udråbte ifølge Quilliam i 2014 lovgivningen om minimumsalder ved ægteskab til at være ”anti-islamisk” og ”blasfemisk”. Siden da er rådet blødt noget op, men det er stadig imod at hæve minimumsalderen for piger til 18 år gennem lovgivning og går i stedet ind for oplysning.
For så vidt, stærkt konservative eller fundamentalistiske britisk-pakistanske religiøse institutioner og autoriteter fremfører denne fortolkning af islam, kan de være med til at fastholde et kvindesyn og religiøse forestillinger, som gør mindreårige piger til giftemodne og seksuelle væsener. Selvom det skal understreges, at accepten af børnebrude skal ses i relation til ægteskab, så er opfattelsen ifølge Qulliam problematisk, fordi den indirekte medvirker til eller fastholder et kvindesyn, hvor piger og unge teenagere seksualiseres. Det skal her indvendes og understreges, at dette kvindesyn i høj grad også bunder i en æresrelateret kultur. Når pakistanske piger, f.eks. i den tidlig pubertære alder iklædes slør af forældrene, handler det dybest set om, at de vurderes at være i en alder, hvor deres mødom og dermed familiens ære skal beskyttes. Pigerne skal, ifølge den logik, netop afholdes fra at være seksuelle væsner eller muligheder. Når hvide, britiske piger i 12- 16 årsalderen går vestligt klædt, går de i en konservativ pakistansk kulturel og religiøs optik derfor udfordrende klædt, og det kan give gerningsmændene opfattelse af, at de er legitime seksuelle muligheder uden ære og uden beskyttelse af det patriarkalske baradari-system.
At pigerne på den facon rent faktisk kan blive betragtet som legitime ofre på grund af patriarkalske kulturelle og religiøse normer og forestillinger, gjaldt ifølge den britiske dommer Gerald Clifton. I 2014 i Rochdale dømte han otte gerningsmænd med pakistansk oprindelse og forklarede ved domsafsigelsen, at de ”så ofrene” som ”værdiløse og uden ære og respekt”, fordi pigerne ”ikke var en del af gerningsmændenes fællesskab (community, eng.) eller religion” (BBC, 2012, note 24). Der findes også eksempler fra grooming-retssager, hvor gerningsmænd har udtrykt, at de var uvidende om, at pigerne ifølge britisk lov var mindreårige Quiliam (s. 38).
Europæiske groomingsager
Holland
Når den britiske grooming-skandale er blevet beskrevet i danske medier, er den ofte blevet set som et isoleret britisk problem. Men der findes faktisk også andre europæiske eksempler på grooming-gangs med fortrinsvist minoritetsbaggrund, som hovedsageligt har groomet og seksuelt misbrugt piger ofte fra majoritetsbefolkningen seksuelt og til prostitution.
I Holland og Belgien har der i løbet årene opereret grooming-gangs i byer som Amsterdam, Eindhoven og Antwerpen, der på flere punkter har ligheder med de britiske.
Grooming-fænomenet har været kendt i Holland før det kom for dagens lys i Storbritannien. Allerede i anden halvdel af 1990erne blev de første grooming-sager beskrevet, og her blev gerningsmændene betegnet som såkaldte Loverboys, der groomede unge piger og førte dem ind i prostitution.
Allerede i 1997 udkom det første større, akademiske værk om Loverboys, da G. Van Lune skrev Ph.D. om fænomenet. Van Lune havde selv været en af deltagerne i den strafferetslige efterforskning af grooming-sager i Utrecht, og en stor del af hans fokus var på gerningsmændenes profil. Her kunne Van Lune fortælle, at gerningsmændene hovedsageligt havde indvandrerbaggrund, især marokkansk.
At fænomenet især knyttede sig unge marokkanske mænd, skulle ifølge Van Lune forklares med den måde drenge opdrages på i marokkanske miljøer. ”I modsætning til pigerne, der er beskyttet og bevogtet, får drenge stort set ingen begrænsninger. Drengene får ikke nogen form for seksuel undervisning, og alt under bæltet diskuteres ikke. De lærer, at mand og kone i princippet er ulige, og at også vold mod kvinder under visse omstændigheder er acceptabel.” (Van Lune, 1997, note 25)
Van Lune forklarerede altså grooming-fænomenet med de særlige kulturelle forhold, som knyttede sig til de marokkanske miljøer. Selvom der også var gerningsmænd med tyrkisk baggrund og med oprindelse i De Hollandske Antiller, udgjorde de til sammenligning en meget lille andel. Grooming-fænomenet var ifølge Van Lune opfundet af unge marokkanere, og de udgjorde også langt den største gruppe af gerningsmændene.
Linda Terpstra, der er direktør for organisationen Fier Fryslân, som arbejder med prostituerede og voldramte kvinder, var blandt dem som op i 2000-årene var med til for alvor at sætte fænomenet på dagsordenen i Holland. Hun skrev bl.a. en bog og en rapport om grooming-fænomenet, som også blev fulgt op af omtale og artikler i medierne. Opmærksomheden førte til, at der blev lavet indsatser og bevidsthedskampagner imod grooming især i marokkanske og muslimske lokalmiljøer allerede i 2006 – 2008.
Da den britiske groomingskandale brød ud, kunne Terpstra i en artikel i The Times fortælle, at de hollandske sager lignede de britiske idet at ofrene typisk var hvide, hollandske piger, mens grooming-gangs hovedsageligt (90 % i et studie af 150 gerningsmænd / alfonsser) var af anden etnisk oprindelse, fortrinsvist marokkanske, og i mindre grad også tyrkiske (The Times, 2011, note 26).
De groomede pigerne var også ligesom i Storbritannien mindreårige, ofte sårbare piger fra lavere socialklasser, typisk i alderen fra 13-16, når de indledte deres relation til de såkaldte loverboys, der typisk var yngre mænd.
Grooming-processen bestod også ligesom i Storbritannien i, at gerningsmændene først gav deres ofre gaver, alkohol, m.m., for at opbygge en relation, men derefter var der også vold og tvang involveret. Flere af gerningsmændene udtrykte foragt eller ringeagt for pigerne, som de beskrev som ”ludere”, der gik i seng med hundrede af mænd. ”Rigtige kvinder skulle”, ifølge de loverboys Linda Terpstra talte med, ”være jomfruer”.
Til forskel fra de britiske grooming-gangs var de hollandske dog karakteriseret ved, at de oftere bestod af loverboys eller gerningsmænd, som i forvejen var i nærheden af eller tilknyttet det kriminelle miljø, og formålet med grooming handlede ifølge Terpstra især om at udnytte pigerne i prostitution for at opnå ”magt” og ”tjene penge”. Loverboys-modellen i Holland forekom ifølge Terpstra ikke altid så organiseret og gruppebaseret, som den var i Storbritannien. Selve groomingen kunne således været foretaget på individuel basis af en loverboy, mens Loverboys-modellen dog var organiseret for så vidt, at pigerne blev seksuelt misbrugt i vennekredsen inden for etniske miljøer, men derudover også prostitueret i en bredere kreds.
Også i Holland var der kritik af og modstand imod at gøre problemet med loverboys til et fænomen, som især knytter sig til immigrant miljøer. Trafficking ind i prostitution er et udbredt fænomen, som for kvindernes vedkommende ikke syntes at have nogen etniske profil, og de fleste kvinder i prostitution har ikke hollandsk ophav. Kritikken er således gået på, at der var tale om en moralsk panik og racisme og en overdrivelse af loverboys-fænomenets omfang i forhold til den store opmærksomhed, det har fået.
I en bog om Loverboys fra 2006 fremlægger Marion van San og Patrick Bovenkerk m.fl. en undersøgelse af fænomenet i Amsterdams Red Lights distrikt i årene fra 2004 til 2005 (‘Loverboys’´of modern pooierschap in Amsterdam, 2006, note 27). Her beskriver de, hvordan etniske og udenlandske piger fra afrikanske lande, Østeuropa, m.m. adskilte sig fra de hvide, hollandske piger i prostitutionsmiljøet ved det, at de typisk var ældre og i højere grad selv aktivt havde tilvalgt en levevej som prostitueret. De var altså typisk ikke ofre for loverboys. Det gjaldt til gengæld som oftest for de hvide, hollandske piger, der ofte var blevet groomet af loverboys. Disse piger var typisk sårbare, mindreårige eller teenagere, da de blev groomet, hvorefter de blev brugt eller kom ind i prostitutionsmiljøet, når de som 18-årige legalt kunne arbejde som vinduesprostituerede.
De interviewede Loverboys var typisk unge mænd med etnisk oprindelse primært fra Marokko, eller i mindre grad fra Tyrkiet, dernæst også fra De Hollandske Antillerne, m.m. Når loverboys hovedsageligt groomede hvide, hollandske piger, handlede det ifølge Van San og Bovenkerk både om opportunisme og om kulturelle og religiøse faktorer. Opportunismen drejede sig om at de teknikker som loverboys brugte, typisk virkede bedst på unge, hvide piger, der var sårbare og udsatte, hvilket de unge gerningsmænd havde stor erfaring i at spotte. Men derudover var kulturelle og religiøse faktorer også med til at motivere og legitimere de unge loverboys’ grooming. Som en marokkansk loverboy forklarer i artikel, så blev de hvide, hollandske piger, anset for både at være mere tilgængelige og legitime mål for grooming:
‘Kulturelt og religiøst er hollandske piger ikke meget mere end grise. Hun er ingenting, hun har ikke værdi. Når du tænker sådan, kan du fuldstændigt blokere dine følelser over for det du gør,” fortæller en af de såkaldte loverboys, der ikke ville manipulere indvandrerpiger ind i prostitution, især ikke hvis det var en pige, som leverede et dydigt liv. ”Vi er forpligtet til at behandle marokkanske piger som vores egne søstre, vi kan ikke behandle som en klud. Du kan bare ikke få en marokkansk pige til at arbejde for dig. (…) Hvis hun selv vil, er det anderledes. Men hvis hun går i skole og bærer tørklæde, så er det bare forkert.” (Marion Van San, 2006, s. 47, 28 note).
Samtidig peger forskerne i en senere artikel baseret på samme undersøgelse på, at der også er et vist hævnmotiv eller Ghetto-logik i groomingen af de hvide hollandske piger, hvor Loverboys, der typisk ikke er lykkedes med integrationen i det hollandske samfund, så at sige tager hævn over majoritetssamfundet ved at groome hvide piger (Marion Van San, 2013, note 27). At være alfons for en hvid hollandsk pige betragtes således som højstatus internt i miljøet.
Et nogenlunde tilsvarende billede tegner sig også i senere hollandske undersøgelser og ekspertvurderinger af grooming-fænomenet. Således fortæller Carolien van den Honert, der er politikommissær ved Humanitas ESSM ekspertisecenter, i en artikel fra 2018, at når det gælder netop groomingen af mindreårige piger, så er der en overrepræsentation af gerningsmænd med migrationsbaggrund, herunder især marokkanere, men også i mindre grad tyrkere, romaer og personer fra De Hollandske Antiller.
Van den Honert peger også på, at det tyder på, at groomingen med årene er blevet mere ”professionaliseret” og i højere grad knytter sig til de kriminelle miljøer.
”Loverboys i dag har én ting til fælles: de er rigtige kriminelle, der handler med mennesker. Oftest er de del af større netværk, der også er involveret i våben- og narkotikahandel. Loverboys er mere erfarne, og kriminelle er kommet ind i billedet, som medbringer netværk af kunder til online køb.” (ad.nl fra 2018, note 29).
Netop professionaliseringen og digitaliseringen af den hollandske grooming, adskiller den i nogen grad fra de britiske grooming-sager. Ifølge Gideon van Aartsen, der har oprettet Watch Nederland på vegne af hjælpeorganisationen Terre des Hommes, bruger Loverboys også internettet i deres grooming af unge piger. Lykkes groomingen, presses pigerne ofte til prostitution via trusler om at lægge billeder af dem i seksuelle situationer ud på nettet.
Ifølge hjælpeorganisationen anslås, at op mod 1400 mindreårige piger igennem årene har været ofre for grooming i Holland, men tallet er belagt med usikkerhed. Tallet er langt mindre end de 1500 piger som man ifølge Linda Terpstra anslog var ofre for grooming på årlig basis tilbage i 2011. Forskellen i tallene skal til dels findes i, at ikke alle de piger, som Terpstras tal refererede til, var mindreårige. Tallet 1500 refererer til alle piger og kvinder, som på årlig basis blev groomet ind i prostitution, herunder både hollandske og etniske. Hendes tal forekommer dog alligevel temmelig højt sat og udokumenteret, og når det gælder mindreårige piger ligger det rigtige tal givetvis nærmere de 1400 piger, som Watch Nederland anslår.
Belgien
Selvom der siden år 2010 har været enkelte rapporter om gruppebaseret seksuel grooming af piger og unge teenagere i Belgien, er det først for alvor blevet et tema i den belgiske offentlighed inden for de seneste fire-fem år.
I 2015 offentliggjorde NGO’en Child Focus rapporten Schlactoffers van tienerpooiers in Vlaanderen, der var det første omfattende belgiske studie af seksuel grooming og misbrug af mindreårige piger (Child Focus, 2015, note 30).
Her beskrives den seksuelle grooming hovedsageligt som en form for menneskehandel med prostitution og fortjeneste som endemål. Gerningsmændene betegnes i rapporten som Tiernerpooiers, der oversat til dansk betyder teenager-alfonser. Denne betegnelse er ifølge rapporten bedre end det hollandske Loverboys, der er misvisende, fordi det ikke tager højde for at det er mindreårige piger og teenagere gerningsmændene groomer og misbruger.
Gerningsmændene bruger ifølge rapporten samme metoder, som benyttes i Storbritannien til at groome pigerne. Pigerne kontaktes også ofte i gadeplan ved skoler, institutioner, storcentre eller parker. Deres tillid vækkes ligeledes med gaver, tilbud om alkohol og kærlighedserklæringer, m.m, og når der derefter er skabt et følelsesmæssigt bånd, benyttes tvang, trusler, fysiske overgreb og misbrug til at tvinge eller fastholde pigerne i prostitution og seksuelt misbrug. Ligesom i Storbritannien er groomingen også organiseret. Dog sker den grooming, som foretages af etnisk, belgiske gerningsmænd ifølge rapporten på individuel basis, mens gerningsmænd med etnisk oprindelse som regel opererer og groomer i grupper ligesom i Storbritannien.
Hvad gerningsmændenes etniske profil angår, er der i Belgien sparsomme oplysninger og ikke præcist talmateriale. Rapporten bærer præg af en stor forsigtighed og / eller en vis grad at politisk korrekthed hvad angår gerningsmændenes etniske profil. Gerningsmændenes profil beskrives som unge mænd mellem 20-30 år, som ofte, men ikke altid, har en småkriminel baggrund, et lavt uddannelsesniveau og nogle gange er arbejdsløse. Men rapporten peger dog også på, at gerningsmænd med anden etnisk oprindelse udgør den største gruppe uden at gå i detaljer med oprindelsesland (s. 12-13).
I sin analyse af motiverne og årsagerne til groomingen, kommer rapporten også nærmere ind på, at gerningsmændenes etniske profil kan spille en rolle i groomingen.
Som allerede påpeget i rapporten er gerningsmænd med anden etnisk profil eller udenlandsk oprindelse, ligesom i Storbritannien - og til forskel fra de gerningsmænd med belgiske oprindelse - kendetegnet ved, at de foretager en gruppebaseret grooming. En af årsagerne til at dette, og til at denne gruppe er overrepræsenteret iblandt gerningsmændene, kan ifølge rapporten skyldes den radikalisering, der sker iblandt nogle unge mænd med udenlandsk / etnisk oprindelse. En radikalisering, hvor gruppens allerede eksisterende normer og kvindesyn radikaliseres, og hvor belgiske kvinder og piger derved dehumaniseres. Dog er der ifølge rapporten om Tiererpooiers ikke håndfaste undersøgelser som viser, at det rent faktisk er det, der foregår. Rapporten påpeger dog samtidigt, at den grooming som foretages af disse grupper som regel er rettet mod hvide, belgiske piger eller piger med en anden etnisk oprindelse end gruppens egen. Ligesom i Storbritannien kunne det tyde på, at der eksisterer gruppebaserede forestillinger om, at piger med belgisk oprindelse adskiller sig fra ”ens egne” piger og muligvis opfattes som mere tilgængelige og legitime mål for grooming.
Selvom der ikke findes officielle statistikker, tyder meget på, at grooming-fænomenet i Belgien også knytter sig til unge mænd med marokkansk oprindelse. I hvert fald fremgår det af den offentlige debat og avisartikler, at denne gruppe udgør en forholdsvis stor andel af gerningsmændene bag grooming. En meget omtalt sag om grooming i Belgien handler om den belgisk-marokkanske rapper, Soufiane Eddyani. Han skabte stor opstandelse i 2019, da han forsvarede sin ven Moreno, alias Bilal Azzouzi, der i 2016 blev idømt 6 års fængsel for at have tvunget en 15 årig pige til prostitution. Sagen vakte stor debat og var med til for alvor at sætte spørgsmålet om grooming-fænomenet på dagsordenen, også den politiske. Stadig flere politikere blev samtidig opmærksomme på problematikken, og sidst i 2018 blev der oprettet et center i Flandern, Payoke, som skal hjælpe pigerne og adressere problematikken.
Ifølge Tieneepooiers-rapporten rekrutteres de unge piger i hele Flandern, men de prostitueres typisk i det illegale miljø i Antwerpen, men andre byer som Bruxelles, Gent og Mechelen nævnes også. Pigerne bliver tilbudt på websites, sendt til private hjem, ligesom de også bliver misbrugt i gerningsmændenes omgangskreds. De fleste piger er typisk imellem 14 og 20 år gamle, når de bliver groomet. Men inden for de sidste par år er der ifølge rapporten sket en foryngelse, og flere piger helt ned til 12-13 års alderen groomes nu også. Ligesom i Storbritannien er ofrene ofte sårbare piger fra lavere socialklasser, ofte med lavt selvværd.
Hvad antal ofre angår er tallene, som nævnt, sparsomme. I rapporten fra 2015 anslog Child Focus, at 25 piger i 2014 med stor sandsynlighed var ofre for grooming, mens 140 ofre i alt bliver nævnt som et mørketal, som også inkluderede usikre og ikke-dokumenterede tilfælde.
Siden da ser grooming-fænomenet ud til at have været i vækst eller bedre registreret. Ifølge centeret, Payoke var der i 2019 mellem 40 og 60 piger, som var ofre for grooming i Flandern, mens det stadig ansloges, at det reelle antal ligger højere. (payoke, 2019, note 31)
Selvom Holland og Belgien har haft hver deres historie med grooming-fænomenet, så er der store ligheder imellem de to lande. I Holland har myndigheder og politi meget tidligt været opmærksom på problemet, mens det først inden for de sidste par år er kommet på dagsordenen i Belgien. Derfor er Belgien i dag bagud både når det gælder indsatser overfor groomingen og registreringen af dens omfang.
Men landene har det til fælles, at grooming-fænomenet begge steder fortrinsvist udføres af unge mænd med indvandrebaggrund, især marokkansk. Fænomenet er så at sige ”opstået” i de dele af det marokkanske ungdomsmiljø, som ikke er velintegreret, og hvor gerningsmændene begge steder ofte har en vis tilknytning til kriminelle miljøer og lav socioøkonomisk status.
Kriminologen Marion Van San, der har forsket i forbindelsen mellem kriminaliteten og indvandrerbaggrund, forklarer overrepræsentationen af marokkanere iblandt gerningsmændene med en muslimsk machokultur kombineret og en fascination af statussymboler. De marokkanske unges miljø præges, ifølge kriminologen, af en parallelkultur og en vis offerkultur, hvor det vestlige samfund afvises, og hvor man heller ikke behøver at respektere de moralske normer, som gælder i det.
Groomingfænomenet er først og fremmest motiveret af de kulturelle patriarkalske normer, som gælder i overvejende muslimske lande. Om gerningsmændene er dedikerede muslimer eller ej, betyder ifølge Van San ikke særligt meget for gerningsmændenes motivation. I stedet handler det om den kulturelle bagage, de har med hjemmefra, som er misogynt og præget af religiøst-relaterede normer og et kvindesyn, der betyder, at de hvide, hollandske piger anses for at være mindreværdige (Sanctorumblog, 2019, note 32).
Konklusion
Ved at sammenholde Storbritanniens grooming-sager med Hollands og Belgiens tegner der sig et billede af, at lokaliseret, gruppebaseret seksuelt misbrug af mindreårige og teenagerpiger (gruppebaseret grooming) ikke er et isoleret britisk fænomen, men ligeså vel også er, og kan være, et europæisk fænomen.
Fænomenet er i alle tre lande tilsyneladende opstået iblandt gerningsmænd med oprindelse i overvejende muslimske lande, især Pakistan og Marokko. At groomingen og de seksuelle overgreb er gruppebaseret peger i retning af, at fælles kulturelle og/eller religiøse normer eller forestillinger som f.eks. fremmer en modkultur, er med til at motivere og legitimere fænomenet. Gerningsmændenes er således tilsyneladende motiveret af et patriarkalsk kvindesyn og afledte misogyne og chauvinistiske forestillinger om, at hvide piger er mindreværdige og seksuelt tilgængelige og legitime mål for grooming. Gerningsmændenes forestillinger bunder i opfattelse af, at deres ofre ikke lever op til grooming-gruppens egne religiøse og kulturelle normer og ikke er en del af det etniske eller religiøse minoritetsmiljø, gruppen selv tilhører.
Selvom grooming-fænomenet i Storbritannien fortrinsvist er blevet forklaret med gerningsmændenes pakistanske oprindelse, peger grooming-sagerne fra Holland og Belgien i retning af, at fænomenet ikke er isoleret til og udelukkende kan forklares med specifikke kulturelle pakistanske normer, som for eksempel baradari-systemet. I Holland og Belgien er gerningsmændene ikke pakistanere, men tilsyneladende fortrinsvist marokkanere, og derfor er der snarere tale om gerningsmændene er motiveret af både kulturelle og religiøse normer, som befordrer et patriarkalsk kvindesyn og / eller strikse æresrelaterede forestillinger. Netop det forhold peger i retning af, at groomingfænomenet ikke er et isoleret britisk fænomen, men tilsyneladende også er et europæisk fænomen, som kan optræde i lande, som har haft stor indvandring fra traditionsbundne konservative miljøer i muslimske lande og som har ikke-integrerede parallelsamfund. Dette understøttes for øvrigt af, at der i Finland for nyligt også er blevet afsløret grooming-gangs, som bestod af asylanter og migranter fra traditionsbundne muslimske lande som blandt andet Afghanistan, der groomede og seksuelt misbrugte mindreårige finske piger på mellem 10 og 15 år (Daily Mail, 2019, note 33). Når det er sagt, skal det også siges, at det statistiske materiale for gerningsmændenes ophav i Belgien endnu er forholdsvist rudimentært, og derfor skal der tages forbehold for, at drage endelige konklusioner.
Derudover skal det her understeges, at gerningsmændene udgør promiller af henholdsvis det britiske-pakistanske befolkning og den marokkansk belgiske og hollandske, og at deres overgreb ikke er accepteret eller anses for legitimt, men i stedet fordømmes, af resten af minoritetssamfundet.
Selvom gerningsmændenes patriarkalske kvindesyn og kulturelle og religiøse normer binder an til eller udspringer af minoritetssamfundet ditto, fremtræder disse hos det enkelte grooming-gangs gerningsmænd i en radikaliseret eller ekstrem udgave. Minoritetssamfundenes generelle patriarkalske kvindesyn og kulturelle og religiøse normer, er derfor ikke som sådan selve årsagen til at groomingfænomenet, men snarere en bagvedliggende faktor.
Dog skal her påpeges, at grooming-fænomenets store udbredelse i Storbritannien sandsynligvis til dels kan forklares med, at betydelige dele af det britisk-pakistanske minoritetssamfund er karakteriseret ved meget konservative og fundamentalistiske, kulturelle normer og religiøse fortolkninger af islam. Der eksisterer altså forholdsvist store parallelsamfund, som afviger fra resten af det mere moderate britisk-pakistanske minoritetssamfund, og som derudover adskiller sig markant fra det omgivende majoritetssamfunds normer og kvindesyn. Disse parallelsamfunds patriarkalske kvindesyn og kulturelle og religiøse normer gør det alt andet lige lettere for et grooming-gangs medlemmer at legitimere deres overgreb, ligesom det sandsynligvis også kan gøre vejen ud i et deres ekstreme syn på deres ofre kortere. Manglende værdimæssig integration er altså en bagvedliggende faktor for grooming-fænomenet.
Selvom bestemte religiøse og kulturelle normer om, hvad der udgør en dydig (muslimsk) pige, er karakteristisk for f.eks. pakistanske indvandrermiljøer i Storbritannien generelt, bliver disse normer af gerningsmændenes gjort chauvinistiske og vendt udad imod hvide, britiske piger.
Det skal her også påpeges, at det kan være svært at bedømme i hvor høj grad gerningsmændenes chauvinistiske og ekstreme syn på de unge hvide piger er en fremadrettet motivation til overgrebene eller en bagudvendt legitimation af samme. Men at der er tale om, at gruppens kvindesyn er med til at motivere gerningsmændene for så vidt det gælder valg af ofre, er der næppe tvivl om.
I forlængelse af det, skal det også understreges, at gerningsmændenes overgreb også kan være motiveret af hvad der for dem, er opportune seksuelle muligheder. Her gør det sig gældende, at gerningsmændene kommer fra et miljø, eller et parallelsamfund, hvori der hersker æresrelaterede patriarkalske kulturelle og strikse konservative religiøse normer. For så vidt disse normer medfører, at indvandresamfundets egne teenagere piger og unge kvinder er udsat for stærk social kontrol og holdes væk fra gaden eller de miljøer, er disse kvinderne i vid udstrækning seksuelt utilgængelige for unge mænd fra dette miljø eller parallelsamfund. Seksuelle relationer før eller udenom ægteskabet, må derfor søges udenfor miljøet, og der hvor mulighederne opstår. Mange af gerningsmændene i Storbritannien er har haft job som taxachauffører, smårestauratører eller butiksindehavere, og det er derfor her i gadeplan, og ofte hvor flere er samlet, at gerningsmændene møder deres groomingofre. Det forhold kan forklare, at den lokaliserede gruppe-baserede grooming knytter sig til netop gerningsmænd med pakistansk eller indvandrebaggrund. I den forbindelse er det værd, at nævne at grooming også bedrives af hvide britiske mænd, men det dog i langt højere grad finder sted over internettet, hvor dem som groomer næsten udelukkende er hvide britiske mænd. Den lokaliserede gruppe-baserede grooming er i den forstand også en udløber af socialøkonomisk forhold, såsom jobsituation, dog i kombination med en strikse kulturelle og religiøse normer, som gør, at gadeplanet er et slags mulighedernes ”rum” for seksuelle relationer, som ikke byder sig indenfor egne rækker.
I den sammenhæng skal det endelig også påpeges, at et patriarkalsk kvindesyn, der indebærer social kontrol af kvinder, generelt knytter sig til samfund eller fælleskaber, som er kendetegnet af en høj en grad af religiøsitet og strikse religiøse og kulturelle normer. Grooming-fænomenets dynamikker, hvad enten de er internationalistiske eller opportunistiske, kunne derfor også tænkes at gøre sig gældende for stærkt religiøse samfund og fælleskaber generelt. I en britisk, og til dels også europæisk sammenhæng, er det dog især de muslimske indvandresamfund parallelkulturer, som er præget af en høj grad religiøsitet eller strikse religiøse og kulturelle normer.
Perspektivering: Andre årsager og faktorer til grooming fænomenet
Selvom denne rapports fokus er at undersøge, hvorvidt og hvilke specifikke kulturelle og religiøse faktorer kan forklare overrepræsentationen af pakistanske gerningsmænd i Storbritannien og grooming-fænomenet groomingfænomenet generelt, er det vigtigt at påpege, at disse faktorer ikke kan stå alene.
Når Storbritanniens grooming-skandale har kunnet få så stort et omfang, skyldes det ikke mindst, at myndigheder, politi og politikere valgte at undertrykke eller ignorere grooming-fænomenet af frygt for raceuroligheder eller anklager om racisme, hvis det kom frem, at fortrinsvist pakistanske gerningsmænd misbrugte hvide, mindreårige piger.
Mens ofrene på den facon blev udsat for diskrimination og overladt til forsatte seksuelle overgreb, fordi de var hvide, blev gerningsmændene omvendt mødt med positiv diskrimination, som beskyttede dem og betød, at de kunne forsætte deres seksuelle misbrug og overgreb mere eller mindre uhindret.
I lyset af at overgrebene stod på i årevis, og at flere at de familier og piger, som søgte hjælp og gjorde opmærksom på misbruget blev ignoreret, har myndigheder og politiet muligvis været med til at understøtte gerningsmændene i deres opfattelse af, at deres seksuelle misbrug af pigerne var legitimt eller acceptabelt. I den forbindelse er derfor på sin plads at påpege, at Storbritanniens regeringer og myndigheder op igennem 1990erne og først i 2000-årene brugte en ideologisk betonet, multikulturel model på integrationsområdet, som understøttede det særegne ved multikulturelle samfunds forskellige kulturer.
Denne model kom under kritik efter de omfattende raceuroligheder i byer som Bradford, Oldham og Burnley i 2001, og konklusionen var, at den havde fremelsket eller ført til større segregering og mere parallelsamfund. I 2005 spillede Labour under Tony Blair derfor ud med en ny integrationsmodel kaldet Community Cohesion. Men også den model viste sig ikke at have den ønskede effekt, fordi den ifølge kritikere lagde mere vægt på styrke de etniske samfunds forskellige særpræg end på en værdimæssig assimilation i ind majoritetssamfundet.
Først i 2011 tog Storbritannien officielt et opgør med den multikulturelle tilgang til integration, da premierminister David Cameron annoncerede, at ”multikulturalismen var død” fordi den havde ”opmuntret forskellige kulturer til at leve forskellige liv” (Huffington post, 2011, note 34).
Det skal dog her bemærkes, at Camerons ord, som blev fulgt op af en promovering af britiske værdier, mødte modstand fra blandt andet konservative og fundamentalistiske islamiske organisationer og fra dele af den politiske venstrefløj, og at der i Storbritannien i dag stadig hersker en vis berøringsangst, når det kommer til etniske og religiøse problemstillinger.
Denne tilgang til integration og det multietniske samfund har givetvis haft indflydelse på, at grooming-fænomenet har kunne få det betydelige omfang det har. Således påpeger Sinclair og Sutcliffe i deres studie, at der i britisk-pakistanske parallelsamfund har været forholdsvis flere gerningsmænd, end der har været i britisk-pakistanske lokalsamfund med forholdsvis lavere koncentration af indbyggere med pakistanske oprindelse. Dårlig værdimæssig integration har altså også været en faktor for grooming-fænomenets opståen og udbredelse. I den sammenhæng skal det også påpeges, at groomingfænomenet også knytter sig til de dele af det britisk-pakistanske miljø, herunder parallelsamfund, som ligger i den lave ende af den socioøkonomiske og uddannelsesmæssige skala. Dette gør sig tilsyneladende også gældende i Holland og Belgien, hvor de såkaldte loverboys eller grooming-gang typisk består af yngre mænd med lav uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Endelig skal det påpeges, at de forholdsvist mange år med en ideologisk multikulturel britisk integrationsmodel i Storbritannien har medvirket til, at det i den britiske debat var ubekvemt og tabubelagt at tale om grooming-fænomenet. Den ideologisk prægede multikulturelle tilgang har således været et tveægget sværd, der dels har hindret en værdimæssig integration og dels har forhindret, at der blev sat ind over for grooming-problematikken med oplysning og kampagner, samt politimæssig efterforskning og på strafferetslig vis.
Dette står i kontrast til Holland, hvor grooming-fænomenet blev anerkendt og diskuteret allerede i slutningen af 1990erne, og hvor myndighederne, politi og civilsamfundet tidligt reagerede over for problematikken. Ikke mindst i de hollandsk-marokkanske kredse blev problematikken taget alvorligt, og man gik forrest med oplysningskampagner rettet mod lokalmiljøet allerede i 2006-2008.
En åben offentlig debat i medierne, et akademisk miljø, som er villigt til at undersøge og diskutere fænomenet fordomsfrit og uden politisk korrekthed, er derfor vigtige elementer i forebyggelsen af grooming-fænomenet. Tidlige kampagner internt i indvandrersamfundet rettet imod problematikken, en børne- og ungdomsforsorg, som er klædt på at oplyse og hjælpe de typiske offergrupper, er derudover også blandt de mest virkningsfulde redskaber der at dømme ud fra hollandske erfaringer effektivt kan både forebygge og afhjælpe grooming-fænomenets udbredelse. Endelige viser forskellene mellem erfaringerne fra Storbritannien og Holland også, hvor vigtigt det er med et politi, som er i stand til at identificere, efterforske og sætte ind overfor grooming-fænomenet.
Litteratur og henvisninger
- Copsey; The British National Party: contemporary perspectives, Routledge 2011, s.99.
- Peter McLoughlin, Easy Meat: Inside Britains Grooming Gangs , eget forlag, 2016.
- Quilliam, Haras Rafiq, Group-based sexual exploitation of childern: Dissecting Grooming gangs, 2017
- Kish Bhatti Sinclair og Charles Sutcliffe, Group Localised Child Sexual Exploitation: Identifying Those who have been Prosecutted, 2018.
- Innes Bowen, Medina in Birmingham; Najaf in Brent, Inside British Islam, London 2014, s. 63.
- Van Lune, G. (1997) De fuik als opvangnet: een verkenning naar de achtergronden en oorzaken van jeugdprostitutie, Groningen: Rijksuniversiteit Groningen (vakgroep Sociologie).
- Frank Bovenkerk, Marion Van San, m.fl. ‘Loverboys’´of modern pooierschap in Amsterdam, Augustus 2006.
- Marion Van San, Frank Bovenkerk, Secret Seducers, True tales of pimps in the red light district of Amsterdam, Crime, law and social change 2013.
- Child Focus, Schlactoffers van tienerpooiers in Vlaanderen, 2015.
Yderligere litteratur
Jay-report 2014:
